Som elefanten har Fogh pt. ingen naturlige livstruende fjender i dansk politik. Så han kan smile på sin ti års fødselsdag som Venstrehøvding. Men de næste ti år bliver vanskeligere, bl.a. grundet truslen mod den offentlige service, som manglen på hænder skaber.

I gÃ¥r beskrev vi her i avisen, hvordan den nu afdøde kræftpatient Jette Færch Kristensen oplevede, at ventetiden pÃ¥ sygehusene i Aalborg og Ã…rhus medførte en fatal spredning af kræften. Ã…ret efter døde Jette Færch Kristensen. I gÃ¥r fejrede statsminister Anders Fogh Rasmussen sin ti Ã¥rs fødselsdag, som leder af regeringspartiet Venstre. Hvis Fogh var et dyr, ville en elefant være et godt bud pÃ¥ hvilket. For der er ingen naturlige livstruende fjender i den politiske jungle, som kan true regeringen eller Foghs egen position som formand for Venstre. Umiddelbart en drømmesituation for statsministeren. Men sÃ¥ er vi tilbage ved Jette Færch Kristensens triste skæbne. Det er denne type oplevelser med det offentlige system, som i længden vil slide enhver regering ned. De mange smÃ¥ og store urimeligheder, som opleves i systemerne af ganske almindelige borgere, som behandles i det offentlige system. Elefanten Fogh kan smile pÃ¥ dagen, forudsat han er sig pinlig bevidst, at kommer der for mange Jette Færch Kristensen’er, vil vælgerne pÃ¥ et tidspunkt være parat til at prøve et hvilket som helst alternativ.

Der er tre ting Fogh er lykkedes med, siden han overtog rorpinden i Venstre. For det første er transformationen fra ‘hulemand’ til ‘julemand’ lykkedes over alt forventning. Indtil han blev formand var han kendt som ærkeliberalisten, det ikke kunne fÃ¥ den offentlige sektor – med alt dens overflødige, og for borgerne, søvndyssende service – skÃ¥ret hurtigt nok ned. Og han kunne ikke hurtigt nok fÃ¥ dagpengereglerne ændret, sÃ¥ de slappe ledige kunne fÃ¥ en mere sund interesse i at søge job. Dagen efter hans valg til formand blev han pÃ¥ BT’s forside udrÃ¥bt til ‘Den lille mands beskytter’. En forside, som med hans daværende liberale rygte, fik enhver anstændig socialdemokrat til at slÃ¥ sig pÃ¥ lÃ¥rene af grin. Det her var for tykt. Siden er grinene stivnet. Det dramatiske skifte til en mand, der pludselig ville værne om velfærdssamfundet, blev tilsyneladende slugt rÃ¥t af en befolkningen.

For det andet har Fogh fra starten været ekspert i at spille pÃ¥ den stigende angst i vælgerbefolkningen overfor alt af anden etnisk herkomst. En angst, som fik frit løb i den offentlige debat herhjemme pÃ¥ netop samme tid, som han blev formand. En debat, som ellers var blevet tiet ihjel siden den store indvandring i 1960′erne, 1970′erne og ikke mindst 1980′erne, under den daværende borgerlige regering. Med Kjærsgaards dengang nye Danske Folkeparti, som en ekstremt grovkornet kommunikationssirene, spændt for det borgerlige Danmark, kunne Fogh slÃ¥ to politiske fluer med ét smæk. Øget angst og dermed øget brug for en regering, der ville sætte en effektiv stopper for indvandringen. Tre valg senere kører Kjærsgaards kommunikationssirene fortsat til gavn for regeringens grundlæggende – og helt uantastede – solide fodfæste i vælgerbefolkningen. Fogh taler aldrig om det, men han ved godt, at hans popularitet i et monumentalt omfang knytter sig til hans og Kjærsgaards aldeles kompromisløse udlændingepolitik.

For det tredje er Fogh en mand, som gennem sine ti år som leder, igen og igen har demonstreret en fantastisk evne til at omsætte sin erfaring i politik (Fogh blev valgt ind i Folketinget i 1978) til at levere politisk håndværk i topklasse. Nogle politikere kan være på Christiansborg i tredive år, uden af den grund at fatte en brik af hvad der foregår. Den gruppe tilhører Fogh ikke. Forskellen til hans modstanderes mindre erfaring ses tydelig. Alene i det seneste år kan eksempelvis nævnes trepartsforhandlingerne, der tvang fagbevægelsen til at stikke en kniv i ryggen på Socialdemokraterne i det helt afgørende spørgsmål om velfærdspolitikken. Og det elegante danske exit fra krigen i Irak under påskud af, at irakerne nu selv kunne klare ærterne i Basraområdet. Det så sent som inden for den seneste måned har udgjort en krigszone langt værre, end da de danske tropper var tilstede.

TV-avisens journalist spurgte mig i går i forbindelse med et fødselsdagsinterview, om man skal regne med at Fogh er her ti år til? For hvad vi ved i dag er svaret ja. Som elefanten er Fogh uden naturlige livstruende fjender i disse år. Han kan rejse frivilligt til en NATO toppost. Han kan blive så fraværende fra dansk politik, at den brede befolkning vil afskrive ham som lidt for arrogant. Og så kan han blive offer for en langsom nedbrydning af den offentlige sektor, som i de kommende år får akut mangel på hænder, hvilket ikke mindst demonstreres aktuelt med strejken blandt sundhedsmedarbejdere landet over.

Får han ikke sikret de nødvendige teknologispring, der kan kompensere for meget, samt overtalt Kjærsgaard til at lukke flere udlændinge ind til at hjælpe med den personlige pleje, kan skæbner, som den der overgik Jette Færch Kristensen, hurtigt blive en hverdagsbegivenhed i Danmark. Fogh har grund til at smile på fødselsdagen for hans formandskab. Men elefantens suverænitet til trods, vil udfordringerne vokse markant fremover.