De radikale er som aldrig før marginaliseret i dansk politik. MeningsmÃ¥lingerne taler deres tydelige sprog. Partiets politik er usmidig og er aldrig blevet udviklet til partiets nu snart mangeÃ¥rige tilværelse langt væk fra magten. Vestager mÃ¥ bruge sommeren pÃ¥ at udvikle en ny radikal politik, der bringer partiet ud af rollen som tingets humanistiske ‘ekstremister’.

Tilhængere af Det radikale venstre er nok dem, der sveder mest her i forsommerens monumentale hedebølge. For det kan ikke skjules, at partiet ikke samler de stemmer op, som det burde gøre i en tid, hvor dets yndlingsemne – udlændingedebatten – er så meget i vælten. Sandheden er, at Vestager, på linje med veninden Thorning-Schmidt, er den mest ensomme partileder i tinget. Men endnu værre, så kniber det gevaldigt med at sælge vælgerne en ellers salgbar politisk cocktail: orden i økonomien og hjertet på rette sted. Vestager må bruge sommeren til at tænke helt nyt omkring hvordan partiet agerer i det politiske spil, hvis hun skal genskabe en tro på, at de radikale kan overleve på sigt, når det år efter år må befinde sig lysår fra den historisk tætte forbindelse til magten.

Når Margrethe Vestager kigger tilbage på sin tid som leder af det lille parti er der grund til at blive lidt forstemt. Uagtet at hun selv har leveret varen, taler meningsmålingerne og valgresultatet deres eget tydelige sprog.

For det første har hovedparten af partiets eksistensberettigelse altid været dets tætte forhold til magten. En stemme pÃ¥ de radikale var en stemme med stor indflydelse. I den tidligere SR-regering var deres indflydelse enorm idet partiet var parat til at sprænge regeringen, hvis tingene gik dem imod. BÃ¥de statsminister Nyrup Rasmussen og finansminister Mogens Lykketoft kunne ved adskillige lejligheder notere, at de radikale ville gÃ¥ egne veje, hvis de blev ‘kørt over’ i dette eller hine politiske spørgsmÃ¥l. I dagens sammentømrede VKO-blok er det en helt anden sikkerhed, som VK-regeringen har i form at opbakningen fra sit ene støtteparti – Dansk Folkeparti. I modsætning til de radikale i deres storhedstid, sÃ¥ har Dansk Folkeparti, som et yderliggÃ¥ende højreparti, ikke andre steder at gÃ¥ hen, end til Fogh. Det kunne de radikale tidligere, hvilket gav dem en enestÃ¥ende indflydelse i dansk politik. En indflydelse, som i de senere Ã¥r har været reduceret til nul.

For det andet er partiets enorme politiske særkende i udlændingepolitikken bÃ¥de en velsignelse og et mareridt. Det er en velsignelse at kunne agere politisk modpol til især Kjærsgaard og Fogh med ægte humanistisk indignation som drivkraft. Og en velsignelse, at de to førstnævnte vedvarende fÃ¥r drejet debatten hen pÃ¥ udlændingespørgsmÃ¥let, for at holde angsten for masseindvandring ved lige i vælgerbefolkningen. Men de radikale har til dato ikke formÃ¥et at udnytte denne chance. De mener selv, at de rÃ¥ber op i tide og utide med det ‘rigtige’ budskab. Men sandheden – og mareridtet – er snarere, at den lidt gammeldags mÃ¥de, som de radikale tænker politik, har sikret dem rollen som tingets ‘klovn’ eller ‘ekstremister’, nÃ¥r det kommer til udlændingedebatten.

Det er pÃ¥ Christiansborg blevet for nemt at stemple partiet og dermed se bort fra det. ‘Hallalhippier’ og andre rygmærker sidder i dag sÃ¥ godt fast pÃ¥ de radikale, at eksempelvis socialdemokraterne ret beset ikke aner hvad de skal sætte pÃ¥ af madding pÃ¥ fiskekrogen, for at de radikale bider pÃ¥. De radikale selv forklarer glædestrÃ¥lende, at man ikke kan gradbøje anstændighed. Nok muligt, men i politik er man ind imellem nødt til at gøre det alligevel, nÃ¥r situationen kalder pÃ¥ det – og det har den længe gjort for det lille parti. For igen at blive politisk spilbare mÃ¥ partiets gamle politik defineres over pÃ¥ nye flasker. Netop manglen pÃ¥ politisk fornyelse er Ã¥rsagen til, at det endnu ikke er lykkedes partiet for alvor at skabe et troværdigt alternativ til VKO, sammen med Socialdemokraterne.

For det tredje er den radikale folketingsgruppe ganske udynamisk og Vestager ganske ensom. Det er en katastrofe i en tid, hvor partiet må og skal redefinere sig selv, hvis det vil hænge på i dansk politik Vestagers tid ud. Det er kun Vestager selv, som en sjælden gang høres pippe lidt i offentligheden, på trods af, at den politiske platform på især udlændingeområdet er åbenbar. Vestager har endnu tid til at vise sit format som leder, men hun må og skal have gang i den folketingsgruppe, der agerer som om de gamle dage, med adgang til magten, ikke for længst var forbi. Præcis som de dage også er forbi, hvor profiler som Jørgen Estrup, Bjørn Elmquist, Elisabets Arnold og Elsebeth Gerner Nielsen, Niels Helveg Pedersen og Vestager selv trak læsset under Jelveds lederskab.

Som en is i sommerheden smelter partiet minut for minut. Forunderligt nok, er SF, der er yndlingshadeobjekt nummer to (DF er nummer et). Paradoksalt nok er det netop SF’s nyfundne politiske spændstighed samt aktiveringen af en ellers tam folketingsgruppe, som Vestager kan lære mest af.

Fra sommerresidensen i det franske, må Vestager nu beslutte sig for om hun vil forblive gammelradikal – og stille glide ud af politik – eller forny radikaliteten i en grad, så den atter bliver politisk relevant. Hun kan vælge begge veje, med anstændigheden i behold.