Hillary Clintons nederlag understreger, at det umulige kan ske i politik. I sidste ende har politik altid handlet om troværdigheden i forhold til ’manden på gaden’. Den har Obama opbygget, og det samme er faktisk Thorning-Schmidts chance i Danmark.

Hvis læren om Hillary Clinton handler om noget som helst, så er det, at alt kan ske i politik – og at man i politik kan sætte en sikker sejr over styr ved blandt andet at undervurdere sin modstander.

Clinton førte så suverænt i efteråret 2007, at ingen troede på et nederlag. I går kom så den gennem længere tid helt forudsigelige meddelelse om hendes nederlag.

For aktørerne i dansk politik er Clintons nederlag en påmindelse om oppositionens muligheder, hvis den leverer varen. Clintons nederlag er ikke kun historien om en føring, der blev sat over styr. Det er også historien om en modstander, der rent faktisk opbyggede troværdighed, hvor det gjaldt – hos vælgerne.

Men der syntes langt fra en overraskelsernes Obama til lederne af den danske opposition, hvor noget håb om større overraskelser af Obama-dimensioner ikke for tiden synes velanbragt.

Clintons tale i går var en af de svære. Hun skulle hylde den mand, som hun indædt har bekæmpet i seksten måneders kampagne. Mest bitter er tanken om, at hun har tabt til en mand, som mildt sagt lå nede i sækken måneder tilbage. Hun skulle bare snøre den til. Men det glemte hun i, hvad der lignede en bølge af overmod og undervurdering af Obama. Og man kan ikke bebrejde hende. Obama lignede en politisk ufarlig letvægter dengang. Og ligner en letvægter i dag. Sukret ind i sød statsmandstale.

Man kan ikke afvise, at han – lige så stille og roligt som mod Clinton – vil besejre republikanernes John McCain. Men det vil ikke ændre denne signaturs billede af en sympatisk, men aldeles uprøvet, kommende amerikansk præsident. Og er der noget, som verden ikke har brug i disse år, er det en uprøvet amerikansk præsident. Hvilket bringer os tilbage til Clintons afskedssalut i Washington i går.

Danskere får let kvababbelser

Den tale, hun holdt, var en klassisk amerikansk politikertale. Det er altid tankevækkende, når disse følelsesladede taler kører over tv-skærmen. Tag for eksempel referencen til den marineinfanterist, der efter hjemkomsten fra Irak ikke har det for godt, men som gerne ser, at hun hjælper hans soldaterkammerater hjem fra helvedet i Irak, før hun hjælper ham. Eller til den enlige mor, som ikke har råd til at få behandling i sundhedssystemet.

Eller tag hyldesten til hendes mand, som var med på scenen i aftes. Og som Clinton udpegede, da hun gjorde brættet op med bemærkningen om, at i hendes fyrre år som politisk aktiv har amerikanerne stemt ti præsidenter ind i Det Hvide Hus. Kun tre gange har en demokrat vundet. Og to af de tre gange tilhørte sejren den mand, som står derovre .

Som dansker får man let kvababbelse. Kunne man måske forestille sig Anne-Mette Rasmussen holde en tilsvarende tale om nogle år og fremhæve den danske statsminister på samme vis?

Men Clintons tale er udtryk for, at USA er noget andet end Danmark. Vi har altid en tendens herhjemme til at måle amerikanerne ud fra vores egen alen. Og få kvababbelse. Men når der er valgkamp i USA, bliver vinderen ikke alene den person, der sikrer amerikanerne adgang til sundhedsydelser. Vinderen bliver den frie verdens leder og på de fleste udenrigspolitiske distancer center for den globale udvikling. Så der er mere på spil i en amerikansk valgkamp end i en dansk.

At de amerikanske vælgere forlanger noget mere schwung over politikernes taler, overrasker derfor ikke. De ved, at vedkommende skal kunne tænke som en global leder. Tænke stort.

Clinton selv ville gerne gøre sin kampagne til en milepæl for kvindelige politikere. Det var det vel også. Men om hun er kommet længere end Geraldine Ferraro, der ved valget i 1984 blev udnævnt som vicepræsidentkandidat for Walter Mondale, kan diskuteres. Clinton bliver ikke vicepræsidentkandidat for Obama. Hvide i sydstaterne stemmer næppe på hverken sorte eller kvinder, så mon ikke Obama har en hvid mand i kikkerten?

Læren for de danske politikere syntes klar: David kan rent faktisk slå Goliat. Hvis David altså har noget at byde på ud over almindelig vedholdenhed – hvad man trods alt må give Obama. Og hvis Goliat undervurderer David fælt.

Ingen kan være i tvivl om, at statsminister Anders Fogh Rasmussen har alle grunde til at undervurdere oppositionen, som den har kørt splittet og uden mål og med i de senere år.

Helle Thorning-Schmidt behøver ikke tale som Obama. Det kræver danskerne ikke. De kræver bare, at alternativet til regeringen er troværdigt og dermed realistisk. Var det ikke netop det, som Obama gjorde – opbyggede troværdighed? Ikke i kommentatorernes eller i sine politiske modstanderes øjne – men i vælgernes.

På det punkt har politik ikke ændret sig, ’mediedemokratiets’ sejrsgang til trods. Med en omskrivning af Bill Clintons berømte kampagneslogan fra 1992 er budskabet fra i går det såre enkle: ’It’s the voters, stupid’.