Bomben i Islamabad er en - ikke ønsket - men uomtvistelig gave til Fogh. Efter Løkke-skandaler og Hornbechs pinagtigheder kommer statsministeren tilbage på sin yndlingsdagorden omkring muslimer og terror. Men bomben vil få vælgerne til at spørge, om man ikke kan være imod terrorister uden Foghs kompromisløse udlændingepolitik.

Den første tanke, der gik gennem hovedet pÃ¥ de danske politikere i mandags, da bomben sprang i Islamabad, var gru og bekymring. Dels over omfanget og dels over, at Danmark nu for alvor er blevet et terrormÃ¥l. Den anden tanke der gik gennem hovedet pÃ¥ danske politikere var udsigten til, at denne begivenheden igen vil ændre den hjemlige politiske andedam. Regeringen, som længe har været i defensiven med Lars Løkkes bilag, Rønn Hornbecks bizarre opførsel og statsministerens egne planer om job udlandet. En situation, den nu afhjælpes med bomben. Vi er tilbage pÃ¥ VKO’s yndlingsdagsorden: udlændingepolitikken. Oppositionen mÃ¥ i frustration ryste pÃ¥ hovedet over den ravage, som bomben fører med sig, i Pakistan sÃ¥vel som pÃ¥ Christiansborg.

Det sker højest et par gange i en valgperiode, at en begivenhed både rydder forsider og fokuserer alle vælgere om én ting. Terrorhandlingen i mandags mod Danmarks ambassade i Pakistan bragte alle danske politikere i alarmberedskab. De gjorde sig grumme umage med at formulere deres reaktion. De vidste, at alle vælgerne sad derude bag skærmen med krav om svar på det afgørende spørgsmål: hvad gør landets politiske lederskab for at forhindre, at terroren kommer til Danmark?

Svaret falder i to dele. For det første må man spørge, om alle barduner er spændt i vores interne terrorforsvar? Siden den 11. september har efterretningstjenesten fået tildelt så meget guld af politikerne, at PET-chef Jacob Scharf knapt har kunne slæbe det ind over dørtærsklen til hovedkvarteret på Klausdalsbrovej. Hvis ikke bardunerne er spændt, så er det et mandskabsproblem og ikke et bevillingsproblem.

For det andet, og vigtigere, stiller vælgerne sig selv det spørgsmÃ¥l, om regeringens udenrigs- og udlændingepolitik – in casu indsatsen i Irak og Afghanistan, debatten herhjemme om muslimer, tørklæder og ytringsfrihed samt tegningerne af profeten – har været for meget, nÃ¥r det kommer til stykket? Regeringen har vundet tre valg pÃ¥ at føre en stram udlændingepolitik. Og angsten for muslimerne er blevet systematisk næret med synlige politiske gevinster. Ikke mindst af dens støtteparti, Dansk Folkeparti. Selv om et flertal af vælgerne har bakket op om sammenkædningen af bl.a. diskussionen om ytringsfrihed, Danmarks udenrigspolitik i muslimske lande og kritikken herhjemme af anderledes tænkende og ditto klædte muslimer, mÃ¥ Fogh nu frygte, at vælgerne spørger om følgende: er krigskadeomkostningen ved at udleve ‘islamist-fobien’ i det omfang, som VKO har lagt op til siden systemskiftet i 2001 nu for stor?

Det nye problem er, at Islamabad bomben i neon understreger risikoen for, at den næste bombe sprænger inden for Danmarks grænser. Med udsigt til bomber pÃ¥ Nørreport station i myldretiden, risikerer Fogh, at vælgerne kommer frem til det ‘forkerte svar’. Hvad der potentielt kan ændre pÃ¥ VKOs patent pÃ¥ magten. Vælgerne vil nu gruble over, om mon ikke man kan være imod terrorister, pÃ¥ den fede mÃ¥de, hvor man ikke skal provokere muslimer verden over gennem tegninger af profeten, hjemlige tørklædeforbud og en blind følgagtighed i forhold til USAs udenrigspolitik? Fogh har det problem, at han, for at bevare sin troværdighed, mÃ¥ holde fast i sin kompromisløse politik. Alle anderledes tænkende betegner han som feje og eftergivende overfor terrorister.

Da Margrethe Vestager tillod sig at mele sin egen kage ved – i kølvandet på bomben – at sætte spørgsmålstegn ved visdommen i regeringens linje, åbnede Fogh planmæssigt ild med hele sit politiske stalinorgel. Vestager var en kærkommen anledning for Fogh til at markere, at nu pillede hun ved hans politiske hjerteblod. Vælgerne skulle vide, at der ikke er nogen anden politik end hans, hvis man er imod ekstreme islamistiske terrorrister.

Fogh har indset risikoen for vælgermæssig faneflugt. Debatten må ikke køre af sporet. Det var særdeles tankevækkende, at Fogh, som den eneste toppolitiker, udlod at berøre emnet i sin grundlovstale (hvad ingen medier bemærkede). Øvrige politikere talte terroren midt imod. Eneste større kikser kom fra udenrigsminister Per Stig Møller, da han sammenlignede terroristerne med dræbersnegle. En uklog sammenligning, idet anledningen ikke just kalder på populistisk humor på bakkesangerindeniveau.
Bomben i Islamabad bringer både godt og dårligt nyt for Fogh.

Den dÃ¥rlige nyhed er, at Foghs politik i indland og udland, nÃ¥r det kommer til brugen af ‘muslimkortet’, nu revurderes af vælgerne ud fra den nye situation, idet flere mÃ¥ tro, at den næste bombe sprænger i Danmark. Den gode nyhed er, at Islamabad bomben totalt har ændret den indenrigspolitiske dagsorden til det Islam-tema, som altid redder regeringen, nÃ¥r krisen kradser mest.

Den dårlige nyhed til trods, er og bliver bomben i Islamabad en ufrivillig – men stor – gave til regeringen.