Hvordan kan det være, at Gordon Brown efter ti års forberedelse ikke har succes som leder af Storbritannien?

Browns totale nedtur viser, at uden karisma går det aldrig. Gordon kan da ikke slå Cameron«, skulle Tony Blair have udtalt i fortrolighed for nylig.

Hvis man vil lære, hvor kompliceret politik kan være for selv trænede politikere, så skal man studere britisk politik i denne tid. Den tidligere mangeårige finansminister og nuværende prime minister – Gordon Brown – er i historiske problemer.

Ikke alene fordi hans modstander, David Cameron, gør det godt, men også fordi Browns eget parti ikke akkurat er loyalt over for den plagede statsleder.

Browns problemer viser alt for klart, at man kan være nok så klog, nok så erfaren og nok så ambitiøs på sit lands vegne, men hvis man ikke har den personlige karisma og evne til at forføre folket, kan hverken embedsmænd, spindoktorer eller partifæller redde en.

Brown savner karisma – x-faktor om man vil – og kombineret med politisk vægelsind i topklasse ser det lige nu ud til at afslutte hans politiske karriere tidligere, end han havde håbet, da han sidste sommer indtog Downing Street 10.

Sagt lige ud, så står Brown i skidt til halsen. Labour er i en nylig meningsmåling 18 procent efter de konservative. Den værste situation for partiet gennem to årtier. Der er dusinvis af Browns egne partifæller, der vil stemme imod en skattereform, som regeringen ønsker at gennemføre, hvilket tvinger Brown til en pinlig U-vending i sagen.

En stribe af Tony Blairs gamle støtter går aktivt og ’pisser i hjørnerne’ for at destabilisere regeringschefen. Tony Blair selv bliver endda udlagt som tvivlende over for Browns muligheder for at slå oppositionslederen.

Og måske værst af alt: Der er lokalvalg flere steder i Storbritannien på torsdag, en afgørende prøve på, hvem af de to herrer – Brown eller Cameron – som er i besiddelse af mest x-faktor. Britisk politik er rig på politiske ledere, der er blevet presset ud af jobbet alene på forventningen om, at katastrofen lurer ved næste valg. Spørg Margaret Thatcher. Ja, spørg Tony Blair.

Da jeg, som ansat i Finansministeriet, i 1996 – året før New Labour vandt magten i Storbritannien – landede på vej til et møde i Luxembourg, stod der en mand og spejdede efter en taxa uden for lufthavnen. Det var Brown.

Der kom kun én taxa, og vi besluttede os for at dele den ind til det hotel, hvor mødet skulle afholdes.

En mand med oprigtige ønsker
Den kraft og vitalitet, der på denne tur strømmede ud af manden, er svær at genfinde i dag.

Dengang var Labours position nogenlunde lige så overlegen som den, Browns modstandere i dag indtager over for ham. Som enhver politiker på vej op var Brown denne formiddag, på taxaens bagsæde, i en mental tilstand af optimisme og selvsikkerhed omkring den kommende Labour-regering.

Men han var samtidig ganske bekymret over alt det, der teoretisk kunne gå galt. Blandingen af selvsikkerhed og bekymring virkede stærkt på undertegnede. Manden fremstod som visionær og realist på én og samme tid. Fyldt med planer, perspektiver, analyser og oprigtige ønsker for den britiske befolkning.

På mange måder mindede han mig om Poul Nyrup Rasmussen i dennes tid som næstformand for de danske socialdemokrater sidst i 1980’erne.

Der er ingen tvivl om, at de seneste måneders utallige bank med det politiske boldtræ har slidt på Browns selvsikkerhed og fået hans bekymringer til at gå gennem loftet.

Han er blevet kritiseret for vægelsind. Alt, hvad han rører ved, er gået galt. Og nu, når han ligger ned, presser oprøret sig på, og hans magt begrænses.

Flere danske partiledere kan genkende denne situation. Hvad mangler en så indsigtsfuld og erfaren politiker for at lykkes i jobbet? De konservatives David Cameron var, før Brown kom til, på ingen måde en skræmmende modstander. Brown har nu den ultimative test for toppolitikere: springet fra at være nummer 2 til at blive nummer 1.

Nogle politikere brænder ud under øget opmærksomhed, som Naser Khader er et eksempel på, da han skiftede fra de radikale til at lede Ny Alliance. Og andre vokser med antallet af blitzlys, som Villy Søvndal er et eksempel på.

Selv om Lars Løkke fremstår overbevisende, når han ikke lige kæmper med sit bilagshelvede, så aner ingen, om han flyver eller falder, hvis han sætter sig i Statsministeriet. Browns skæbne siger det hele.

Der er noget, Brown ikke har og ikke kan, som eksempelvis Tony Blair havde og kunne. Blair havde ud over de konservative ligeså interne fjender at kæmpe imod, alle årene. Den største fjende af dem alle var – Brown.

Den dag i Luxembourg udgjorde turen blot en lille bid af den kommende britiske statsleders lange rejse i toppen af britisk politik. Havde alle hans vælgere blot været med på den tur fra lufthavnen i Luxembourg, ville de formentlig have givet ham lidt mere tid.

Brown betalte taxaen.