Følger Thorning-Schmidt rÃ¥det fra mange ‘kloge’ socialdemokrater og dropper de radikale til fordel for SF, vil Socialdemokraternes tid i den politiske Gobiørken blive mangedoblet. De radikale er fortsat Thornings nøgle til magten.

Ser man dækningen af den 1. maj – arbejdernes internationale kampdag – her i Politiken, siger den ikke så lidt om situationen blandt socialismens stolte brødre og søstre. Forsiden af avisen omhandler den verserende sag om hvorvidt SF’s formand Villy Søvndal har snydt lidt på vægten, når han frisk kalder sit eget parti økonomisk ansvarligt i 90’erne. Mogens Lykketoft er højest forsigtig optimistisk, med hensyn til Søvndals hukommelse om SF’s andel af ansvarets byrde. Ansvarlighed måles bl.a. i hvornår man som politiker gør det nødvendige, selv om det rammer ens egne kernevælgere. Stramningen af arbejdsmarkedspolitikken i 90’erne trak tænder ud hos Socialdemokraterne. Bl.a. gennemførtes en voldsom forkortelse af dagpengeperiodens længde. SF bevarede derimod hele tandsættet, idet de stemte imod.

Der er ingen tvivl om, at det mere ’fleksible’ arbejdsmarked har været en helt nødvendig forudsætning for det opsving, vi snart har haft i femten år. Det interessante er ikke om Søvndal (igen) har været lidt for smart. Det syntes rimelig veldokumenteret. Det interessante er socialdemokraternes behov for offentligt at ’trække tøjet’ af SF’s forgudede leder. Sandheden er, at der i Thorning-Schmidts parti pågår en yderst nødvendig diskussion om hvordan man skal forholde sig til det frembrusende SF? Og dermed også til Det radikale venstre. Én skole i S finder tiden inde til at stille de radikale stolen for døren og i stedet gå sammen med SF. Når Søvndal nu er så stærk og er blevet så fornuftig (ikke længere så venstreorienteret så det gør noget), så bør man slippe af med de altid selvhøjtidelige og besværlige radikale. En anden skole holder fast i, at uden de radikale, vil den socialdemokratiske vandring i den politiske Gobiørken aldrig stoppe. For de radikale vil søge ind over midten for at opnå indflydelse, hvis S vælger SF. Har Lykketoft visse fordøjelsesproblemer med SF’s pyntefjer, så er de radikale opfyldt af en direkte mistro til Søvndal, som de opfatter som en populist i historisk topklasse.

Lad os gøre det tankeeksperiment, at SF var vokset på samme vis i 90’erne. Ville det have været et problem i forhold til SR-samarbejdet? Nej, for dengang handlede dansk politik primært om økonomi og arbejdsløshed. Der var en klar platform for et samarbejde mellem S og R. Uden SF. Men i dag, hvor alt politik handler om udlændinge – jeg behøver blot erindre om Dansk Folkepartis seneste reklamer om ’tørklædedommere’ – har S og R for længst indset, at der – selv på den bedste dag – maksimalt kan blive tale om et fornuftsægteskab om udlændingepolitikken. Når så SF begynder at udsende lyde, der også på udlændingeområdet minder lidt om S, er der stærke kræfter i S, som pludseligt lugter et stærkt, højtprofileret rødt alternativ til Foghs snart mangeårige regime. Som vi eksempelvis ser det i Norge. Det er for mange socialdemokrater i dag langt nemmere at se et politisk projekt med det nye SF, under Søvndal ledelse, end med de radikale. Og hvor skal de radikale gå hen, spørger man retorisk? Der er langt til et alternativt VK-flertal, baseret på radikale stemmer frem for Dansk Folkepartis.

Selv om man godt kan forstå, at visse socialdemokrater fristes til at ’se rødt’, så er SF-analysen ekstrem farlig og ganske forfejlet. Såfremt man skipper de radikale af, vil de være tvunget til at søge mod regeringen. Lars Løkkes kommende regeringer. De radikale vil gå efter indflydelse, og Løkke vil gå efter at cementere stemmegrundlaget bag en borgerlig regering under hans ledelse. En win-win situation. Og selv en middelmådig borgerlig leder kan bruge det ’Røde kabinet’ til at skræmme vælgerne fra vid og sans på valgdagen. Ikke alene har ’kabinettet’ en udlændingepolitik, der ved dagens ende er slap, som med de radikale. Men det står også for en økonomisk politik, der på en god dag svarer til den Eric Honnecker præsterede, i det hedengangne Østtyskland. – Vil de borgerlige hævde. Og så er den valgkamp vist afgjort.

Socialdemokraternes eneste vej frem er derfor at holde fast i de radikale. SF må man tilbyde et forløb, som det man tilbyder de tidligere i Sovjetrepublikker i forholdt til ønsket om NATO medlemskab. De skal gennem meget lang tid (be-)vise, at de er parate og har forstået alle præmisser omkring et sådan medlemskab. Det samme må gælde for et samarbejde med SF i almindelighed og Søvndals regeringsdrømme i særdeleshed. Dels skal Søvndal vælgermæssigt holde dampen oppe helt frem til valget. Dels skal han fungere for holdet. Det vil bl.a. sige at SF stemmer for finanslovene, går med i næste års skattereform etc. Leverer SF varen over flere år vil Søvndal ikke behøve at pynte sig med lånte fjer fra 90’erne. Og en vis tillid kan måske da være bygget op selv hos de radikale.

I valget mellem R og flere år i de politiske Gobiørken vil Thorning-Schmidt vælge R. Og det haster, såfremt en ny politisk platform, skal cementeres hos vælgerne før næste valg.