Raceduernes fremtid er en historisk politisk kamp på rådhuset, som kan føre til, at Venstre erobrer overborgmesterposten ved kommunalvalget i 2009. Ritt B. står overfor karrierens største beslutning idet Venstre skifter standpunkt i sagen, når brølet fra folkedybet når frem til rådhusets støvede gange.

Der brygges krisekaffe og holdes uendelige aftenmøder på Københavns rådhus i disse dage. Krisen om raceduerne trækker tænder ud i den københavnske kommunalpolitik. I en grad, som får balladen om ungdomshuset til at ligne en rolig formiddagstur i Østre anlæg, for en af de lokale børnehaver.

Vi taler om en politisk krise med potentiale til at vende op og ned i rådhusets hundred år gamle politiske landskab. Bundlinjen er, at såfremt Ritt B., som led i sin vanlige magt tour de force, fastholder sit politiske ønske om at ødelægge livet for tusindvis af raceduer i rådhustårnet, kan Venstre’s svar på ’Krønikens’ Ida – Pia Allerslev – titulere sig selv som overborgmester efter næste års kommunalvalg i november.

For Venstre vil gribe chancen og som altid vise følelser, hvor og når man mindst venter det. Denne gang på socialdemokraternes bekostning, idet ’Ida’ vil springe den aftale hun har med Ritt B. og stille sig på københavnernes og duernes side. Ritt B. kan ikke holde til flere bål i gaden. Udsigten til at gadens parlament – med nærværende organ i spidsen som en drivende kraft – rejser sig til frygtløs kamp mod hovedstadens politiske duehadere, risikerer at føre til så massiv en kritik af overborgmesteren, at hun allerede her, halvandet år før valgkampen er skudt i gang, forhindres i at cykle rundt i de mere ophidsede dele af byen, og tale for sine politiske synspunkter. Som Iraks præsident Maliki i disse år reelt ikke regerer sit land uden for Bagdads såkaldte grønne – og befæstede – zone, vil Ritt B. alene kunne slide sine cykeldæk i en radius af 100 meter bag rådhuset samt visse steder omkring Vanløse og Brønshøj centrum. Med mindre hun altså skifter holdning og redder rådhuset raceduer fra deres kranke skæbne, og dermed sig selv fra københavnernes udelte vrede.

I politik handler det om at finde på en undskyldning, hvis man vil ændre en forkert beslutning. Meget tyder på, at det vil overborgmesteren. Arkitekten bag rådhuset – Martin Nyrop – krævede i 1905, at raceduerne fik tildelt permanent opholdstilladelse i tårnet. Og det dokument, hvori man lovede ham medhold heri, er alle Ritt B’s embedsmænd nu sendt dybt ned i rådhusets skumleste hvælvinger for at finde.

For embedsmænd har i realiteten kun én opgave i en så kritisk sag – at levere den undskyldning, der kan få Ritt B. af raceduekødkrogen. Men presset på overborgmesteren kommer også fra hende nærmeste bagland. Hendes mand, historikeren Søren Mørch, er således den eneste nulevende person, der rent faktisk nyder at spise de velsmagende raceduer. Det bliver særdeles kompliceret for ham fremover at jagte dem med net i deres nye eksil i Ørestaden, sammenholdt med, at han tidligere har kunne vride hovedet af dem i ro og mag, til lyden af vindens stille susen i tårnet.

Lige nu sidder Ritt B. altså til heldagskrisemøde på Rådhuset, vel vidende, at Venstre, ikke alene vil springe den politiske aftale om at kyle duerne ud af tårnet, som partiet har indgået med overborgmesteren, og derved klart erklære sig enige med københavnerne og Politiken i kampen for de smukke fugles overlevelse.

Men Venstre vil ligeså – taktisk snedigt – bruge historikeren Søren Mørchs kulinariske smag for samme, til at udråbe Ritt B. som en gennemført raceduehader. En snedig manøvre idet Mørch må være en af de få i kredsen omkring Ritt B., der i simpelt egeninteresse støtter en permanent opholdstilladelse til raceduerne. Venstre vil hævde, sagen om den sultne Mørch snildt når op samme niveau i det politiske skandalebarometer, som sagen om deres egen Lars Løkke. Ritt B. kan i den situation kun håbe på, at der dukker et bilag op hos Løkke, der dokumenterer, at også han har indtaget en stribe stegte duer.

Af frygt for Venstres vendekåbepolitik, københavnernes vrede, og dermed udsigten til ikke at kunne cykle rundt og føre valgkamp i byens folkerige brokvarterer, peger alle politiske solemærker på, at overborgmesteren træffer den rigtige beslutning omkring raceduernes fortsatte bopæl i tårnet. For at ødelægge en hundred år gammel tradition for at S har magten i hovedstaden, på grund af nogle raceduer, må betegnes som helt pip.