I kampen for demokratiet og mod terror syntes målene for statsministeren at hellige midlerne. Derfor er Fogh politisk og menneskeligt på bølgelængde med George W. Bush. Og politikeren Fogh ved, at ideologi er det bedste bolværk mod vælgernes tvivl om missionen.

I et fint timet interview i Politiken nåede statsministeren nye højder for skamrosning af USA’s præsident George Bush. Timingen var alt andet end tilfældig. De venlige ord kunne netop nå at blive sendt til USA i oversat stand, inden Fogh selv landede på familiebesøg hos Bush i Crawford Texas.

Og mere interessant, så har Fogh ikke siden han skrev bogen ’Fra socialstat til minimalstat’ været så klar i spyttet omkring det at føre ’den nødvendige politik’, som han har været i forbindelse med turen til USA.

At ’vilddyret’ fra tiden før Fogh blev statsminister blev luftet skyldes dels, at Fogh’s og præsidentens krig mod terror også har haft en del krigsskadeomkostninger. Selv den mindste tvivl eller selvransagelse vil mudre indtrykket af en nødvendig og succesfuld operation. Dels skyldes det, at Fogh vitterligt mener, at når det kommer til udbredelsen af demokrati og kampen mod terror helliger målene midlerne.

Og dels ved Fogh, at hans vælgere i Danmark fuldt ud deler hans opfattelse af hvad Danmarks position bør være i kampen mod terror. Hvorfor han i modsætning til bl.a. Tony Blair og hans vært – George W. Bush – har kunne observere hvordan hans krigsaktiviteter har styrket hans politiske profil hos vælgerne. Endelig har Fogh råd til at fremvise en lidt mere rendyrket udgave af sig selv idet oppositionen ligger delvist i ruiner. Som rådgiver vil man kraftigt fraråde Fogh, at beskrive Bush som en guttermand. Selv de mest Fogh-glade vælgere kan næppe mobilisere fantasi nok til at de køber dette billede af den frie verdens leder. Men Fogh er ligeglad. Intet truer ham.

Når man ser Danmarks statsminister stå i Crawford og smile lykkelig arm i arm med George W. Bush, bliver man som iagttager lidt bekymret. Der må stikke noget under. Hvordan kan et så ubetydeligt lille land som Danmark gøre sig fortjent til den opmærksomhed, som Fogh tildeles i Crawford? Tag ikke fejl, det er et meget stort diplomatisk signal, at blive inviteret til Crawford. For at besvare spørgsmålet kan en kort anekdote fra sidste gang vi gik i krig – i Bosnien – måske være til hjælp.

I den lange diskussion om hvad Danmarks bidrag til krigen i Bosnien skulle være, skar den daværende amerikanske ambassadør igennem med de (blandt embedsmænd) berømte ord: ’Vi har ikke brug for jeres våben, vi har brug for jeres flag’. I sandhed vise ord. Selvfølgelig betyder vores reelle deltagelse i krigen med soldater og materiel noget. Men det er trods alt kun et beskedent bidrag i forhold til det påkrævede i Irak eller Afghanistan. Langt vigtigere er vores deltagelses politiske legitimering af krigen. Således sendte vi et bizart bidrag til krigen mod Irak i 2003, i form af ubåden Sælen. USA klarede de militære ærter selv, men vores flag var med – ude på havet.

Er Danmarks statsminister en af USA’s nyttige idioter? En mand, der på nationens vegne har ladet sig sukre ind i alt den pomp og pragt, som verdens stærkeste nation kan levere? Det vil historikerne afgøre. Men i denne diskussion er det centralt at forstå, at forskellen på at være inde i varmen hos USA og udenfor er gigantisk for et lille land som Danmark. Tyskland gik med kansler Gerhard Schröder imod Bush’s planer om at indlede krigen i Irak. Men Tyskland et er stort land. Som USA i længden ikke ønsker at være uvenner med.

Med et lille land som Danmark stiller sagen sig anderledes. USA kan principielt sagtens holde til, at vi får en lang tur i ’køleskabet’. Hertil kommer, at enhver dansk statsminister bliver mentalt overvældet, når USA’s præsident første gang er i røret. Ville en socialdemokratisk statsminister have ageret fundamentalt anderledes end Fogh? Næppe.

Fogh har gennem hele sin formandstid i Venstre holdt det politiske vilddyr fra Minimalstat-tiden gemt væk bag lås og slå. Præmissen for hans regering er netop, at alt det han dengang mente om reduktion af den offentlige sektor, kravene til at folk skal klare sig selv, massiv reduktion af dagpengemulighederne, skal fjernes fra landkortet for at skabe tryghed hos vælgerne. Og det er lykkedes. Senest ved valget stod det klart, at kravet om velfærd i stedet for skattelettelser ikke bed på statsministerens sociale renommé. Med udenrigspolitikken stiller sagen sig anderledes for Fogh. De fleste af hans vælgere ser kampen mod terror som en aflægger af værdidebatten – kampen mod den ekstreme islamisme. Her kan vilddyret uden risiko lukkes ud i i fri dressur.

Hvorfor ’ideologen Fogh’, op til besøget i Crawford, smed alt tolerance over bord og erklærede, at han og Bush har en fælles mission omkring udbredelsen af demokrati, der hverken tåler moderation eller modsigelse. Og ’Politikeren Fogh’ ved, at en regering ikke kan gå halvt i krig. Han ved, at et solidt ideologisk ståsted er det bedst tænkelige bolværk mod enhver tvivl om missionens gennemførlighed og hele berettigelse.

Derfor har Fogh undtagelsesvist vurderet, at han trygt kan slippe ’vilddyret’ løs på den udenrigspolitiske scene.