Det har fornuftigt nok aldrig været planen, at der skulle være en folkeafstemning om Reformtraktaten. Fogh’s proces mod en folketingsgodkendelse er rent teater. Hvad befolkningen har gennemskuet - og accepteret. Der kommer ikke bÃ¥l i gaden. Alle er vi videre til diskussionen om forbeholdene.

’Vi lader os ikke drive af folkeafstemninger…øhhhh, af meningsmÃ¥linger’. Citatet er statsminister Anders Fogh Rasmussens fortalelse pÃ¥ hans ugentlige pressemøde i dag. Hvad hjertet er fuldt af, flyder munden over med.

Når Reformtraktaten ikke kommer til afstemning i Danmark, i lighed med en række andre lande, skyldes det to forhold: for det første at man frygter et nej. Og for det andet at en afstemning nu om traktaten og yderligere afstemninger om forbeholdene inden for det næste år er noget rod.

Og det har aldrig været meningen at traktaten skulle sendes til afstemning. Det sikrede Fogh sig allerede dengang han forhandlede alle spørgsmål om suverænitetsafgivelse ud af tyskernes første traktatudkast.

Statsministeren har haft et fast greb i processen omkring Reformtraktaten fra start til slut. De samme EU kyndige jurister fra Justitsministeriet, som lige er kommet med den formelle frifindelse angående afgivelse af suverænitet, var også involveret i det topmøde, hvor Fogh og Merkel har aftalt hvordan traktaten skal tilpasses den danske situation. Den juridiske kompleksitet er stor når det kommer til spillereglerne i EU, hvorfor man i Statsministeriet aldrig kunne drømme om at mene noget til et EU-topmøde, uden først at tage juristerne i ed.

Eller sagt mere klart – tage dem som gidsler. For er der én ting en statsminister gerne ser sig fri for, så er det at erklære sig tilfreds overfor en træt kansler Merkel, for bagefter at finde ud af, at der lige er et par yderligere punkter, der skal ændres før han er på sikker juridisk grund. Derfor har Fogh naturligvis, som enhver besindig statsminister, trukket på juristernes kyndighed undervejs, og længe inden befolkningen har haft lejlighed til det samme.

Men et er formalia, noget helt andet politik. For EU spørgsmålet er som altid omgærdet af en række svære dilemmaer. På den ene side er det bedst at befolkningen engageres. På den anden side ønsker man ikke og risikere at få et nej til en folkeafstemning. På den ene side mener man at vores undtagelser gør livet nærmest ubærligt.

På den anden side er det svært for de fleste danskere at se effekten af, at vi står uden for unionen på tre store områder og et fjerde mindre. Konkret ønsker statsministeren ikke en afstemning om en traktat, som er strippet for indhold, som får danskerne til at storme hen og stemme ja. Det er ti år siden vi sidst stemte ja, nemlig til Amsterdamtraktaten.

Men siden er risikoen ved et dansk nej vokset betydeligt. En afstemning om reformtraktaten vil i realiteten blive en afstemning om for eller imod Danmarks medlemskab af EU. I fraværet af andre emner, vil en ufokuseret valgkamp kunne ende med hvad som helst. Også selv om meningsmålinger i dag måtte vise, at der er et klart flertal for traktaten. Det er set før.

Og vil et dansk nej være katastrofalt, ja så vil en melding om en dansk afstemning lægge et pres på de øvrige lande og deres regeringer. Og flere folkeafstemninger kan følge med et nej som resultat.

Så bundlinjen er, at eftersom EU kun lige akkurat er kommet ud af komaen fra dengang man i Frankrig og Holland stemte nej til Reformtraktatens forgænger, har alle EU-fans set med rædsel på alt hvad der smager af nye folkeafstemninger. Derfor – og ikke på grund af snik snakken om suverænitetsafgivelse eller traditioner på feltet – vil Fogh fornuftigt nok ikke tage en folkeafstemning nu.

Og i øvrigt, vil en afstemning om reformtraktaten udskyde afstemningerne om vores fire forbehold. Alt andet vil fremstå panisk. Og det er Fogh ikke interesseret i, hans egne job ambitioner syd for grænser in mente.Men Villy Søvndal fra SF vil gerne høre folket. Intet spørgsmål er ifølge ham for kompliceret til, at befolkningen kan spørges. Selv om synspunktet kan diskuteres, er det en bekvem politisk position for Søvndal. For endnu engang udstiller det ’ærlige Villy’ overfor ikke alene ’skumle Anders’, men endnu vigtigere, overfor ’skumle Helle’ og ’skumle Margrethe’. Og da de skumle politikere ikke kan forklare deres standspunkt om at forkaste en folkeafstemning, kan de heller ikke forsvare det. Det lukrerer Søvndal gratis på. Og økser videre i S og R’s vælgerskare. For der kommer ingen folkeafstemning, uanset hvad SF’s leder måtte mene.

Men hvor er befolkningen i alt dette politiske spilfægteri? Befolkningen kan gennemskuet Fogh’s og Thorning-Schmidt’s retorik. Som de altid har kunne gennemskue de mange indbagte dagsordener, som EU smertensbarnet altid har været udstyret med. Og folket går næppe på gaden ved en folketingsgodkendelse af Reformtraktaten. Fogh har læst situationen korrekt, ændringerne er ikke store nok til at skabe reel debat.

Omvendt med de kommende forbehold, som danskerne skal tage stilling til. Hvordan de opfattes efter tre ugers valgkamp er en helt anden sag. Og i forhold hertil er Reformtraktaten blot et lille bump på vejen. Idet der, uden en folkeafstemning, aldrig har været risiko for et nej.