Lige nu analyserer Fogh, hvordan en afstemning om EU-forbeholdene skal ske. At stemme om alle fire forbehold på en gang er den bedste gardering mod at blive beskyldt for manipulation. Og euroen er Foghs adgangsbillet til en EU toppost.

Fra nu af vil vi ugentligt høre fra nye såkaldte ’sikre kilder’, hvordan Fogh vil tilrettelægge efterårets afstemning om de fire danske EU-forbehold. Men ingen kilder er sikre, indtil statsministeren selv erklærer, hvad han vil gøre.

Vi er midt i en skånselsløs kamp om statsministerens opmærksomhed.

Embedsmændene, hans regeringspartner, oppositionen og øvrige interesseorganisationer kæmper alle om statsministerens øre. Og tingene er ikke enkle for den gode Fogh. Gammel visdom på feltet står for fald, og han navigerer ikke alene med sit renommé som statsminister på spil, men også med sit kandidatur til en europæisk toppost, som blind passager. Det er mest sandsynligt, at statsministeren ender på en afstemning om alle de fire forbehold. Primært af én grund: Det er det mest demokratiske at gøre og dermed den løsning, der giver de største chancer for, at Fogh når sit mål.

Finansminister Lars Løkke Rasmussen tog i onsdags en pause fra sin kamp mod bilagene og udkom med en artikel om dansk deltagelse i eurosamarbejdet. Timingen for den artikel var ikke tilfældig. I denne stund sidder Løkkes chef – statsministeren – og flytter brikker rundt på det store afstemningsbræt. ’What-if’ analyserne køres igennem. Engang var det kun en tåbe, der ikke frygtede en forbeholdsafstemning uden støtte fra SF. Men er det fortsat således? Næppe. Dels er SF blevet mere EU-venligt helt generelt, hvilket uomtvisteligt gør fronten til fuldblods japartierne mindre. Det bliver simpelthen sværere for SF at køre en effektiv nejkampagne sammen med Pia Kjærsgaard, hvis SF kun er imod euroen. Og så er vi tilbage ved finansministerens artikel om samme.

Der bliver ikke tale om en kampagne fra fuldblodspartierne, som sidste gang, hvor en deltagelse i euroen blev gjort lig med økonomisk succes.

Malta og Cypern bestemmer mere

Tværtimod, så er Løkkes chefargument om, at hvis man i øvrigt er tilhænger af fastkurspolitikken (de økonomiske argumenter imod er utroligt svage, historiens forløb taget i betragtning), så er det direkte tosset, at bl.a. lande som Cypern og Malta, skal have mere indflydelse på den europæiske pengepolitik, end vi skal. Dels fordi vi faktisk opfører os præcis som Malta og Cypern qua fastkurspolitikken. Og dels fordi vi kan blive tvunget til at hæve renten for at beskytte kronen mod spekulation, hvis vi engang – hvad ingen naturligvis kan forestille sig nu – kommer ind i en økonomisk krise.

I en krise vil en lav rente fra eurosamarbejdet sikre den bedste beskæftigelse. Dagens gode økonomiske situation gør det ikke ’ulovligt’, at forberede sig bedst muligt på en tid med krise, som vi så det i starten af 1990’erne. Så tabet af indflydelse og tabet af vækst og arbejdspladser, når tidernes ugunst engang rammer os, er to stærke argumenter for Fogh og Løkke til at stemme om dansk deltagelse i euroen.

Og Søvndal, ja han kan kritiseres for at tænke kortsigtet, hvis han fastholder SF’s mere følelsesbetonede og populistiske standpunkt.

Men der er også andre grunde til, at Fogh tænker i at sætter alle forbeholdene til afstemning. Da vi i går hørte endnu et rygte om, at han alene overvejer at stemme om forsvars- og retsforbeholdet, så vi øjeblikkelig automatreaktion nummer ét fra Dansk Folkeparti: At Fogh spiller taktisk for egen vindings skyld.

Den absolut sikreste vej til fiasko for Fogh er at udsætte regeringen og japartierne for en – helt berettiget – kritik om, at afstemningen er taktisk funderet. Det vil åbne en ladeport af frustration hos vælgerne, der naturligvis ikke vil manipuleres af fuldblodspartierne. Og det vil være nemt for Dansk Folkeparti og de sitrende rester af Juni Bevægelsen, at piske en stemning op om Over- mod Underdanmark.

Tipskupon eller ’big bang’

Det eneste robuste forsvar mod en ’taktikkritik’ af afstemningsmodellen – og dermed eneste robuste mulighed for at trække de store hjørnetænder ud på nejkampagnen – består i at sætte alle fire forbehold til afstemning på en såkaldt tipskupon eller i et såkaldt ’big bang’, hvor det er alle eller ingen forbehold man stemmer om. Som det jo var tilfældet i 1993, da vi stemte om at indføre dem.

Det er demokratisk set fairplay, og det vil give fuldblodspartierne mulighed for at fokusere på substansen. Endelig skal Fogh notere sig, at han personligt næppe kommer til at stå stærkere som politiker, end han gør nu. Og han kommer til at trække meget i en kampagne. Endelig er enhver spekulation om to forbeholdsafstemninger i samme valgperiode grå teori. Årsagen er igen taktik-argumentet, men også det, at oppositionen næppe vil trække det store læs tæt på et valg.

Endelig vil Fogh skele til sin egen situation. Og sandheden er, at skal han for alvor køre sig i stilling til at slå de tunge drenge af banen i kampen om en EU-toppost, så skal han og Danmark med i ’de tunge drenges klub’. Og den går under navnet ’Euro’.