En gang blev politik defineret ved politikernes og befolkningens holdninger til en vifte af kritiske politiske emner, der kunne flytte stemmer. I dag findes kun ét emne af den slags: Islam. For at slå Anders Fogh må venstrefløjen lede vælgerne væk herfra, snarere end lefle for dem.

I går fejrede vi befrielsesdagen. 2. verdenskrigs afslutning i 1945. Ligeså holdt ungdomsoprøret 40 års fødselsdag. Og staten Israel holdt 60 års fødselsdag. De tre begivenheder er tankevækkende derhen, at de alle var entydige politiske – og for de to af dem vedkommende også militære – kampe, som var hjerteblod for dem, der engagerede sig. Yderligere havde alle de tre sager internationale overtoner, der betød noget, selv om det lokale engagement var det der talte. Hvad er hjerteblod for hvem på dagens politiske scene? Er verden blevet berøvet store politiske sager at kæmpe for? Næppe. Svaret på det totale fravær af den danske vælgerbefolknings engagement i andet end den bizarre kamp mod islamismen, er i høj grad vor tids politikeres mangel på ledelse omkring andre sager, såsom klodens klimatrussel. Politikerne lefler mere for end leder befolkningen. Hvorfor? Fordi de alle tror, at det giver stemmer ved næste valg.

Den politiske scene i Danmark er, som i andre lande, præget af de emner, som politikerne nu engang sætter på dagsordenen. Engang gik de engagerede til modstand mod den tyske besættelsesmagt uanset politisk ståsted. Modstandsfolk fra BOPA (kommunisterne) kæmpede mod den samme fjende som Holger Danske (de borgerlige). Behovet for modstand var klart for mange.

Engang satte venstrefløjen hungerkatastrofer i udviklingslandene pÃ¥ dagsordenen. Engang satte studerende fokus pÃ¥ at bryde de kendte borgerlige normer, herunder et professorvælde pÃ¥ landets universiteter. Og der var politikere i Folketinget, som bÃ¥de selv ønskede disse ting fremmet og som samtidig forstod, at de ville erobre vælgere herved. En sÃ¥kaldt symbiose af det folket ønskede og det politikerne selv ønskede var det normale. i 70′erne og 80′erne var den stigende arbejdsløshed en del af symbiosen sammen med ulandsbistand, Israels trængsler med de arabiske lande, Vietnamkrigen, Sovjets krig i Afghanistan eller for den sags skyld den kolde krig med sin overhængende globale atomtrussel. Det politiske klima i Danmark op gennem de seneste halvtreds Ã¥r, har været præget af kravet om politisk ledelse i forhold til en lang række sager, som alle enten har været afgørende for at definere vort land i international forstand. Eksempelvis som et sÃ¥kaldt I-land, der bidrager til de sÃ¥kaldte U-lande. Eller som et medlem af NATO, som definerede sig i forhold til landene under jerntæppet. Og kravet om politisk ledelse blev ogsÃ¥ udløst for at løse nogle af de problemer, som direkte berørte store vælgergrupper i befolkningen. SÃ¥som arbejdsløshed og knaphed pÃ¥ basal velfærd i almindelig.
Hvad er det, som kalder på politisk lederskab i dag? Hvad består vor tids symbiose af mellem politikere og befolkning? Vi kan jo starte med at konstatere den gode nyhed, at der ikke er arbejdsløsheds eller velfærdsproblemer i den målestok, vi kender fra tidligere. Det kommer der igen inden længe, men det er en anden historie.

Ja, der er fortsat problemer i Danmark, men engagementsmæssigt er – tilsyneladende – ikke store nok til, at politikerne kan fÃ¥ vælgerne pÃ¥ barrikaderne herfor. Thorning-Schmidts forsøg under valgkampen pÃ¥ at gøre velfærden til et problem, blev ikke købt af vælgerne. Vælgerne viser heller ikke nævneværdigt engagement i tidens internationale problemstillinger. Krigen i Irak er stjerneeksemplet pÃ¥ det totale folkelige fravær af engagement. Fogh listede ind og ud af krigen, som det passede ham. Og snart bringes nyheder om dræbte danske soldater i Afghanistan under ‘kort nyt’ i medierne. EU har i alle Ã¥rene kun haft interesse nÃ¥r danskerne skal stemme. U-landene er totalt glemt. HvornÃ¥r har man sidst hørt om hungeren i Afrika nævnt i et tv-indslag med S’s eller SF’s formand?
Så hvad kæmper vi for – og om – i vor tid? Svaret er enkelt: kampen mod islamismen er den eneste kamp, der kan engagere vælgerne - og flytte dem ved et valg. Alle andre emner er reelt snik snak og uden betydning.

Det interessante er, at symbiosen mellem politikere og vælgere er væk. Dagens politikerne kæmper ikke for at lede og ændre på danskernes opfattelse af diverse politiske udfordringer. Det handler kun om muslimforskrækkelsen. De kæmper om hvem der kan lefle mest for den. Er tiden kommet til at politikerne går forrest og sætter fokus på andre sager, som måske er værd at kæmpe for? Klimaudfordringen eksempelvis. Vil man troværdigt kæmpe for eksempelvis klimaet, må man foreslå tiltag, der markant begrænser danskernes forbrug af energi. Dertil er ingen politiker kommet endnu.

Verden uden for Danmark kan bringe nye sager at kæmpe for. Og politikerne i Danmark kan lede befolkningen frem til samme. Hvis de vil – eller tør. Men man skal ikke kigge til regeringen efter et skifte. Med tørklæder og burkaer, som eneste reelle debatemne, er VK-regeringen sikret magten mange år endnu.

Regeringen ved godt hvad den kæmper for - gør venstrefløjen det?