Den seneste uges krise mellem V og K viser igen, at hvis de konservative ikke snart lærer, at de skal være parate til at gå ’hele vejen’ i ethvert opgør mod statsministeren, så får de bank.

Foghs kampagne for et nyt job i EU kaster skygger langt ind på den danske indenrigspolitiske scene. Senest har regeringspartneren, de konservative, mærket, hvordan fars hammer falder, når de kun halvhjertet står ved deres politik, som potentielt kan føre til dansk enegang i EU i forhold til at boykotte åbningsceremonien ved OL i Beijing til sommer. Yderligere har Fogh et stigende behov for at demonstrere, at han er til stede i dansk politik. Langsomt, men sikkert er han allerede blevet ’forhenværende statsminister’ i den almindelige snak på Christiansborg, hvilket er ensbetydende med tab af magt.

I tirsdagsudgaven af den førende europæiske finansavis, The Financial Times, blev Danmarks statsminister nævnt blandt de europæiske ledere, som kan blive præsident for EU. Artiklen handlede godt nok mest om, at Tysklands Angela Merkel alligevel ikke får røde knopper ved tanken om, at den tidligere britiske prime minister Tony Blair sætter sig i stolen.

Så Fogh er altså på ’listen’, også når andre end vi danskere vurderer sagen.

Men vejen er lang og trang for Fogh. Dels udtaler flere andre ledere – eksempelvis Belgiens ministerpræsident – at det vil være et forkert signal fra EU’s side, hvis ikke den første EU-præsident kommer fra et land, der er medlem af euroen. Valutasamarbejdet er netop det, der skiller fårene fra bukkene i EU. En kendsgerning, der udgør et problem for både Tony Blair og Fogh. Men slaget er så langtfra tabt endnu for hverken Fogh eller Blair.

Vi danskere kan til efteråret komme til at stemme om at komme ind i eurosamarbejdet. Og bliver det til et ja fra danskerne, vil den store sten være ryddet af vejen. Fogh slider også med, at hans kamp for ytringsfriheden ikke bare af den danske vælgerbefolkning bliver tolket som et korstog mod en milliard muslimer verden over.

Vi må ikke glemme, at de fra Gazastriben til Pakistan har afbrændt dukker, der ligner Danmarks statsminister, i protest mod de meningsløse og til dato aldeles ubegrundede provokationer, som tegningerne af profeten de facto har udgjort.

Lande som Frankrig og andre sydlige EU-lande vil stille sig selv det spørgsmål, om EU kan have en præsident, som af egen kraft bevidst har skaffet sig en hel verdens muslimer på nakken?

Den gode nyhed for Fogh er, at alle kandidater til jobbet som EU-præsident har deres egne lig i lasten. Irlands Bertie Ahern er lige gået af på grund af en sag om uregelmæssigheder om nogle pengebeløb. Og endelig vil valget af en af de store landes kandidater være en del af en større politisk pakke, hvor alle får en luns. Går den forhandling i fisk, vil der blive brug for kompromiskandidater. Og her kan Fogh have en chance, selv om den er lille.

Det konservative pubertetsoprør

Og så er vi tilbage ved de konservatives pubertetsoprør mod Venstre i den forgangne uge. Hvis man fra Bendtsens hold har ønsket at træde Venstre, og specielt Fogh, over tæerne, har man ikke kunnet finde mere egnede sager at profilere sig på end netop Lars Barfoeds forslag om brugerbetaling på sundhedsydelser og Brian Mikkelsens potentielle boykot af OL-åbningen i Beijing. Den første signalerer et opgør med hele Venstres filosofi om, at velfærdssamfundet ikke skal rives i småstumper under en borgerlig regering. Og den anden – og for Fogh personligt irriterende – sag om OL indebar indtil samrådet torsdag morgen, at Danmark potentielt vil gå EU-enegang i sagen om en boykot. Og er der noget, Fogh ikke har brug for lige nu i forhold til sine EU-venner, så er det, at Danmark går enegang i noget som helst. Og er der noget, Fogh ikke har brug for nu – mens hans finansminister fremstår en anelse anskudt – er det en højtprofileret indenrigspolitisk sag om, at han svigter kronprinsen i dennes håbløse projekt om at blive medlem af IOC. Og svigte vil han, hvis det kommer til en dansk OL-boykot.

Samrådet torsdag slog fast, at regeringen deltager ved åbningen i Beijing, hvis EU gør. Foghs bemærkning til de konservative efter samrådet torsdag morgen om, at det er »hykleri både at sige nej til boykot af åbningen og ja til deltagelse i legene« giver ingen mening. Selvfølgelig kan regeringen markere sin protest via en boykot. Men de konservative mistede modet på dagen og lod sig jorde af statsministerens besynderlige logik.

Tilbage står, at statsministeren valgte at bruge OL-sagen til at markere, at han ikke er længere væk fra dansk politik, end at han stadig kan nedkæmpe en politisk opstand, og at de konservative skal tænke sig gevaldigt om, før de graver sig ned i et hul, de ikke kan komme op af igen.

For Fogh er der langt mere på spil end lidt lokal sniksnak med regeringspartneren – herunder et topjob i EU samt en stadig vanskeligere kamp for at beholde sin dominerende status i dansk politik. ’Far’ er atter i landet – for en stund.