Med VKO-flertallet væk røg også Ny Alliances mulighed for at skifte mellem rød og blå blok. Seeberg ønskede konfrontation med regeringen og gik. Nu afhænger alt af Asylforhandlingerne. Ny Alliance skal levere.

’Nok er nok’ – var de historiske ord hvormed partimedstifter Gitte Seeberg præcist definerede Ny Alliances politiske platform ved dannelsen i maj 2007. En begrænsning af Pia Kjærsgaards indflydelse på udlændingepolitikken talte dengang til især mange borgerlige vælgere, eller indflydelseshungrende radikale vælgere. Samme Seeberg – den ene tredjedel af Ny Alliances stifterkreds – valgte i går at forlade partiet, som efter hendes mening ikke bør være et erklæret borgerligt parti, men et parti, som i langt højere grad også skal kunne operere med den venstre side af Folketinget.
Paradoksalt nok, har den tidligere konservative Gitte Seeberg hele vejen søgt over mod et samarbejde med venstrefløjen, imens Naser Khader og Anders Samuelsen, med deres baggrund i Det Radikale Venstre, har søgt det borgerlige alternativ. Forrige weekend træf partiet en principiel beslutning om, at det grundlæggende er et borgerligt parti. Og i sidste uge tvang statsministeren partiet til at støtte op om regeringen ved en dramatisk afstemning om den verserende sag om vilkår for irakiske asylansøgere. Dette blev dråben for Seeberg. Eller skal vi sige anledningen.
Der har længe været politisk uenighed blandt de tre stiftere. En uenighed som har fået ekstra næring af den massive nedtur. De tre stiftere har aldrig haft en fælles opfattelse af hvordan ’nok er nok’ politikken skal føres i praksis. Og da Ny Alliance i sidste uge – efter at Pia Christmas-Møllers tilsluttede sig Rød blok – blev tungen på vægtskålen, stod det pinligt klart, at statsministeren ikke vil acceptere at blive stemt ned af et alternativt flertal fra tid til anden. Seeberg indså, at Ny Alliance uden VKO-flertal ikke kan fastholde deres frihed til at skifte hest fra sag til sag i det nuværende folketing.
Effekten af Seebergs exit bliver ét af to. Oplagt er der en kraftig risiko for at dette bliver endnu et kapitel i partiets dødskamp. Men hvis de resterende fire gruppemedlemmer holder sammen om den aktuelle linje, vil Fogh’s flertal for alvor være cementeret, hvis partiet i øvrigt kan demonstrere lidt indflydelse i de verserende asylforhandlinger. Alt principiel snak om tilhørssted til højre eller venstre er forsvundet med Seeberg.
At overvære Ny Alliances forløb siden partiets stiftelse, kan lidt sammenlignes med at følge Titanic’s forlis med håndholdt kamera tre meter fra skibsskroget. Partiet havde fra starten den rigtige analyse: Med borgerlige stemmer at mindske Dansk Folkepartis politiske indflydelse. Men når man er det parti, som ifølge meningsmålingerne bestemmer hvem der skal være Danmarks næste statsminister, så får man behørig opmærksomhed. Således også i valgkampen. Det gik galt. Nedturen vidner om for mange fejl. For mange uklare signaler. For lidt ledelse af partimedlemmer med mærkelige synspunkter. Utryghed omkring de helt afgørende politikområder som eksempelvis skatteområdet. Kombinationen af partiets endelige støtte til den blå blok samt viden om, at partileder Naser Khader har langt mere på sin tallerken, end talentet formentligt rækker til, fik Seeberg til at miste modet.
I Statsministeriet sidder Fogh og spekulerer over om dette vil føre til den totale opløsning af partiet. Hvor mange trækker Seeberg med? Han ved lige så vel som Ny Alliance, at forhandlingerne i asylsagen bliver knald eller fald for partiet. Kan det levere indflydelsen eller ej? Fogh’s interesse er at undgå, at partiet klasker sammen som en budding. For så ryger hans nye stabile ’brede flertal’, og forhandlingerne om at finde det sidste mandat i den politiske dagligdag bliver kaotiske. Og i værste fald må han udskrive valg. Yderligere er han pinlig bevidst om, at skal han lande et topjob i EU, så må og skal han basere sin regering på andre end Dansk Folkeparti. Som syd for grænsen opfattes som et ekstremt højreparti, hvilket bruges mod Fogh’s kandidatur.
Fogh’s usikkerhed om den reelle situation i Ny Alliance kan partiet til vis grad udnytte i de alt afgørende forhandlingerne hos integrationsministeren. Ny Alliance skal have noget med hjem. Men indlysende ikke ret meget. De har jo ikke mange mandater. Men jo mere Ny Alliance kan vise frem efter forhandlingerne, jo mindre er risikoen for, at partiet nedsmelter i kølvandet på Seebergs exit. Rønn Hornbech har indtil nu vist, at det ikke er hende, som redder regeringen ud af en kompliceret parlamentarisk situation. Hendes arrogante og bedrevidende opførsel fordrer, at hun er suveræn til at manøvrere på Christiansborg. Det er hun ikke.
Og Pia Kjærsgaard har planmæssigt skudt stort set alt ned, som Khader uendeligt uklogt vedbliver at forhandle i pressen. Hun kan ikke holde til, at hendes vælgere oplever at ’halen logrer med hunden’. Derfor bliver den uofficielle kontakt mellem statsministeren og Khader helt central i forhandlingsforløbet. Khader og Fogh har begge en interesse i, at Fogh engagerer sig direkte i forhandlingerne og medvirker til at opnå en løsning ved at lægge pres på damerne Hornbech og Kjærsgaard.
Med andre ord kan Seebergs exit enten være Ny Alliances banesår. Eller – paradoksalt nok – styrke Ny Alliances mulighed for at opnå resultater. Risikoen for at går i opløsning vil indebære, at statsministeren må engagere sig aktivt i sagen. Og lykkes det at komme igennem med en acceptabel løsning, vil det lille parti kunne se frem til en mere stabil rolle, som fast støtteparti til regeringen. Fogh cementerer sit flertal. Kjærsgaard vil kunne regne med fortsat massiv indflydelse. Hun har jo klar overvægt i mandater. Og Seeberg? Ja, mon ikke vi finder hende i et af oppositionspartierne inden længe? Grundlæggende er det jo der hun hører til.