Socialdemokraterne kæmper pt. på alt for mange fronter. Uden succes på nogen af dem. Der skal ske meget - hurtigt - for at partiet har en chance ved næste valg. De radikale og en fornyet vilje til at lede hos S-leder Helle Thorning-Schmidt er nøglekomponenter hvis udviklingen skal vendes.

Sagerne omkring muhammedtegninger, udvisning af tunesere og bål i gaderne landet over, har senest dokumenteret, at Socialdemokraterne kæmper for at finde et fremadgående gear i den politiske debat. Endnu engang er det lykkes partiet i bedste fald at sætte sig mellem to stole i en værdidebat. Og i værste fald at kommunikere uklart om dets politiske budskab.

S-ledelsen har endvidere den røde skole at ’slås’ med. Et forhold til de radikale, der bestemt ikke pt. peger mod en valgsejr. Meningsmålinger som kryber ned mod de tyve procent og endelig en parlamentarisk modstander i Fogh, som selv på sine dårlige dage slipper hæderligt fra det meste. Det eneste Thorning-Schmidt kan regne med er, at hvis hun fortsætter på denne måde går det galt - helt galt.

Redaktionssekretæren blev glad i går, da jeg bekendtgjorde, at dagens analysen handler om Socialdemokraterne. Fordi avisen i forvejen er fyldt med ’spørgsmål af anden etnisk herkomst’. Hvorfor et andet emne i hans øjne bestemt ville klæde avisen. Det står dog klart, at en analyse af Socialdemokraternes situation naturligvis må starte med en vurdering af partiets ageren de seneste dage. Det er ikke gået for godt. Partiet har ikke bevilget sig selv den luksus, at formulere klare standpunkter i en svær debat, hvor tegninger, udvisninger og bål i gaden er blevet rodet sammen.

Hele vejen har regeringen markeret en fast kurs. ’Ud med tuneserne’ og det er ’de unges skyld’. Thorning-Schmidt har forsøgt at formulere standpunkter, der lyder som regeringens, uden at være det. En umulig balance. Hvorfor partiet igen har sat sig mellem to stole i en værdipolitisk debat: Intet er vundet fra højrefløjen – og ganske meget kan være tabt til venstrefløjen, repræsenteret ved en Villy Søvndal med galopperende vokseværk. Herunder Århus biskoppen Kjeld Holm.

Læg hertil, at sagen om den røde skole blot venter på at køre videre. Og at kampen mod Ritt Bjerregaard truer med at suge meget energi ud af partiledelsen. Meningsmålingerne, som ganske roligt kryber ned mod de Titanic-agtige tyve procent, lægger selv sagt ligeså et kæmpe pres på Thorning-Schmidt. At tage store beslutninger – eller bare små – i en verden hvor yderligere tab af et til to procentpoint er lig med total destabilisering af partiet, kræver i den grad ledelseskraft. Er der mere tilbage? Endelig er der regeringen. Fogh truede naturligvis Naser Khader med valg, da hans dialog med grønlænderne blev lidt for intens. Det var klogt. Regeringen slap hæderligt fra en svær situationen.

S-ledelsen er oppe imod en mand, der agerer med overskud – således også senest i sagen om de unge vandaler. Der mangler ikke integration – men disciplin, var budskabet fra Fogh. Hvad i himlens navn skal Thorning-Schmidt stille op? Én ting er sikkert. Hvis hun kører videre på denne måde går det galt. Og alle omkring hende ved det – herunder Fogh.

Et par bud. For det første må hun skabe tillid til, at der i det mindste er en teoretisk chance for at vinde næste valg. Sker det ikke er hun færdig - før valget udskrives. Hun må indgå en aftale med de radikale om vitale politikområder – herunder udlændingepolitikken. Vestager, som nu har siddet og spidset blyanter i uendelig lang tid, er klar til at oprette et ’folkeuniversitet’ med to studerende – hende selv og Thorning-Schmidt. Vestager ved også, at Fogh vinder når S og R slås.

For det andet må Thorning tage den idéudviklingsmæssige tete internt. Og bruge Den røde skole som redskab hertil. Eksempelvis må hun sammen med skolen udvikle en ny offensiv integrationspolitik. For regeringen gør det ikke. Kun en langsigtet satsning på at tilpasse de unge indvandrere, fjerner regeringens mulighed for at bruge samme unge som skræmmebilleder. Klimapolitikken, uddannelsespolitikken, socialpolitikken og erhvervspolitikken (sidstnævnte er forsvundet i regeringskontorerne) er andre områder, som skal have en mere visionær profil. 2009 bliver året hvor den nye skattereform skal forhandles. Der er tid til at komme før skattekommissionen med et visionært skatteudspil præget af klima. Sammen med de radikale. Skabe garantier omkring en ny type skattestop osv.

For det tredje skal Thorning-Schmidt samle mod. Mod til at lede. Tage beslutninger. Da undertegnede i 1997, efter en uges ansættelse i Statsministeriet, medvirkede til en monumental håndteringskatastrofe, der kostede statsministeren en uendelig mængde elendig presse på samtlige TV-kanaler og avisforsider, var chokket så stort, at jeg sad fysisk lammet og grublede over hvornår jeg skulle sige op. Statsministeren registrerede min totale ukampdygtighed og konstaterede tørt men korrekt, at ’hvis jeg ikke kom videre og vænnede mig til vilkårene på egnen, så kunne han ikke bruge mig’. Det var præcis hvad jeg havde brug for at høre. Efter et par måneder var jeg akklimatiseret.

Socialdemokraterne slås pt. på alt for mange fronter. Udviklingen kan endnu vendes, men meget skal nu ske - hurtigt.