Rød blok vil have danskerne til at arbejde 12 minutter mere om dagen, men vil ikke fortælle, hvordan det skal gøres. Hvorfor er Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal så hemmelighedsfulde, og kan den røde plan gennemføres i praksis? Her er et bud på et svar.

Tidens store spørgsmål i dansk økonomi er, hvordan den røde blok på Christiansborg vil få danskerne til at arbejde 12 minutter mere om dagen.

Helle Thorning-Schmidt (S) og Villy Søvndal (SF) vil ikke fortælle vælgerne, hvordan det skal ske. Hvorfor ikke? Det er der et svar på nedenfor, men lad os starte med at se på ideen om de 12 minutter.

Spørgsmål: Kan det overhovedet lade sig gøre?

Svar: Teoretisk set ja. Faktisk kommer ideen fra Arbejdsmarkedskommissionens arbejde i 2008-09. Forslaget har derfor et stærkt fagligt afsæt, men det hører med til historien, at Arbejdsmarkedskommissionen måtte opgive at finde værktøjerne.

Derfor: Lad os se på de værktøjer, som de vil bruge hos rød blok.

Rød blok foretrækker frivillighed …

I planen ’Sammen om Danmark’ nævnes en række eksempler på mulige værktøjer, og på baggrund af samtaler med folk i rød blok er det muligt at identificere de fem værktøjer, der skal satses mest på:

* Lønmodtagerne skal have ret til at arbejde på fuld tid i den offentlige sektor. Det vil betyde, at færre skal arbejde på deltid end i dag.

* Der indføres en seniorpolitik, især sådan at ældre på vej på efterløn får krav på et deltidsjob hos arbejdsgiveren.

* Den femte ferieuge omlægges til fem feriefridage, der kan udbetales som løn.

* Der laves en reform af førtidspension og fleksjob, der skal fastholde flere på arbejdsmarkedet, især for at imødekomme mennesker med psykiske problemer

* Overenskomsterne ændres, så lønmodtagerne motiveres til at få overarbejde udbetalt frem for at få afspadsering.

I teorien kan sådanne værktøjer være udmærkede, men problemet er, at danskerne næppe vil arbejde mere i tilstrækkeligt omfang. I hvert fald ikke, hvis det skal være frivilligt.

I snart hundrede år har danskerne gjort det modsatte. I takt med at vi er blevet rigere, har vi ønsket at arbejde mindre. I stedet har vi valgt mere fritid.

Set med økonomiske briller er det vigtigste argument imod rød bloks plan derfor et enfoldigt spørgsmål:

Hvis danskerne gerne vil arbejde mere, hvorfor gør de det ikke allerede, når nu mange overenskomster rummer mulighed for det?

… men får også brug for tvang …

I rød blok er de enige i denne kritik et stykke af vejen. Men kun et stykke af vejen. Det følsomme spørgsmål er derfor, hvor meget rød blok vil bruge de brutale værktøjer. Dem er der nogle stykker af, for eksempel at pille ferie fra folk, men der er især to:

* Den aftalte arbejdstid i overenskomsterne kan sættes op. Formentlig med mindst en time om ugen, måske endda to, hvis det samlede regnestykke skal gå op.

* Dagpengeperioden kan gøres kortere. Regeringen har skåret dagpengeperioden ned fra fire år til to år, men rød blok skriver i deres plan, at de vil tilbage til det tidligere system. Man skal imidlertid ikke tale ret længe med folkene i rød blok for at forstå, at de ser afslappet på den sag.

Når vi nu er ved det brutale element i rød bloks plan, er det vigtigt at huske den forudsætning, som planen hviler på: De ansatte i den offentlige sektor skal arbejde mere, men udbuddet af arbejdskraft skal være uændret. Nogle mennesker skal altså flyttes væk fra den offentlige sektor og over i de private virksomheder. Måske frivilligt, måske ikke frivilligt.

Konklusion: Rød bloks plan kan godt lade sig gøre, endda uden at røre efterlønnen og både i teori og i praksis. Men kun hvis de bruger tvang. Så langt så godt.

Først nu kommer det svære.

… og for et opgør: S-SF mod LO

Problemet er, at modellen skal vedtages.

I en trepartsforhandling skal en regering blive enig med fagbevægelsen og arbejdsgiverne. Det bliver et giftigt forløb.

Vi kommer til at se et hårdt internt opgør i den røde blok, altså mellem S-SF på den ene side og LO på den anden side. Problemet er, at LO skal have sådan en aftale stemt hjem hos sine medlemmer, og der vil være stor modstand mod at arbejde mere. Tænk bare på stressede forældre med små børn.

I dette taktiske spil kan VK-regeringens nylige forlig om en forringelse af efterlønnen ligefrem blive en trumf for en ny statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Hun kan sætte en pistol for panden af LO’s formand, Harald Børsting, og fortælle ham, at enten skal han levere en markant højere arbejdstid i overenskomsterne, eller også vil hendes røde regering være tvunget af Det Radikale Venstre til at acceptere det blå forlig om efterlønnen.

Helle Thorning-Schmidt vil sikkert stryge ham kærligt på kinden, men hun vil boble af fryd. Uanset hvilket af de to onder Harald Børsting vælger, får hun en robust platform for sin økonomiske politik. Formentlig er det frygten for at afsløre denne konflikt for vælgerne, der gør, at rød blok ikke vil fortælle, hvordan danskerne skal arbejde 12 minutter mere om dagen.

Arbejdsgiverne? Vi kommer ikke til sådanne trepartsforhandlinger, siger de i DA. Det er spin. Arbejdsgiverne vil søge indflydelse, og med lidt fiffighed kan de måske tilrettelægge forløbet gunstigt.

Det vil være historisk, hvis arbejdsgiverne kan sidde og se på, at en rød regering presser LO for at få lønmodtagerne til at arbejde mere.