Ingen kan mere se forskel på S og SF. Søvndals landsmøde tale kunne sagtens være skrevet af S-leder Thorning. Kampen mellem S og SF minder stadig mere om kampen mellem Venstre og de konservative. Venstrefløjen styrer mod en ny naturtilstand.

Da jeg sidste år skrev en analyse om SF’s landsmøde og formand Søvndals tale ved lejligheden ville SF bygge bro mellem Socialdemokraterne og de radikale. Og SF ville i regering. I år er det sidste mål fortsat intakt, men det første kniber det med. For hvordan i alverden skal man spille rollen som diplomatisk brobygger, når man æder løs af de stridende parters vælgerbase? SF har under Villy Søvndal konsekvent ændret politikken i retning af det Socialdemokraterne står for. Inden længe er der ingen forskel på de to partier - præcis som der ikke er forskel på Venstre og de konservative. Den manglende forskel i politikken indebærer, at vi står overfor et politisk nybrud, hvor S og SF vil skiftes over tid til at være det største parti på venstrefløjen – præcis som Venstre og de konservative.

Læser man Søvndals tale til gårsdagens landsmødeåbning står der intet som helst, som S-leder Thorning-Schmidt ikke kan skrive under på. Det gjorde der heller ikke i fjor. Og ser man på det konkrete politiske indhold, og ser bort fra retorikken vendt mod VKO, står der faktisk heller ikke noget i talen, som vil afholde statsministeren fra at klappe af Søvndal, hvis han ved et uheld forvildede sig ind til SFs landsmøde. Det gælder værdidebatten, det gælder klimadebatten og det gælder faktisk også ønsket om mindre ulighed, hvis man skal tage statsministeren alvorlig (hvad Søvndal næppe har i sinde) da han gjorde den sociale arv til et centralt tema i sin seneste åbningstale. Søvndal er ved at transformere SF om til et mainstream parti på midten af dansk politik og lægger nu billet ind på at tage rollen som leder af oppositionen i de perioder, hvor Socialdemokraternes indflydelse på vælgerne er vigende. Da intet tyder på at Søvndal får kolde fødder og vender tilbage til tidligere tiders hængekøjepolitik med manglende økonomisk ansvarlighed, superkritisk EU holdning, sympatisk men sødsuppeagtigt udlændingepolitik, så vil forholdet mellem Venstre og Det konservative Folkeparti danne skole for hvordan de to røde partier på venstrefløjen fremover vil konkurrere og skifte plads som nummer et og to.

De fleste konservative politikere svømmer fortsat hen i hede drømme ved tanken om tiden i 80’erne hvor Statsminister Poul Schlüter ledede regeringen. Dengang var Henning Christoffersen formand for Venstre, og han solgte ikke billetter. Siden kom Uffe Ellemann-Jensen til som ny Venstreleder. Venstre overtog de borgerlige stemmer under den konservative atomkrig om ledelsen af partiet efter Schlüter. Og Venstre har ikke sluppet dem siden. Bendtsen kan ikke vælgermæssigt matche Fogh, hvilket indebærer, at de konservative i dag lever på drømmen om, at pendulet atter svinger tilbage, når finansminister Lars Løkke Rasmussen sætter sig til rette i Statsministeriet.

For den opvakte læser er det næppe svært at se hvor jeg vil hen med denne velkendte gennemgang at regeringspartiernes indbyrdes historiske styrkeforhold. Parallellen til den situation vi oplever i denne tid på venstrefløjen er slående. Søvndal buldrer af sted alt i mens Thorning-Schmidt kæmper med at få momentum, bl.a. ved at bruge sit seneste udspil som løfteraket. Hun skal forsvare sig mod Fogh men endnu mere mod Søvndal. Det er derfor ikke usandsynligt, at Socialdemokraterne må afgive førstefødselsretten til lederskabet af venstrefløjen til SF indtil tiden, politikken og persongalleriet ændres i et sådan omfang, at vælgerne atter støtter et stærkt socialdemokrati. Præcis som vi har set det gennem historien hos Venstre og Det konservative folkeparti. Thorning-Schmidts ni punkter og Søvndals landsmødetale er i den grad en kamp om hvilken vej pendulet skal svinge, i forhold til de to partiers indbyrdes styrkeforhold.

Skulle Søvndal, som årene går, få gjort SF stuerent i et omfang, der gør partiet større end S i en længere periode, så er det naturligvis en historisk katastrofe for Socialdemokraterne. Givet partiets hidtidige patent på lederskabet af oppositionen. Men den gode nyhed er, at det såfremt de to partier ender i en ’VK-situation’ over tid, vil de være i stand til at arbejde sammen om at generobre regeringsmagten uanset, at de til daglig kæmper nådeløst om hver eneste stemme. Fordelen for Søvndal ved denne copycat-strategi er indlysende og ses i målingerne. Ulempen er til gengæld, at i det sekund han lader SF smide sin S-forklædning, og lader et klassisk SF synspunkt komme frem til offentligheden, vil alt troværdighed være tabt og partiet vil gå markant tilbage. Hvorfor Thorning-Schmidt og den radikale Vestager bør regne med, at SF’s hamskifte er permanent. Søvndal kan ikke gå tilbage. Den pris, som Søvndal betaler for at gemme sig inde under en S-kutte er derfor, at hans muligheder for at bevæge sig politisk er taget fra ham.

SF’s landsmøde handler om at fejre Søvndal. Men også om at lægge grunden til næste skridt i en mere fundamental reorganisering af venstrefløjen. Og ingen i SF’s egne rækker vil forhindre Søvndal i at kører linen helt ud.