Marianne Jelved mÃ¥ gÃ¥ hvis de radikale skal genvinde deres politiske manøvredygtighed. Og der er brug for et frisk ansigt i selve ‘nyheden’ er Ny alliances største fordel. Jelved har i 2008 været radikal leder i tyve Ã¥r. Hun kan gÃ¥ med ryggen rank.

Fjernsyn er skånselsløst. Det var det også for Marianne Jelved (R), da hun i lørdags kom ud til den ventende presse ved afslutningen af Det Radikale Venstres hovedbestyrelsesmøde på Nyborg Strand.

For en partileder, der for godt et år siden – til stående ovationer – af samme kreds fik mandat til selv at gå efter statsministerposten, var mødet et tilbageskridt. På trods af at Jelved fortalte, at der ikke var så mange, der havde bedt hende gå som partileder, så ulmer det i Det Radikale Venstre.

Men Jelved bør ikke gå nu, fordi Ny Alliance er dukket op. Isoleret set har hun jo vundet kampen med Khaderfløjen om linjen. Det var dem, der gik, ikke hende. Men Jelved bør gå, fordi alting har sin tid. Selv ledere af Det Radikale Venstre. Jelved er ikke svaret på fremtidens udfordringer. Som Nyrup til sidst ikke var det. Som Blair ikke længere er det for New Labour. Og hun kan forlade posten med ryggen rank. Kun meget få politikere opnår, hvad hun har opnået.

Et svar på fortidens udfordringer

I 2008 har Jelved været leder af Det Radikale Venstre i 20 år. Nogle vil mene, at det er en relativt lang periode for en politisk leder. Blair forlader nu New Labour efter 10 år ved magten. Tysklands tidligere kansler, kristendemokraten Helmut Kohl sad i legendariske 16 år som kansler og 25 år som leder af sit parti. Men ellers skal vi have fat i folk som Cubas Fidel Castro for at finde politikere med samme lange ledelsesperioder. Så det aktuelle pres på Jelved afspejler ikke, at hun er i uføre med sit partis politiske kurs. Det er hun også – men politiske kurser kan justeres. Presset er der reelt, fordi hun er svaret på fortidens udfordringer – og ikke fremtidens.

Kigger man på fremtiden, skal den nye leder nemlig kunne sikre tre ting. For det første en klar samarbejdsprofil med regeringen. Og med statsministeren. Den kampagne, Jelved har kørt mod personen Fogh gennem de seneste seks år, er så massiv, at selv om hun gentager – hvad hun gjorde på Nyborg Strand i lørdags – at hun kan samarbejde med alle, så lyder det ikke troværdigt. Modsætningsforholdet mellem de to personers holdninger er stort. Forskellen på deres værdier gør det svært for dem at bøjes mod hinanden. Og så er vi tilbage ved den politiske kurs.

Skal Det Radikale Venstre tilbageerobre de tabte stemmer fra Ny Alliance, så må og skal partiet etablere et normalt samarbejdsforhold til regeringen. Reelt er Naser Khaders eneste platform i dag, at han netop kan det. Det er jo ikke politikken, der skiller. Hertil kommer, at den traditionelle radikale linje består i at søge indflydelse ved at kunne samarbejde med begge sider. Det skal med andre ord være regeringens skyld, hvis samarbejdet udebliver. Sådan er det ikke i dag.

For det andet skal der etableres en klar samarbejdsprofil med Socialdemokraternes leder, Helle Thorning-Schmidt. Forholdet mellem Jelved og Thorning-Schmidt er ikke for varmt. Det er svært for Thorning-Schmidt at få rystet sit image som politisk vårhare af sig i Jelveds øjne. Kan man bebrejde Jelved dette? Efter tyve år? Næppe.

Men det er en politisk kendsgerning, at skal de radikale tilbage i regering, er sandsynligheden større for en SR-regering end for en regering med V, K, NA og R, fordi Khader med sit nye parti givet vil gøre alt for at holde Det Radikale Venstre langt væk fra magten. Hele hans eksistensberettigelse er netop, at han kan levere den indflydelse, der sikrer Dansk Folkeparti en mindre rolle i politik. Hvis både han og hans tidligere parti leverer den samme vare, risikerer han hurtigt at blive udvisket og forlade Folketinget. En skæbne, der også overgik CD. Så de radikale skal ikke forvente meget hanky panky med højrefløjen, selv om denne nye teoretiske mulighed for mange radikale lyder forjættende. Så situationen er den (lidt komplekse), at de radikale må presse NA ved at gøre sig politisk spilbare mod højre, men at deres bedste chance for at komme i regering ligger til venstre. Sammen med S. Ikke ved det forestående valg, men måske det næste.

Partiet har brug for et nyt ansigt

For det tredje skal partiet have et nyt ansigt. Efter tyve år er der brug for en leder, der også ved sit udseende signalerer en ny kurs. Igen, såfremt indsatsen mod NA skal være effektiv, skal de radikale kunne matche NA’s tre nye ansigter. Margrethe Vestager er en person, der kan dette. Og hun kan endnu mere, idet hun med sin ministererfaring på papiret er en klart tungere figur end nogen af lederne fra NA. Vestager kan ligeså løse de to andre opgaver. Om ikke andet, så fordi hun endnu skal være mange år i politik. Hun vil indgå de aftaler, der skal til for enten at samle oppositionen og/eller indlede et samarbejde med regeringen.

Så det er lukketid for Jelved. Tid til frisk vand i kummerne, hvis de radikale vil sig selv det bedste. Enhver udsættelse er udtryk for en konfliktskyhed, der kun bidrager til én ting: at gøre Ny Alliance større på valgdagen.

Jelved bør nu sætte sig ud over den aktuelle situation og tænke over hele sin karriere. Meget få politikere kan matche den.

Jelved har gjort sit