Lige nu står Socialdemokraterne i Århus til 33,7 procent af stemmerne. På landsplan ligger partiet omkring 20 procent.

Det er altså muligt at holde skansen, som borgmester Nicolai Wammen gør i Smilets By.

Mette Frederiksens seneste udspil med de ni teser er en kæmpe chance for partiet – men også en risiko. Udnytter partiformand Helle Thorning-Schmidt det kolossale momentum, Frederiksen har skabt, til at mele sin og partiets kage, kan det blive en ny start. Undlader hun at omfavne initiativet med ægte passion, vil det alene ende med en kanonisering af Frederiksen som den eneste socialdemokratiske politikudvikler.

Thorning-Schmidt skal være helt opmærksom på, at lige nu kan hun – fair eller unfair – ikke sige noget selv, uden at det bliver kritiseret og mistænkeliggjort. For en S-leder, der ikke har stemmerne, har ikke politisk tyngde.

Socialdemokraterne i almindelighed og Thorning-Schmidt i særdeleshed har brug for Frederiksens teseudspil.

Teserne kan kun dårligt betegnes som raketvidenskab. Men det er fængende politiske udspil sjældent. Det er netop dette miks af symbolske signaler – omkring kampen for frihed samt fokus på pligter frem for rettigheder – som sammen med mere klassiske velfærdselementer gør det svært at brændemærke teserne som kendt venstreorienteret sniksnak fra Frederiksen eller som en kunstig liberal profilering designet til stemmefiskeri hos Fogh.

Med andre ord: Mette Frederiksen er blevet voksen.

Nemmere at være i andet geled

En politisk offensiv mod Fogh starter der, hvor en stemmesluger som Frederiksen troværdigt går i kødet på regeringen, samtidig med at hun fortæller, hvad hun og S-ledelsen vil med Danmark.

Før lanceringen af udspillet har Frederiksen måttet rette det til, så det i mindst muligt omfang kan læses som en krigserklæring og forkastelse af den hidtil førte politik omkring de kendte 29 velfærdsrettigheder. For i politik er det utrolig nemt at være populær, når man står i andet geled efter en formand for et parti i en vis søgang.

Spørg Poul Nyrup Rasmussen, hvor let han havde det med pressen i forhold til Svend Auken i perioden frem til, at han selv overtog tøjlerne i partiet. Spørg, hvordan den dengang radikale Naser Khader blev båret frem som et orakel af pressen.

Ingen tvivl om, at Frederiksen er pinligt klar over, hvordan en letkøbt og forkert vægtning af ordene vil kaste partiet ud i en lederdiskussion snarere end hjælpe det med at komme væk fra de dræbende 20 procent.

Skal fastholde dagsordenen

Hos de borgerlige forsøger man at bekæmpe udspillet med de to vanlige våben. For det første med melodien om, at det som altid ’lyder for godt til at være sandt’, når socialdemokrater siger noget, der nyder så bred opbakning, som væksten i Frederiksens fanskare indicerer. Mistænkeliggørelse er et vigtigt våben i politik.

For det andet væbner man sig med tålmodighed. Den største udfordring for Mette Frederiksen og S-ledelsen handler nu om at fastholde denne dagsorden i medierne.

Skal de udarbejde særlige websites? Skal de ind i Ritt Bjerregaards Røde Skole? Og hvordan undgår man, at de lidt generelle vendinger forbliver generelle og derved ikke får et konkret politisk liv?

Der skal ikke mere end lidt bekendelser fra en angrende Jeppe Kofod til, før mediernes opmærksomhed er væk. Frederiksen ved, at skal meningsmålingerne vendes, skal presset på og kritikken af regeringen opretholdes i lang tid.

S har fortsat en politisk puls

Helle Thorning-Schmidt kan glæde sig over, at Frederiksens teser viser vælgerne, at partiet fortsat har en politisk puls. Men der er også et par snubletråde.

Thorning-Schmidt er selv i gang med at udarbejde nye politiske udspil. Hun må sande, at uanset hvad hun selv kommer ud med, vil det nu blive målt op imod teserne. Om det så er ligninger fra kvantefysikken, hun fremlægger, vil der være en tendens til at nedgøre hendes udspil.

Det er det simple grundvilkår for hendes virke, indtil hun atter kan kalde sig leder af et parti i fremgang. Og Frederiksens kommunikationsmæssige succes udstiller endnu en gang Thorning-Schmidts andet problem, nemlig at hendes nærmeste allierede – Sass Larsen og Bødskov – ikke er i samme klasse som Frederiksen.

Teserne aktualiserer endnu en gang diskussionen om, hvorvidt sidstnævnte bør skifte socialordførerposten ud med posten som politisk ordfører.

Alle kan se det, men de færreste taler højt om det.

Nicolai Wammens resultat i Århus indicerer, at det fortsat kan lade sig gøre for Socialdemokraterne at opnå bred tilslutning hos vælgerne. Mette Frederiksens udspil peger i den retning.

Helle Thorning-Schmidt kan omfavne og udnytte det aktuelle momentum til at holde Socialdemokraterne fast på tesernes dagsorden, herunder rokere rundt på ledelsesposterne. Eller hun kan lade Frederiksens initiativ brænde ud som endnu et skud i bøssen.

Sidstnævnte mulighed er dog næppe farbar uden et forudgående tjek af partiets ammunitionstilstand i almindelighed.