Selv om regeringen naturligvis må påstå det modsatte, så kan den ikke længere både blæse og have mel i munden hvad angår økonomien bl.a. i landets kommuner. Lars Løkke er på vej ind i slagsmål med alle og enhver om kursen, når det kommer til at vælge mellem økonomisk ansvarlighed eller brudte valgløfter.

I den seneste vurdering af den økonomiske udvikling sænker vismændene omfanget af deres dommedagsprofetier. Der er nemlig udsigt til faldende økonomisk vækst, og dermed mindre risiko for det katastrofale scenarium omkring overophedning. Nu skulle man tro, at det giver regeringen mulighed for at bruge lidt flere penge til at opfylde de løfter om velfærd, som den afgav i valgkampen, uden samtidig at kører dansk økonomi i grøften. Men så god er verden ikke.

Tværtimod. ‘Timing is everything’, ikke mindst nÃ¥r det kommer til økonomisk politik. Problemet med de manglende hænder afhjælpes ikke nu, selv om økonomien taber fart. Og den rekord lave ledighed vil for alvor give problemer med inflationen og betalingsbalancen, som vi bl.a. kender det fra tiden, hvor Anker Jørgensen var statsminister. Bundlinjen er, at regeringen fÃ¥r store problemer med at opfylde sine valgløfter betids. Samtidig udstilles den manglende rettidige omhu, nÃ¥r den siden sin tiltrædelse i 2001 har ignoreret den mangel pÃ¥ arbejdskraft, som længe har kunnet forudses.

Lars Løkke vil piske regeringens økonomer til at tinglyse opfyldelsen af så mange valgløfter som muligt. Men Lars Løkke vil ikke kunne ignorere situationens alvor, idet han selv – måske endda som statsminister – skal leve med de politiske skrammer, som en langstrakt økonomisk nedtur altid indebærer.

Lars Løkke har tre slagsmål at balancere på én gang.

Slagsmål et er med hans egne medarbejdere. Med snart færre arbejdsløse end der kan fylde en bodega uden rygeforbud, vil ingen økonom i Finansministeriet, med fagligheden i behold, kunne signere en tilladelse til at bruge flere penge til næste år. Alle tænkbare økonomiske faktorer, som kan gå galt, vil gå galt. Inflationen vil løbe løbsk for første gang i mange år. Betalingsbalancen vil da gå i rødt og ledigheden vil stige på den ufede måde (den fede måde er en ledighedsstigning gennem en kontrolleret opbremsning af økonomien). Løkke vil holde et langt foredrag for sin departementschef – Christian Kettel Thomsen – om, at det ikke er en politisk farbar vej, at sige blankt nej til kommunerne. Kettel er rutineret og vil indse, at en forhandlingsløsning må til: Løkke får lov at snolde, men for så lidt som muligt. Slagsmålet pågår gennem hele forhandlingsforløbet.

SlagsmÃ¥l to foregÃ¥r pÃ¥ statsministerens kontor. Der er ikke helt fælles interesser mellem stats- og finansministeren. Statsministeren vil søge at ’sminke liget’ sÃ¥ meget som muligt. Fogh er for længst ansat i udlandet, den dag en overophedning koster job i Danmark. Finansministeren vil indtage en mere nøgtern rolle og trække i retning af et mere ansvarligt forløb, hvor sÃ¥ mange løfter overholdes som muligt, men uden at økonomien med sikkerhed køres i sænk. Dette er en traditionel rolle for enhver finansminister, men Løkke mÃ¥ i tillæg tænke pÃ¥ sin egen risiko for at ende i Prins Jørgens gÃ¥rd, hvor han potentielt, som statsminister, skal slæbe valgsejre hjem i en atmosfære af nedtur.

Slagsmål tre står med kommuner og regioner. Begge er enorme og helt umættelige uhyrer, som i den grad vil hævde, at regeringen bryder alle løfter, hvis de ikke mødes af en veritabel guldregn. Så man lokalt kan levere en god service i valgåret 2009. Det skal bl.a. Ritt Bjerregaard i København og Nicolai Wammen i Århus nok huske kommunernes topforhandler – Erik Fabrin (V) – på,hvis han skulle glemme det under snakken med partifællen Løkke. Kommunerne kæmper for lønkroner til de stadig dyrere medarbejdere og penge til nedslidte bygninger, herunder toiletter på de skoler, som halvdelen af landets kommuner har planlagt at udsætte for dramatiske besparelser. Det er i kommunerne at pengene til service bruges, så det er også her der nødvendigvis må spares. Tør Løkke det? Venstre er et stort borgmesterparti.

Så Løkke er lige nu totalt mast i sin trefrontskrig. Læg hertil, at hans bedste redningsplanke – masseindvandring af duelig arbejdskraft – ikke er en mulighed. Der blokerer Dansk Folkeparti. Og endnu mere faretruende, så er lønninger i bl.a. Polen i tocifret vækst, hvorfor det kan tænkes, at en del af de polske håndværkere, som hidtil reelt har reddet regeringen, måske hellere vil hjem til deres familie end tage til takke med at bo alene i en skurvogn og arbejde firs timer om ugen i Danmark.

Lars Løkke mÃ¥ notere sig, at det er nu at han skal vise om han er mand eller mus i rollen som finansminister. ‘Fætter Højben effekten’ er i aftagende for regeringen og situationen kalder pÃ¥ klassiske beslutninger, som giver knubs hos vælgere og samarbejdspartnere. Og det hele krydres med en svækket pondus grundet ‘bilagssagen’, samt friske meningsmÃ¥linger, som sender Thorning-Schmidt, og ikke Løkke, ind i Foghs kontor, hvis der var valg i dag. De næste uger i Finansministeriet vil give svar pÃ¥ spørgsmÃ¥let om Lars Løkke er mand eller mus?