Dagbladet Børsen testede i går vælgernes syn på finansminister Lars Løkke Rasmussens egnethed som statsminister. Opbakningen var til at overskue, hvilket øjeblikkeligt fik medieverdenen og samtlige politiske kandestøbere til at cirkle om Løkke som gribbe over et stærkt tørstende dyr i ørkenen. Hele dagen i går forsøgte Venstres pressetjeneste – ganske professionelt – at forklare bl.a. undertegnede, hvorfor undersøgelsen ikke rigtig kan bruges til noget.

Konklusionen er imidlertid den, at de nok har ret et langt stykke af vejen, de ivrige venstrefolk, men også, at Løkke har et ganske langt stykke at gå endnu, før han kommer hæderligt ud af den uundgåelige sammenligning med landets nuværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen.

En yndet sport blandt politiske kandestøbere er læsningen af meningsmålinger. Og en katastrofemåling på tilliden til den mand, som statsministeren og Venstre har udnævnt til at efterfølge Fogh, er naturligvis guf for hele menageriet. Er Løkke færdig? Er han presset til at ændre sig til en ’mini-Fogh’?

Tja, hvis man lige skal dvæle kort ved Børsens undersøgelse, så er den gode nyhed for Venstre, at spørgsmålet ikke var formuleret helt fair over for de adspurgte. Spørgsmålet blev nemlig stillet uden 1) at fortælle dem om præmissen, at Fogh flyver ud til et topjob i Europa og 2) at der de facto ikke er en valgmulighed mellem Løkke og en anden kandidat. Med mindre det viser sig, at Løkke har været på bordel eller andet tilsvarende vildt for offentlige midler, er han stensikker på at blive Venstres næste formand. En kendsgerning ikke alle adspurgte måske lige vidste, da de afgav deres synspunkt til Dagbladet Børsen.

Den dårlige nyhed for Venstre er imidlertid, at uanset hvordan man havde stillet spørgsmålet, ville det være kommet frem, at finansministeren skal igennem en større udviklingsproces for at blive chef i Prins Jørgens gård. Fire centrale forhold skal iagttages.

For det første skal den aktuelle sag om hans brug af offentlige midler afvikles til bunds, så der ikke er mere at komme efter. Sagen er det, man i politik kalder en ’god rumlesag’. En sag, der hele tiden skrives nogle linjer om i pressen, uden at disse nødvendigvis hverken dækker over fakta, reelle problemer eller nyheder. Men det rumler, og det bliver ved. Alle medier venter på, at den store ’rygende pistol’ før eller siden dukker op i form af et hengemt bilag, der udfolder Lars Løkkes levemandstalent i sin helhed. Denne type sager dør ikke, før alle bilag er kommet ud til offentligheden.

For det andet skal Løkke neddrosle sin hang til at være humoristisk, ironisk og festfrikadelle. Intet er naturligvis i vejen med slige karaktertræk, men det er klart, at Danmarks statsminister primært skal være kendt for sin seriøsitet. Tag ikke fejl, Løkke er både seriøs og kompetent, men hans renommé bør tunes, ikke mindst fordi at han ’konkurrerer’ imod Foghs renommé, som er det diametralt modsatte. Fogh har det modsatte problem af Løkkes. Han er i den grad kendt for at være seriøs, men har til gengæld en humor, som nærmest kræver, at han udstyres med talepapir, hvis han skal sige en morsomhed. Løkke vil indse, at det som statsminister, ved dagens ende, er bedre at være stærk på seriøsitet end på humor.

For det tredje skal Løkke i sit job som finansminister sikre sig mod, at forhandlingsparterne i det daglige føler sig snydt. Det er nemt for en finansminister at blive hængt ud som snyder, idet man altid er involveret i forhandlinger. Der er ikke noget galt i at sige nej til forlig, men det skal være efter reelle forhandlinger og ærlige forsøg på at tage modpartens ønsker ind i en politisk aftale.

For det fjerde må Løkke indse, at posten som finansminister ikke akkurat er drømmejobbet, når det kommer til at vinde popularitetskonkurrencer. Indtil nu har regeringen klaret alle sine problemer med at skrive en check. Spørg eksempelvis LO, som uden modydelser af nogen art fik 7,8 milliarder for at gå med regeringen – og mod Socialdemokraterne – i sidste års såkaldte trepartsforhandlinger. Fremtiden tegner dog mere dyster for Løkke. Han kommer til at skære mere ned for at holde økonomien på sporet, hvorfor han ligeså vil indse nødvendigheden af at indgå flere brede forlig, så flere partier bærer ansvaret. Lykkes han med det, vil det bidrage positivt til hans renommé.

Når Løkke sammenlignes med Fogh, kommer man uundgåeligt til at tænke tilbage på to andre historiske skikkelser i præcis de samme to roller – daværende socialdemokratiske statsminister J.O. Krag og ditto budgetminister Per Hækkerup. Som bekendt indebar Per Hækkerups appetit på livet, at han aldrig tog det sidste skridt op til den endelige toppost.

Løkke har, som Per Hækkerup havde dengang, endnu et stykke vej til toppen og en del forberedelse forude. Nu kan alt som bekendt ske i politik, men intet af det, som er fremlagt om Løkke indtil nu, eller hans aktuelle situation i øvrigt, indikerer, at han vil lide samme politiske skæbne som Hækkerup.