Indtil nu har krigen i Afghanistan været underlagt en fredsaftale mellem regeringen og oppositionen. Men det går ikke for godt i Afghanistan. Nato emmer af intern uro, og Det Radikale Venstres nye udspil om, at vi bør forlade Afghanistan med vores tropper senest 2012, er måske et politisk vendepunkt, som gør krigen i Afghanistan til indenrigspolitik.

Danmarks deltagelse i krigen er et af de meget få områder, hvor regeringen har brug for oppositionen. Fogh vil nødig gentage eksperimentet fra Irak med at gå i krig på et smalt mandat alene støttet af Dansk Folkeparti. Men holder argumentet om, at krigen i Afghanistan – grundet sagens alvorlige karakter – ikke bør være underlagt normale indenrigspolitiske forhold? Nej, det gør det ikke.

Irakkrigen var tilsvarende alvorlig, og der gik Fogh alene i felten. Og de indenrigspolitiske slagsmål omkring eksempelvis udlændingepolitikken handler også om menneskeliv – jævnfør de vilkår, som Danmark byder asylansøgere. Vilkår, som er årsag til selvmord og psykiske følgevirkninger, der snildt kan sammenlignes med det, vi ser i kølvandet på den militære indsats i verdens brændpunkter.

Det nyligt overståede Natotopmøde i Bukarest var ikke nogen stor oplevelse for den danske regering. Som forsvarsminister Søren Gade (V) måtte konkludere, så fik de ikke den troppeforøgelse, som generalerne ønsker. Hvilket må give oppositionspolitikere i Danmark kuldegysninger, idet man nu lægger stemmer til en strategi, som ikke indebærer optimale operations- og sikkerhedsforhold for vore tropper i Helmandprovinsen.

Gade søgte tappert at sælge Natomødet som en succes. Frankrig sender jo flere tropper, hvilket frigiver amerikanske tropper til at hjælpe canadierne.

Svært at tro på sejr over Taleban

Trods Udenrigsministeriets utrættelige kampagne lugter hele affæren efterhånden ikke for godt for os hjemlige ’skrivebordsfodtusser’. Det er stadig sværere at forstå, hvordan vi i den aktuelle krig skal være de første i årtier, som besejrer en flok fanatiske talebankrigere, der kender terrænet, og som i den grad har erfaring med denne type krigsførelse – blandt andet fra krigen mod Sovjetunionen.

Læg hertil, at Taleban får forstærkninger fra grænselandet mellem Pakistan og Afghanistan – et område, som hverken pakistanske myndigheder eller udenlandske specialstyrker tør gå ind i. Læg yderligere hertil, at Natos tilbud til den almindelige afghaner paradoksalt nok langtfra altid er konkurrencedygtigt med Talebans ensidige tilbud om terror.

Oppositionens svar på denne dybt frustrerende situation i Afghanistan kommer også i form af et forslag om at afsætte endnu flere penge til humanitære projekter – blandt andet skoler, veje. Uagtet forslagets sympatiske karakter skylder man dog lige at svare på, hvordan det skal lykkes at brænde alle disse penge af på nye tillidsvækkende projekter, før der eksisterer en form for ro i landet, som kan sikre de nye skoler mere end 24 timers levetid, før Taleban destruerer dem.

Troen herpå er vigende, hvorfor vi er tilbage ved de radikales forslag om at stikke af i 2012. Forslaget skal ses i lyset af, at danske politikere er fuldt vidende om, at ambassadør i Kabul, Franz-Michael Melbin, og kolleger ikke tror en døjt på, at krigen og freden vindes, før vi er langt forbi 2012.

Soldater skal ikke lades i stikken

Noget tyder på, at såvel canadierne som hollænderne har haft politisk succes i Nato ved at true med at forlade Afghanistan, hvis ikke de andre lande opgraderer deres troppeantal. Uden at miste sin ansvarlighed kan oppositionen tvinge statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) til at true med et dansk exit, hvis ikke andre lande kommer en tur forbi Helmandprovinsen.

For det er vel et let forståeligt kriterium for Fogh og Nato, at vore soldater ikke skal lades i stikken på grund af intern strid i Nato. Og et let forståeligt kriterium, at Danmark kun bør støtte en operation, vi tror kan sikre fred i et sådant omfang, at vi meningsfyldt kan investere i de projekter, som gavner afghanerne.

Intet tyder på, at situationen i Nato vil ændre sig fremover. USA kæmper fortsat hårdt i Irak. Ikke mindst Basra-området – hvis ’fredelige’ tilstand begrundede hjemsendelsen af de danske soldater – er delvist ude af kontrol. Og USA’s næste præsident vil også presse Nato-landene.

Med det radikale oplæg til ny strategi for Afghanistan kommer ’fredsaftalen’ med regeringen under pres. I takt med at resultaterne fortsat udebliver i Afghanistan, stiger presset på oppositionen for at betinge sin tilslutning til krigen med enten at tilføre det nødvendige – fra Nato – eller trække Danmark helt ud. Krigen i Afghanistan er på vej til at blive en indenrigspolitisk konflikt.