Risikoen for at få yderligere hug med spaden af SF fratager Thorning-Schmidt den luksus at kunne prioritere en økonomisk ansvarlig linje sammen med de radikale og gardere sig mod kritik fra Fogh til valget om tre år.

Det trækker op til den helt ventede konflikt med medlemmerne af FOA - sosu’erne og sygeplejerskerne. Og det trækker op til det lige så ventede regeringsindgreb. Det er hævet over enhver tvivl at regeringen vil stoppe konflikten efter relativ kort tids konflikt. Skal Socialdemokratiet støtte et indgreb eller ej? Ikke mindst afstanden til næste valg, presset fra Søvndals SF – som stensikkert undlader at støtte et indgreb – samt erkendelsen af, at hverken Mette Frederiksens ni teser eller Thorning-Schmidts eget udspil på den korte bane ser ud til at vende den negative udvikling, trækker i retning af, at man ender med at lade Fogh sejle alene med sit indgreb. For S-lederen handler det nu kun om én ting: at få stabiliseret og vendt tilslutningen til partiet.

Atter ser vi drøftelser i øst og vest om konsekvensen af den kommende strejke. Bliver de ældre passet? Griber regeringen ind? Sidste gang der var strejke i et nævneværdigt omfang, arbejdede undertegnede som rådgiver i Statsministeriet. Vi sad der bag murene og så måbende på hvordan hele nationen gik i selvsving over især manglen på gær og ’lørdagskyllingernes’ dødskampe, grundet manglende pasning. Men lad det være sagt straks: Afvejningen for en statsminister er ikke om han skal gribe ind. Men hvornår han skal gribe ind og ophøje en mæglingsskitse til lov. Der findes et gyldent tidspunkt for ethvert indgreb hvor befolkningen mener at de strejkende har fået lov til at markere det, som de skal, og hvor samme befolkning endnu ikke er blevet afgørende trætte af strejkens konsekvenser. I 1998, da statsminister Nyrup Rasmussen greb ind havde strejken varet i godt ti dage. En strejke, som i omfang var langt større end den vi i dag kan se frem til.

I dag er Socialdemokraterne i en fæl klemme omkring det kommende indgreb. Hvis Thorning-Schmidt støtter et indgreb vil hun miste endnu nogle katastrofale procent til SF, som ikke støtter Fogh’s indgreb. Søvndal forklarer, at når Fogh har ført en politik, der udsulter den offentlige sektor, så må han selv rode sig ud af de problemer det giver. Søvndal hævder, at der skal sættes flere penge af til de sosu’er, som er blevet snydt længe. Beløbet til dem er langt mindre end de skattelettelser, som regeringen delte ud før valget i 2007. En argumentation, som går lige i hjertekulen på de venstrefløjssocialdemokrater, som Søvndal taler til. Støtter S et indgreb med den vanlige teknokratiske forklaring om, at det handler om at være ansvarlig i forhold til samfundsøkonomien, hvad der i realiteten er aldeles korrekt, vil man med statsgaranti aflevere yderligere stemmer til SF. For der er langt mere nerve og følelser i Søvndals argument. At tabe yderligere fem procent til SF, og dermed gøre Søvndal permanent større end Thorning-Schmidt, kan potentielt få helt uoverskuelige konsekvenser for Socialdemokraterne. En intern krig kan bryde ud. Hvilket bringer os frem til den almindelige situation for Socialdemokraterne.

Senest har Mette Frederiksen spillet sit politiske kort og vist, at hendes teser nok giver hende airtime i TV og livsstils artikler i damebladene, men nogen ’politisk Panodil Zapp’ for partiet som sådan er der ikke tale om. Og tilsvarende med Thorning-Schmidts udspil, som først skal sælges ind på den lange bane overfor vælgerne, før resultaterne kan aflæses i opbakningen til hendes parti. Socialdemokraterne går fortsat tilbage. Havde situationen været den modsatte, at partiet senest var skudt til vejrs i meningsmålingerne, så kunne man bedre argumentere for at markere en ansvarlig – men langt vanskeligere forklarlig – linje omkring det kommende indgreb.

Endelig er der tre år til næste valg. Der er ingen tvivl om, at hvis Socialdemokraterne undlader at støtte indgrebet, vil Fogh bruge det imod dem i den kommende valgkamp. Han vil proklamere, at det tidligere regeringsbærende parti er slået ind på populismens vej sammen med socialisterne i SF, og at man ikke kan overlade landets ledelse til politikere, der som SF, ikke føler ansvar for at holde den økonomiske udvikling på sporet. Og han vil malende redegøre for rækken af ansvarlige socialdemokratiske ledere fra H.C. Hansen over J.O. Krag til Nyrup Rasmussen. En række S-ledere, der – vil Fogh buldre – altså stopper med Thorning-Schmidt. Og han vil undre sig over hvordan at Det Radikale Venstre, som vil stemme for et indgreb, overhovedet kan sidde i stue med denne nye type Socialdemokrater. Men med tre år til næste valg – hvor denne mindre konflikt for længst er glemt – må Thorning-Schmidt se bort fra Fogh’s kritik. For S-lederen tæller kun ’her og nu’. Og ’her og nu’ handler altså om ikke at få flere hug med spaden af Søvndal. Derfor vil Socialdemokraterne komme frem til ikke at støtte et indgreb – hvilket i øvrigt også vil være i pæn overensstemmelse med partiet nye og mindre dominerende rolle i dansk politik.