Hidtil har konflikten været uden store synlige konsekvenser. Regeringen vil af samme grund ikke gribe ind, og strejkekasserne tømmes. Og yderligere dokumenterer FOA dag for dag, at den offentlige sektor kan drives langt billigere, end den bliver i dag? Derfor en politisk ballon om nye forhandlinger.

FOA har kørt en professionel kampagne indtil nu. Men grotesk nok er netop dette ved at vælte det hele for Dennis Kristensen og hans tropper. Dennis Kristensen sendte tirsdag en prøveballon op om samtaler.

Det er klogt, for tiden arbejder imod ham. Han må og skal ind til forhandlingsbordet. Men uden rigtige nye penge slipper han ikke godt fra konflikten. Og det bliver svært at få tilstrækkeligt – om ikke umuligt.

Hvis der er én ting, statsministeren ikke ønsker, så er det et indgreb, der gennemtvinger en slutning på konflikten, som et flertal af de offentligt ansatte er utilfredse med.

Lad os tænke bare seks til otte måneder frem. Da skal Danmark stemme om de fire forbehold, vi har til EU-samarbejdet. Hvis statsministeren spiller stærk mand nu, vil de samme personer, han tvinger tilbage på arbejde, og alle deres sympatisører på simpel vis kunne hævne sig på ham til efteråret. De kan stemme nej.

For nok er EU-forbeholdene utrolig vigtige at få afskaffet, men for den enkelte sosu-medarbejder er der muligvis andre ting, som står højere på agendaen end en fuld harmonisering med EU-systemet. Fogh har al mulig grund til at gå på kattepoter i konflikten.

Den store forudsætning for, at Fogh griber ind, er en tiltagende krise omkring de dele af den offentlige sektor, som rammes af konflikten. Men der er indtil nu ikke mange krisetegn at spore.

Alle steder, hvor krisen har kradset, har fagbevægelsen været bedre end nogensinde til at afmontere egentlige overgreb mod patienter og andre berørte. Så det er ikke en dårlig behandling, der p.t. kan give Fogh et alibi for at gribe ind. Også selv om eksempelvis planlagte aktiviteter rammes i et vist omfang.

Jordemødrene er tilbage
Jordemødrene er senest gået tilbage til arbejdet, idet de mente, at situationen udviklede sig uforsvarligt.

Dog er det lidt uklart, om det var frygten for, at de gravide klarer sig fint uden deres jordemoder – med brug af de praktiserende læger – eller om det er frygten for skader på de kommende babyer, der har fået denne faggruppe tilbage på hospitalsgangen.

Nødberedskabet har jo sikret, at gravide kvinder kan komme til at føde deres børn.

Og det bringer os frem til det mest paradoksale element i konflikten. Idet alle konfliktens parter er ivrige efter at forhindre overgreb på patienter og brugere af konfliktramte offentlige serviceydelser, og idet konflikten kører i ugevis, så er fagbevægelsen reelt ved at gennemføre et kæmpe eksperiment over, hvor stort besparelsespotentialet er i denne del af den offentlige sektor.

Mon ikke man sidder med friskspidset blyant i Finansministeriet, som årlig forhandler omfanget af statstilskud til kommunerne, og noterer sig, hvor fint det i grunden går ’derude’. Alt taget i betragtning.

Og mon ikke også ledelsen i Kommunernes Landsforening, med FOA’s modpart, Erik Fabrin, i spidsen, ligeså noterer sig, hvor lidt der skal til for trods alt at levere en habil (nød)ydelse.

Paradoksalt nok er fagforeningernes ambition om at have et ansvarligt nødberedskab ved at levere skyts til de kommende års effektiviseringer i sektoren. Ikke akkurat en stor tilskyndelse til at fortsætte konflikten i én uendelighed.

Hvilket bringer os frem til FOA-formand Dennis Kristensens seneste tilbud om at reducere sine lønkrav.

Sandheden er, at Kristensen kan notere sig, hvordan strejkekassen dag for dag svinder ind. Hos ham selv og hos sygeplejerskerne. Han kan notere sig, at regeringen absolut ikke – helt forståeligt – vil røre ved denne arbejdskamp med en ildtang.

Vrede omkring den kommende EU-afstemning er blot ét argument. Et samfund, der trods alt kører fornuftigt med nødberedskaber, er et andet.

Først når samfundet lukker
Den kolde analyse er, at politikerne på Christiansborg griber ind, når samfundet lukker. Ikke når plejehjemsbeboere ryger ned på ét bad om ugen. Så Kristensen er ved at komme i problemer.

Han kører på et selvkonstrueret konflikttog – uden bremser. Og han kan som nævnt notere sig, at hans konflikt – automatisk mens toget kører – leverer skyts til den største spareøvelse i mands minde.

Derfor prøver FOA-formanden forståeligt nok at spille ud med et forslag til forhandling med de kommunale ledere.

Opgave 1 er at komme hurtigt ind til forhandlingsbordet. Opgave 2 er at opnå et resultat, hvor han får synlige penge. Derfor blandt andet den såkaldte lønkommission. Et statistikarbejde, der skal fastslå, at hans medlemmer er underbetalte.

Arbejdsgiverne kan ikke lægge flere penge i puljen, uanset om man sylter det ind i nok så mange kommissioner. I alt fald ikke penge, som Kristensen kan vifte med offentligt. Det vil kun føre til strejker ved alle kommende forhandlinger.

Kristensen og FOA har kørt en professionel og klog kampagne hidtil. Men på barok vis er udviklingen, af samme grund, ved at gøre Kristensen til den mand i Danmark, som helst ser konflikten afsluttet.