Af gårsdagens udgave af Financial Times fremgår det, at medlemmer af Den Internationale Olympiske Komité nu indkalder til et hastemøde med de kinesiske arrangører af OL i Beijing. IOC-præsident Jacques Rogge er nu for alvor blevet nervøs for, at det blodige slagsmål mellem tibetanerne og de kinesiske besættelsestropper skal ødelægge IOC’s ry og rygte.

I Danmark lod kulturminister Brian Mikkelsen (K) søndag den måbende offentlighed – herunder statsministeren – forstå, at han selv og ministeriet ikke vil møde frem til åbningen af OL, medmindre en ny konstruktiv dialog mellem parterne indledes. Dette efterlader ikke alene statsministeren og Venstre med et kæmpe problem. Det efterlader også kronprinsen og hans stadig mere formørkede OL-eventyr i en helt umulig situation.

Mikkelsen og de konservative ønsker at profilere sig på denne sag over for Venstre og har intet at tabe. Mikkelsen har aldrig været en varm tilhænger af kronprinsens højst diskutable karriereambitioner i IOC, og hans varme følelser for det kommunistiske og menneskerettighedskrænkende Kina kan ligge på et lille sted. Samtidig er sagen velegnet som konservativ protestsag. Og endelig – og måske vigtigst – læser Mikkelsen den voksende bølge af modstand imod kineserne som et forløb, der i sidste ende gør det umuligt at forsvare en ukritisk holdning til de kinesiske lege. Og Mikkelsen læser rigtigt. Folkestemningen er for alvor ved at vende både her i landet og andre steder. Se bare på flammens bumpede vej til Beijing.

»Jeg vil ikke være mere Dalai Lama end Dalai Lama«, svarede udenrigsministeren, da han forleden blev spurgt om, hvor mange tibetanere der skal dø, før regeringen vil boykotte legene. Her refererede han til, at tibetanernes religiøse overhoved endnu ikke går ind for en OL-boykot. Men det vil Per Stig Møllers i Kulturministeriet gerne. Mikkelsens opråb handler om tre forhold.

Venstre er rasende

1) Det overordnede formål med den konservative markering er at skille sig ud fra Venstre. Det handler om stemmer og profilering. OL-sagen er trods alt ikke i klasse med regeringens politiske kronjuveler såsom skattestop eller udlændingepolitik. Hvorfor en enegang kan forsvares. Venstre – efter statsministerens seneste træk med tildelingen af en ’politisk rollator’ til kronprinsen i form af en politisk hjælpegruppe – er fuldkommen taget på sengen.

At følge de konservative i en boykot er et signal, der går totalt på tværs af det signal, som blev sendt med etableringen af hjælpegruppen. Og statsministerens støtte til kronprinsens eventyr i almindelighed. Man må indrømme statsministeren, at der aldrig har været brug for en politisk rollator til kronprinsen som nu. For hvad er regeringens politik? Venstre er berettiget rasende på de konservative, men sådan er politik tre år før et valg.

2) Kronprinsens kandidatur til IOC er anskudt. Hvad skal kronprinsen gøre, hvis Mikkelsens ministerium boykotter åbningsceremonien? Boykotter han ligeså, kan han vinke farvel til at blive en af Jaques Rogges drenge. Og skulle kronprinsen vælge at trodse et råd fra ’rollatorgruppen’ – hvilket er nærmest usandsynligt – og møde frem til åbningen, vil en bølge af kritik skylle ind over ham fra danske politikere og debattører.

For slet ikke at tale om hans kommende undersåtter, der i stigende grad både er kritiske over for hans kandidatur og tilhængere af Mikkelsens boykot.

3) Politik handler om at læse en udvikling og lægge sin strategi. Det plejer at være Foghs adelsmærke, at han læser, hvor en politisk sag vil ende, og gør en dyd ud af nødvendigheden. Denne gang viser de konservative, at de læser det politiske spil bedst. Selv om det er god politisk latin aldrig at genere kongehuset, kan de konservatives gamle modstand mod kronprinsens kandidatur og OL i Beijing betale sig.

Der vil blive kamp om flammen hele vejen til Beijing. Og vigtigst af alt, så er danskerne ved at finde ud af, at det ikke er en synderlig god sag at støtte.

Fortsætter udviklingen, vil Fogh og ’rollatorgruppen’ snart sidde alene tilbage med kronprinsen som de eneste støtter af IOC-kandidaturet og legene i Beijing. Statsministeren må enten selv trække tæppet væk under kronprinsen eller bede kronprinsen trække tæppet væk under sig selv. Eller han må håbe på, at demonstrationerne mod Kina aftager frem mod åbningen af OL.

Det konservative ryk illustrerer i sidste ende, at deres mistro over for både det kommunistiske Kina og Venstre er større end deres kærlighed til kongehuset.

Se interview med Peter Mogensen på Politiken.tv.