Statsministerens rejseprogram er ved at blive et filter, hvor igennem vælgerne ser alle hans gerninger. Det er nu blevet et tydeligt politisk problem, der i yderste konsekvens kan koste Fogh hans kontrol.

Vi har brug for dig nu, Gert«. ’Kongemordet’ er over os. Såvel på tv-skærmen som i det virkelige liv er der gang i positionsspillet om taburetterne. Indtil videre har vi ikke set noget i tv-udgaven, som kan overraske iagttagere af dansk politik. En formand for et parti, der er den sidste til at forstå, at hans tid er omme, er på ingen måde et særsyn i den virkelige verden. Og en ledende minister med visse karakterafvigende træk, som eksempelvis tv-dramaets finansminister Gert Jakobsson, kan man vel også finde, hvis man leder længe nok.

Virkeligheden overgår altid fantasien. Herhjemme er statsministeren ikke ved at gå af, fordi han har tabt et valg. Tværtimod står regeringen solidt plantet i vælgerhavet. Herhjemme er statsministerens videre karriere i stedet ved at blive kompromitteret af den efterhånden megen – og tiltagende snak – om hans mange rejser, som led i kampagnen for at få en fin international stilling. Men Fogh har fået et problem på halsen, han ikke havde regnet med, og afstanden fra at være en stor – meget rejsende – international statsmand in spe til arrogant statsminister i et lille kongerige som vores er faretruende beskeden. Derfor måtte statsministeren i går forsvare sin egen tilstedeværelse i dansk politik.

Et ’kongemord’ kan komme, før man aner det. Og det ved statsministeren. Kommer han først ned i den kasse, der hedder ’fraværende’ eller ’uinteresseret i dansk politiks petitstof’, kan det selv for Fogh være et problem at genvinde tilliden. Ekstra kompliceret er netop hans situation derved, at han ikke kan gøre, hvad han har mest lyst til, nemlig at skrige ud i alle verdenshjørner, at han jo netop kæmper for en international toppost. Ikke alene for sin egen, men også for Danmarks skyld. Hvornår har Danmark sidst besat en toppost?

Men skulle Fogh komme til så meget som bare at mumle dette i søvne, vil de sidste barduner, som han har til at styre dansk politik, øjeblikkeligt springe. Han fremstår allerede fraværende på Christiansborg i det daglige arbejde. Og et signal, om at han er på vej væk, betyder, at de centrale beslutninger hurtigt vil finde vej uden om ham. Og endnu værre, hvis han derefter ikke får en af de stillinger, han søger, vil han ikke have nogen stor fremtid i Statsministeriet. Vælgerne har det med at tage politik for alvorligt til, at de vil genvælge en mand, som selv mener, at han er skabt til noget større, hvorfor det vil være ekstremt risikabelt for Venstre at gå i valgkamp med en sådan leder ved roret.

Om denne teoretiske situation vil udløse et ’kongemord’ i partiet før et valg, kan vi kun gætte på. Men når statsministeren adspurgt på tirsdagspressemødet i går finder anledning til at understrege sin egen interesse for dansk politik, så skyldes det naturligvis, at Fogh ser faren i, at rygtet om hans afgang får yderligere næring. Fogh er en stærk statsminister og sidder tungt på de centrale beslutninger. Det er afgørende for ham, at han både kan føre sin kampagne for en toppost i Nato eller EU og samtidig – hvis det internationale spor ender blindt – fastholde sin anden udgang i rævegraven og ved at blive som statsminister. Kan han det?

Tja, i en måling i går mener et flertal af danskerne, at han ikke skal stille op som statsministerkandidat til næste valg. Målingen er unuanceret derved, at man ikke har spurgt de adspurgte, om de har tænkt på alternativet og derved, at der tre år før et valg er ’råd’ til at uddele snabeldask til politikerne. Men målingen er blevet studeret nøje i går morges, inden statsministeren gik ind til dagens pressemøde. Det med rejserne er ved at blive et politisk problem, som han skal arbejde på.

En af de gode nyheder er naturligvis, at den person, som af Fogh selv er blevet udråbt som hans efterfølger, ikke akkurat er den, som vælgerne p.t. sukker efter overtager hans stol. Finansministerens bilagsproblemer er en såkaldt ’rumlesag’, der ikke går væk, før sidste bilag både er vendt og gennemlyst. Historien er brolagt med ledere, som blev overskygget af deres mest sandsynlige efterfølgere. Poul Nyrup Rasmussen overskyggede Svend Auken i kampen om magten i Socialdemokratiet. Og i weekenden bragte Jyllands-Posten en måling, der tildelte Mette Frederiksen mere gennemslagskraft end Thorning-Schmidt. Den gode nyhed for både Fogh og Thorning-Schmidt er, at historien ligeså er brolagt med efterfølgere, der gik ned på netop at være – efterfølgere. Lige nu kæmper Lars Løkke med sin faldende street cred oven på bilagssagen. Og magien omkring Mette Frederiksens skal fremover ses i lyset af, at hun har spillet ud med sine teser, uden at de elendige meningsmålinger for Socialdemokraterne er blevet vendt til det bedre.

Fogh er ramt af sit rejseprogram og vil i den kommende tid stramme bardunerne op. Men hans problem går ikke væk af den grund. Før eller siden må han atter hoppe om bord i forsvarets Challenger-fly og fortsætte sin kampagne. Kan oppositionen holde liv i deres kampagne mod Lars Løkke, kan statsministerens position blive undergravet over tid. For i modsætning til Løkkes bilagssag vil statsministeren få svært ved at fjerne det filter, som vælgerne nu lægger ind over alt, hvad han foretager sig. De spørger fremover: Gør han, hvad han gør, fordi han er på vej væk, og dermed inderligt ligeglad med Danmark?