Så er den gal igen med de konservative. Den energiske skatteprovo Lars Barfoed kræver brugerbetaling på sundhedsydelser, et kig på efterlønnen, afskaffelse af børnecheck til de rige m.m. Alle disse velfærdsreduktioner for at sikre finansieringen til den lettelse af skatten på arbejde, som de konservative vil kræve af den næste skattereform. Som vanlig slår Venstre korsets tegn for sig for at lægge enhver idé i graven, som enten rammer de fattige ekstra hårdt eller fjerner tilskud fra de mere velstillede af os.

Men det er ikke skidt for de konservative, at skatteprofilen søges skærpet netop nu. Sagen er, at vi tordner frem mod skattekommissionens forslag til en skattereform, som vil foreslå et fald i skatten på arbejde. Finansieringen af lettelserne, som kan ske i form af nye miljøafgifter (hvad Fogh foretrækker) eller i form af brugerbetaling på sundhedsydelser og andre fordelingspolitisk skæve forslag, må der imidlertid kæmpes om.

Holder K-leder Bendtsen fast på Barfoeds finansieringsforslag, truer kaos forude for regeringen. For at træde på de svageste grupper i befolkningen med brugerbetaling er en klokkeklar dokumentation af regeringens intention om at nedlægge velfærdssamfundet. Det vil Fogh aldrig kunne acceptere.

I det næste år sidder den af regeringen nedsatte skattekommission og bakser med, hvordan det nye skattesystem skal se ud. Formanden for kommissionen er socialdemokraten Carsten Koch. Og et af hans største problemer er netop at regne ud, hvordan han skal lægge snittet i sit reformforslag. Koch sveder for at levere et oplæg, som har en politisk fremtid.

Ud over at opnå almindelig politisk promovering har de konservative besluttet sig for at hjælpe Koch lidt på vej. De konservative kan håbe på, at nogle af deres mere spekulative forslag kan komme med på bruttolisten over de forslag til finansiering, som politikerne skal tage stilling, når Kochs rapport foreligger i 2009.

Og så er vi fremme ved substansen.

Vi kender Barfoeds forslag fra tidligere. Faktisk har både socialdemokrater og liberale ildsjæle i den borgerlige lejr tidligere lanceret disse forslag.

Men bundlinjen på diskussionen om brugerbetaling på sundhedsydelser har altid været, at enhver politiker, som vil kunne tælle til 90 mandater på valgdagen, ikke har haft et nervesystem, der har kunnet holde til at fratage borgerne velfærdsgoder, som de opfatter som velerhvervede rettigheder.

Nervesystemet har også svigtet, når det kommer til at pille ved ejendomsskatten for de rige ældre eller børnechecken til de mest velstillede. Disse, sagligt set helt rimelige ideer, er altid blevet skudt ned med argumentet om, at de rige kun accepterer, at de betaler så meget i skat, hvis de selv også får en luns af goderne. Et argument, der dækker over en banal angst for vælgernes reaktion.

Når de konservative endnu engang slæber disse gamle travere af stalden, så skyldes det, at de ikke søger deres vælgere blandt de økonomisk svageste grupper i samfundet, og at de ved, at de rigeste vælgere grundlæggende gerne ser en reduceret og brugerfinansieret offentlig sektor.

For Fogh og Venstre stiller sagen sig anderledes. Statsministeren ved, at indfører han brugerbetaling på sundhedsområdet, så kommer hans ’hulemandsimage’ øjeblikkeligt tilbage. Det image byggede han møjsommeligt op i de glade dage som Venstres ærkeliberalist – og har lige så møjsommeligt gjort alt for at slette det, efter at han blev formand for partiet.

For hvordan skal Fogh få vælgeropbakning til at lede landet, hvis de konservative ’rædsler’ river velfærdssystemet fra hinanden? Fogh vil glæde sig, hvis Koch skriver, at skatten på arbejde skal ned, og blive hvidglødende af raseri, hvis rapporten stimulerer de konservative tanker om brugerbetaling m.m. Der vil han sætte foden ned og ultimativt – hvis Bendtsen senere viser rygrad til at fremture – fremkalde en splittelse af regeringen.

Det politiske håndværk, som Fogh nu skal i gang med, går ud på at forklare Bendtsen den enkle pointe, at hvis han graver sig ned i Barfoeds ’skattehul’, så kan skattereformen ende med et splittet VK-samarbejde. Bundlinjen er, at Barfoed og Bendtsen udmærket ved, at deres skatteforslag ingen gang har på denne jord.

Men de ved også, at hele skattediskussionen ikke – som Fogh ellers har sagt – kan vente til næste år, når Koch udkommer med sit reformforslag. Hvorfor de må fremprovokere skattediskussionen i en fart, hvis de vil have konservative ideer med. For det er lige nu, at kuglerne til reformen støbes.