Thorning leverede et brag af en duel - ikke alene med mere præcise svar og præmisser, men ogsÃ¥ med en fremtrædning, hvor man endelig fornemmer hun er S-lederen, der har ’sat sig i stolen’.

Danmarks radio havde med Reimer Bo’s klogeligt nedspillede rolle (de skulle ikke risikere den samme kritik der urimeligt blev Jes Dorph til del efter TV2 debatten) sat en duel i værk, som virkeligt illustrerede hvordan politisk debat pÃ¥ topniveau ser ud.

For at starte med bundlinjen, så kom Thorning-Schmidt bedst fra seancen idet hun denne gang ikke alene var blevet en del skarpere end sidste duel. Hun fyldte også rollen, som leder for Socialdemokraterne, bedre ud. Hun virkede ganske enkel mere ægte.

Fogh klarede sig som ventet ligeså utroligt godt. Duellen afslørede, at hans mantra fra nu af bliver, at man ikke kan stole på det der kommer fra Thorning-Schmidt og Socialdemokraterne. De er løbet fra den ene aftale efter den anden, mener statsministeren. Det er som om at Fogh i den første halvdel af valgkampen har siddet stille og luret på hvor han kan stikke kniven ind. Nu har han tilsyneladende besluttet sig: Man kan ikke stole på Helle. 

Et mantra vi kommer til at høre igen og igen.

Især gik statsministeren som ventet efter at trænge igennem med budskabet om utroværdighed på udlændingeområdet og skatteområdet. De to områder har vundet to tidligere valg for ham, og han svigter ikke sine gamle kendinge.

Lad os lige kikke på udlændingeområdet. Her var Thorning-Schmidt bedre forberedt end sidste duel på TV2. Når han sagde irakiske asylansøgere, sagde hun at de skal hjem men behandles ordentligt når de er her i landet. Når han sagde svenske tilstande sagde hun finske tilstande. Når han sagde at de vil vælte ind over grænserne begyndte hun at tale om sin aftale med de radikale. Hun var ganske enkelt bedre forberedt end sidst.

Den anden centrale pointe for statsministeren var at sÃ¥ tvivl om S i skattespørgsmÃ¥let. Igen og igen mÃ¥tte han lufte sin bekymring for, at hun ikke kan holde sit ’skatteforhøjelsesflertal’ i ave, hvis hun kommer til.

Thorning-Schmidt var her krystal klar i sin afvisning af at afvige fra skattestoppet. Hun fik dog ikke helt sat de tommeskruer pÃ¥, som hun kunne have gjort her, idet hun kunne have drevet bolden tilbage til Fogh og kritiseret ham for at hans ’skattelettelsesflertal’ ikke hang sammen med hans ambitioner pÃ¥ velfærdsomrÃ¥det. Hun gjorde det lidt, men kunne have gjort det endnu skarpere.

Og nu vi er ved velfærd. Det emne vandt debatten for Thorning-Schmidt. Uden at være skinger holdt hun Fogh fast på, at der er noget helt galt derude i velfærdsdanmark. Folk ligger på gangene på hospitalerne. Dansktimer reduceres i kommunerne for at holde budgetterne osv.

Og netop i diskussionen om de forvoksede kommunale budgetter fik hun et rigtigt politikersvar tilbage da hun spurgte, om regeringen vil skære kommunerne ned efter et valg? Tja, bom bom sagde Fogh. Vi følger proceduren. Thorning-Schmidt fik meget ud af dette emne, men kunne have fÃ¥et endnu mere, hvis hun havde citeret Fogh’s partifælle og formand for KL, Erik Fabrin. Efter at Fabrins kommuneaftale med regeringen blev underløbet af hans eget bagland, udtalte han at systemet ikke fungerer og at han dybest selv følte sig til grin. Den glemte S-lederen at riste statsministeren med, da han bagatelliserede sagen.

Men det vigtigste fra duellen er måske ikke hvem der kom igennem med hvad. Det vigtigste er nok, at det var en Thorning-Schmidt med mere selvstændig og sat attitude end vi har set før. Bedre end nogen sinde optrådte hun som chefen for et parti, der sætter velfærd højt. Hun kom igennem med mere ægthed end set før. Og det kan være signalet om, at der er noget farligt i gang for Fogh.

For det er altid sådan for mennesker i et nyt job, at man efter en rum tid selv bliver en del af historien for den organisation, som man arbejder i. Og med dette følger ikke alene et øget ansvar for det hændte, men også en øget ret til at tegne butikken ud af til. Thorning-Schmidts kamp og strabadser, som vi alle har fulgt med i, har nu stået på så længe, at hun har øget sin ret til at tegne et parti, som har skulle finde sine ben med en ny leder.

Som en virksomhedsleder, der nu har været igennem de første kvartalsregnskaber og stået på mål for dem overfor sin bestyrelse, har S-lederen nu været gennem det de fleste fuldt befarne toppolitikere skal være igennem, for netop at kunne kalde sig toppolitikere. Det kunne man se i går.

Der er ingen tvivl om, at Thorning-Schmidt ville gå frem ved hver duel, hvis der var flere. Og der er heller ingen tvivl om, at han vil lammetæve de fleste andre kolleger end lige den statsminister, som selv er en af de mest vidende og duelrutinerede politikere gennem mange år.

De som på forhånd sympatiserer med regeringen fandt helt givet at Fogh endnu engang leverede en overbevisende præstation. Hvilket han også gjorde. De som på forhånd sympatiserer med venstrefløjen så givet Thorning-Schmidt som vinderen. Heri intet overraskende.

Det interessante er hvordan grænsevælgerne vurderer de to personers indsats: hvem flytter hvad? Og her er det ikke utænkeligt, at Thorning-Schmidts mere stilsikre debatform med en bedre perspektivering af hvad hun selv mener der bør gøres, rammer flere usikre vælgere end en statsminister, som mest brugte tiden pÃ¥ at mistænkeliggøre sin modstanders ‘reelle’ intentioner.

Målingerne den næste tid giver svaret.