Det er fem år siden at USA og bl.a. Danmark gik ind i Irak. I kamp for demokrati og ytringsfrihed. Meget kan menes herom. Men tilbage står nu, at forlader man Irak og Afghanistan for tidligt, er civilbefolkningen endnu engang de sikre ofre for de religiøse fanatikere, som vil tage magten.

Så ’Charlie Wilson’s war’ i biografen. Skuespilleren Tom Hanks portrætterer en ukendt amerikansk politiker, som i 80’erne, efter en tur i en afghansk flygtningelejr, bliver besat af at hjælpe de afghanske krigere i kampen mod de sovjetiske besættelsesstyrker. Den ukendte politiker, Charlie Wilson, sidder tilfældigvis i det kongresudvalg, der bevilger penge til hemmelige aktioner, hvorfor en stribe Stingermisiler begynder at flyde ind over grænsen til Afghanistan. Og sovjetiske kamphelikoptere skydes ned fra himlen i bundter.

Filmens budskab leveres i slutscenen, hvor den nu mere kendte Wilson ikke længere foreslår at bruge én milliard dollar til missiler, men én million dollar til at genopbygge en skole – og får nej. Da USA forlod Afghanistan efter sovjets invasion blev landet overladt til Taleban og andre religiøse galninge [- dollarstrømmen var væk]. Vi fejrer nu fem-års-fødselsdagen for invasionen af Irak. Og i fødselsdagsgave har de to demokratiske præsidentkandidater viftet den amerikanske befolkning om næsen med en garanteret amerikansk tilbagetrækning inden for seks måneder (Hillary Clinton senest) efter valget til november. Med den tilstand Irak befinder sig i sikkerhedsmæssigt og humanitært, er det højest usandsynligt, at landets egen infrastruktur kan klare opgaven, hvis USA trækker sig ud. Og chancen for, at den fatale fejl fra Afghanistan gentages, er monumental.

Vi kan kritisere USA for at gå i krig i Irak. Vi kan kritisere vores egen regering for at gå med ind i Irak. Deres begrundelse om, at Sadam Hussein brød adskillige FN resolutioner, kan vi sige, er et tvivlsomt krigsgrundlag. Dels fordi FN selv ikke fandt det tilstrækkeligt til at gå i krig. Dels fordi andre lande i verden ligeså har brudt resolutioner uden at få amerikanske læderhalse på nakken. Og vi kan – som Hans Blix, den svenske våbeninspektør gør den 20. marts i The Guardian - erklære Irak for fuldstændig ufarlig på invasionstidspunktet og invasionen for et brud for alt det FN står for. Alt det kan vi sige – og med rette. Men tilbage står, at vi i dag har det samme politiske og militære problem, som Charlie Wilson oplevede i Afghanistan: at forlader USA Irak nu, vil landet degenerere til et hjemsted for religiøse fanatikere og andre voldpsykopater. Så bordet fanger, selv om det første skridt måske aldrig skulle være taget.

Danmarks statsminister, Anders Fogh Rasmussen har gjort fælles front med USA’s præsident George Bush i kampen for udbredelsen af demokratiet i (primært) den muslimske del af verden. Et forhold, som reelt ikke hænger synderligt godt sammen med, at Danmark nu har forladt Irak. Danske politikere nærmer sig et beslutningspunkt om, hvor vidt man vitterligt ønsker at genopbygge disse lande – nu da vi én gang for alle har taget støvlerne på og er marcheret derind – eller om vi ønsker at efterlade de to brændpunkter til folk som Osama Bin Laden, der som bekendt endnu engang er dukket frem med sine trusler. Som Hans Blix gør opmærksom på i The Guardian, så er al-Qaeda i Irak i dag, hvad de ikke var under Hussein.

Til den beslutning hører et stort dilemma for Fogh. For det er netop frygten for de ekstreme muslimer, som bidrager kraftigt til at holde regeringen ved magten. Danskerne er skræmte. Osama Bin Ladens trusler, fortsat kaos i Irak samt faldne danske soldater i Afghanistan bidrager alt sammen til en stemning, der hos mange taler for at genvælge en regering, hvis mærkesag er en hård linje overfor indvandring. En regering, som støttes af Dansk Folkeparti, der ikke gør alverden for at sænke indtrykket af herboende muslimers farlighed. Moderen til den sekstenårig dreng, som umotiveret blev myrdet, er næppe i tvivl om, hvad der bidrog til at tre hvide drenge først råbte ’perker’ efter hendes dreng og derefter slog ham ihjel. Den komplekse bundlinje i alt dette handler om, at såvel Bush som Fogh gør politisk karriere på konflikten med den muslimske verden, samtidig med, at de forsøger at løse den med primært militær indgriben.

Fem års fødselsdagen for invasionen i Irak indikerer, at USA er på vej til at skifte kurs. Udfordringen for det internationale samfund er derfor at spekulere over, hvad man skal sætte i stedet for de 130.000 tropper, som USA har i Irak, og et lignende antal, som NATO har i Afghanistan. I Statsministerier verden over overvejes i denne tid, hvordan det undgås at gentage fejlen fra Chalie Wilson’s war og svigte de almindelige mennesker i Irak og Afghanistan, som altid er de første, største og sikreste ofre, hvis disse lande overlades til religiøse galninge. Og politikere på højrefløjen, hvis magt afhænger af en løbende bekymring hos vælgerne for de fremmede, bør ikke se en forbedret tilstand i Irak som en politisk risiko.

Dels går der lang tid før verden løber tør for muslimske fjendebilleder som Osama Bin Laden. Og dels går der lang tid før sikkerhed og demokrati når et acceptabelt niveau i både Irak og Afghanistan.