Fogh fortsætter med VKO. Og det er tid til at se fremad på venstrefløjen. Thorning-Schmidt vil søge at holde sammen på sin fløj og Vestager vil blive presset til at søge indflydelse over midten. Khader går en politisk grum fremtid i møde.

Det ventede: Fogh fortsætter. Det uventede: VKO-flertallet fortsætter.

Det er ikke interessant at analysere hvordan det samme VKO-flertal vil fungere. Det vil fortsætte som hidtil. Det er midlertid interessant at konstatere, at socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt kom igennem akkurat med skindet på næsen.

Resultatet er ikke prangende i en historisk sammenhæng. Langt fra. Tidligere formænd ville have mistet hovedet i samme situation. Men Thorning-Schmidt er ikke truet. Dels har hun for alvor personligt leveret varen i valgkampen. Og dels er der ikke andre, som bare er i nærheden af at kunne udfordre hende. Næst efter at blive statsminister var hendes vigtigste projekt at vise sig frem i statsministerklasse. Og det er lykkedes.

Så hun er klar til næste gang, Fogh trykker på knappen.

På venstrefløjen er det tid til selvransagelse.

Der er ingen tvivl om, at alle iagttagere har set Thorning-Schmidt rejse sig som en anden fugl Fønix gennem valgkampen.

Hendes valgkamp har understreget, at hun er et stærkt statsministerkort ved næste valg. Men hun må konstatere, at også i politik er det resultaterne der tæller. Og hendes politik og venstrefløjens samlede tilbud til vælgerne var ikke godt nok.

Opstigningen kom for sent

Thorning-Schmidt har fra starten været en særlig type formand. En formand, enhver har vidst ikke havde den store parlamentariske erfaring, før hun satte sig i chefstolen. En formand, som skulle redde partiet fra den helt store katastrofe, som absolut lå latent, dengang Lykketoft den sidste af de fire store – Lykketoft, Nyrup, Auken og Bjerregaard – stod af som topleder i 2005.
Socialdemokraterne har ikke andre lederemner, og det tager alt for lang tid at uddanne en ny leder, der til næste valg kan duellere med enten Fogh eller Lars Løkke Rasmussen, hvis sidstnævnte overtager stafetten i den kommende valgperiode.

Thorning-Schmidt vil stå klar på banen næste gang.Og den vare har Thorning-Schmidt leveret. Selv om resultatet målt med historiens alen er en katastrofe, er det bedre end det resultat, som de seneste to års kamp mod VKO-flertallet har spået om.

Kunne det være gået endnu bedre, end det gik for S-lederen?

Thorning-Schmidts problem har været, at hendes opstigning til statsministerklasse kom for sent, til at hun kunne slå Anders Fogh. Der var ganske enkelt for lidt ’runway’, til at hun kunne nå at få projektet i luften, givet at hun har ligget så langt bagefter i alle målinger siden hun overtog magten i partiet. Havde hun haft den nuværende karisma seks måneder før valget, så måske?

Tre ugers valgkamp var nok til at få kommentatorerne til at se forandringen, men ikke nok til at den brede befolkning kunne se det med helt samme klarhed.

Nu har hun fire år til at tune sig selv og sin blok til næste opgør om fire år.

Tømmermænd hos de radikale

Men der er ugler i mosen for Socialdemokraternes projekt. Thorning-Schmidts vigtigste opgave i de kommende år består i at bevare og gerne udbygge den nye og tilsyneladende stærke alliance med Vestagers radikale tropper.

Men at bevare det tætte samarbejde, der klart er illustreret under valgkampen mellem de to, kan blive Thorning-Schmidts helt store udfordring i de kommende år. Her på valgnatten virker samarbejdet fasttømret, men når hverdagen melder sig, kan tømmermændene vokse frem hos de radikale.

Der er ingen tvivl om, at der i det lille radikale midterparti vil være mange kræfter, som vil trække i retning af at søge indflydelse gennem et kommende samarbejde med regeringen. Det krav vil blive kraftigt forstærket, når det viser sig, at Naser Khaders tropper også vil kæmpe for at få politiske resultater på baggrund af deres få mandater.

Resultater, som Fogh vil give dem, for at gardere sin politiske fremtid: Ny Alliance kan forblive bolværket mod en S-ledet regering i tiden fremover.

Krav til Vestager

Man skal huske på, at de radikale har leveret en del stemmer til Ny Alliance, og at der vil være et klart krav til Vestager om, at hun skal søge indflydelse for at genrejse partiet til næste folketingsvalg og udbedre et klart utilfredsstillende resultat.

Jo mere hun kan møve sig ind i diverse forlig, jo mere kan hun økse i Khaders mandater og tvinge ham ned mod spærregrænsen til næste valg. Og det er dårligt nyt for S.

For hver gang Vestager kommer i reelt politisk samarbejde med statsministeren, opnår hun indflydelse. Og samtidig illustrerer hun, at Ny Alliance er overflødigt.

For hvorfor stemme på Khader, hvis Vestager leverer det samme? I det hele taget er Khader valgets store taber.

Uden de afgørende mandater er festen tæt på allerede at være slut, før den er begyndt. Khader bliver nu halehæng til regeringen og Dansk Folkeparti.

De højere magter skal i spil, hvis partiet skal klare spærregrænsen efter næste valg.

Fælles for de andre partier er, at ingen ønsker det lille forvirrede parti, som en permanent del af parlamentets beboere.

Hvorfor Khader & Co. roligt kan belave sig på, at der ikke bliver mange parlamentariske pusterum i de kommende år. Thorning-Schmidt vil ikke søge et samarbejde med regeringen. Hun vil forme et alternativ, hvor hun kan anklage regeringen for ikke at samarbejde over midten. Derfor reduceres SR-samarbejdet, hver gang de radikale leger med regeringen. Thorning-Schmidt har hverken haft politikken eller de nødvendige partisoldater, der skal til for at kunne konkurrere mod Fogh.

Og denne kolde realitet kalder på kraftig selvransagelse hos S inden næste valg.

Som Mona Sahlin i øjeblikket er i tænkeboks om linjen efter Göran Perssons afgang, i det svenske socialdemokrati.

S kommer ikke til magten uden en ny politik i tillæg til den eksisterende.

Bundlinjen er, at Foghs politiske succes kan undergrave enigheden hos venstrefløjen. Og at Thorning-Schmidt skal kæmpe for at holde sammen på sin blok frem til næste valg samt udtænke en ny politik.

Mere af det samme gør det ikke.

Danmark er fortsat en borgerlig nation.