Hollænderen Geert Wilders dokumenterede med sin islamkritiske film, at kulturen også i vor tid er den direkte vej til massernes opmærksomhed. Det har Pia Kjærsgaard luret. Hun sidder i dag i Folketingets kulturudvalg. Med hendes centrale position bliver det let for DF fremover at sætte lighedstegn mellem kultur- og værdipolitikken.

‘Kampen for overhovedet at bevare et kulturliv, der kan udvikle og udtrykke sig uafhængigt af pres fra islamiske mørkemænd, der i disse Ã¥r forsøger at diktere og indsnævre rammerne for udfoldelsen af kulturen’, har Dansk Folkepartis leder bl.a. udtalt pÃ¥ partiets hjemmeside. Pia Kjærsgaard har fÃ¥et sæde i Folketingets kulturudvalg. For uendelige smÃ¥ beløb pÃ¥ de Ã¥rlige finanslove kan Dansk Folkeparti blive kulturens hidtil ukendte ‘rige onkel’. Men betingelsen for at fÃ¥ penge fra Kjærsgaards kulturkasse vil naturligvis være, at man lever op til partiets kriterier for hvad god dansk kultur er.

Dansk Folkepartis fokus på kulturen som politisk kampplads er klog, idet partiet med sin store indflydelse er i stand til at købe sig venner i kulturlivet og af den vej blive mere stuerent på en af de sidste bastioner i samfundslivet.
Der er ingen tvivl om, at kulturpolitikken er et lovende bjerg at bestige for Dansk Folkeparti.

For det første fordi partiet med sin indflydelse kan få ændringer trumfet igennem. Der er tale om et politikområde, som kun trækker en ganske lille del af statens og kommunernes budgetter. Hvilket på almindeligt politikersprog betyder, at regeringen vil være positivt indstillet overfor Dansk Folkepartis krav. Det er med andre ord ikke hjerteblod at omfordele lidt på kulturmidlerne, som det eksempelvis var hjerteblod da Kjærsgaard i efteråret krævede enorme lønstigninger til de offentligt ansatte på SOSU-området, som senest har været i konflikt. Her var hun inde og pille ved de helt store tandhjul i samfundsmaskinen. Regeringen er altid på jagt efter lunser, som den kan give støttepartiet, som betaling for dets varige og loyale opbakning.

For det andet vil kulturpolitikken være en vej til at erobre nyt politisk land for Dansk Folkeparti. Kunstnere er af åbenlyse årsager interesseret i at modtage støtte. Så med Kjærsgaard i rollen som julemand kan partiet om ikke afskaffe modstanden fra kunstverdenen men måske reducere kritikken. En kritik, der altid har været fra kunstverdenen mod et parti, som primært definerer kultur i forhold til danskhed og kampen mod den såkaldte islamisme. En kritik, som anser Dansk Folkeparti for udlændingeforskrækket og hermetisk lukket mod omverdenen. Og hvem ved – som det er sket med efterhånden massive dele af vælgerbefolkningen – om ikke kunstnerne vænner sig til, at Dansk Folkeparti rent faktisk er politisk stuerent. Der er meget at vinde for Kjærsgaards tropper.

Rykker Kjærsgaard for alvor på kulturområdet, vil de normale parlamentariske mekanismer træde i gear. Regeringen vil, som altid i værdidebatten, tavs bakke op, og lade Dansk Folkeparti om at føre den grovere del af (skræmme-) kampagnen. Socialdemokraterne vil føle sig kaldet til at agere som de altid gør på udlændinge- og retsområdet: medløbende. Og Mogens Jensen (S) kan som kulturordfører godt se sig om efter et nyt job, idet Henrik Dam Kristensen vil træde ham over tæerne. Kulturpolitikken er pludselig forvandlet til udlændinge- og integrationspolitik.

Det radikale venstre vil som vanlig få foræret en ny slagmark at profilere sig på, men vil som i resten af udlændingedebatten fremstå for frelste til, at nogen for alvor tager dem alvorligt. Alle disse rygmarvsreflekser kommer ikke bag på Dansk Folkeparti, men tværtimod spiller til partiets – og regeringens – fortsatte klæbning på taburetterne.

Historisk har kulturen altid været en del af den politiske kamp. Som Klaus Rifbjerg gør opmærksom pÃ¥ i et interview til Politiken (lægges ud Politiken.dk efter diskussionen den 10. juni), sÃ¥ var bl.a. nazisterne og Stalin kendte for at bruge kulturen til at pÃ¥virke borgernes tankeprocesser. Og omvendt har kulturen alle dage hudflettet magten og udfordret den og derved tvunget diktaturer til at kontrollere den. Rifbjerg har ret. Senest har højrefløjspolitikeren Geert Wilders i Holland bevist kulturens stærke nutidige rolle som murbrækker til vælgernes opmærksomhed. Hans islamkritiske film ‘Fitnah’ har i den grad bidraget til opmærksomheden omkring hans person og politiske synspunkter. Et faktum, der naturligvis ikke har undgÃ¥et Dansk Folkepartis opmærksomhed.

Kulturen som politisk slagmark bliver derfor mere aktuel end nogen sinde. Der er næppe tvivl om, at det over de næste år vil komme for en dag, om vor tids kunstnere er lidt mere til salg for støttekroner, end deres forgængere var.