Det er regeringens ‘happy go lucky’ økonomiske politik, som har gjort arbejdsmarkedet til en atombombe under dansk økonomi. Og som reelt har afmonteret enhver forhandling om penge mellem staten, kommuner og organisationen mange Ã¥r frem.

På TV2 News kunne man i går se et interview med en strejkende sygeplejerske, som demonstrerede foran Århus kommunehospital. Fem gange fik hun spørgsmålet, om de overhovedet havde opnået noget som helst med strejken? Pludselig kom de forløsende ord: Vi har sat vores fag på dagsordenen og gjort det klart, at hvis ikke der kommer flere penge, vil der ikke komme en tilgang til faget og den offentlige sektor vil køre på permanent nødberedskab om ti år.

Sceneskift: I Finansministeriet sveder de kommunale ledere i disse dage over den årlige armlægning med ministeren om hvilke penge kommunerne skal have overført fra staten, i det kommunale valgår 2009. Her gælder præcis det samme spørgsmål, nemlig hvilken offentlig sektor vi skal have om ti år?

Men set fra finansministerens kontor er tilværelsen præget af de kolde økonomiske realiteter: manglen på arbejdskraft nu så akut, at kortsigtshensynet til ikke at bruge flere penge, og dermed undgå at sætte flere i arbejde, vejer langt tungere end langsigtshensynet til, at den offentlige sektor løbende skal have mulighed for at forny sig. Så uanset om man tigger penge af staten som sygeplejerske eller kommunal topforhandler, så er svaret det samme: kassen er lukket. Der er ingen tvivl om, at regeringen har ansvaret for at økonomien og arbejdsmarkedet befinder sig i den aktuelle katastrofale situation. Men der er heller ingen tvivl om, at de som i denne tid strejker eller forhandler kommunebudgetter ikke har behøvet det store kørekort i nationaløkonomi for at forudse regeringens reaktion på de umættelige krav. Hvad der bl.a. indebærer, at man må søge svaret på bl.a. sygeplejerskerne kamikaze projekt andet steds, end i en reel forventning om at finde en finansministeriel pose guld for enden af regnbuen.

Tilbage til sygeplejersken uden for Århus kommunehospital. Naturlovene burde for længst have dikteret en vigende kampgejst hos denne kvinde. Men hendes urkraft besvarer spørgsmålet om hvorfor i himlens navn DSR formand, Connie Krukow, forhandlingstaktisk har gravet sig ned i et hul så dybt, at hun er højest tre yderligere spadestik fra at få en kinesisk fodsål i øjet? Femten procent eller martyriet, har været kravet til Kruckow fra hendes medlemmer. Og det har hun fuldt. Og hverken dansk økonomis ekstremt pressede situation i almindelighed eller vanskeligheden ved at forklare os lægfolk – der jo syntes at alle personalegrupper i den offentlige sektor er vigtige – hvorfor det nu er, at sygeplejerskerne skal have mere end alle andre, har kunne styre hendes kamikazeprojekt væk fra dets uomgængelige skæbne.

Formanden for kommunernes landsforening, Erik Fabrin, har det ikke for sjovt for tiden. Af flere grunde. Dels skal han klemme penge ud af en finansminister, der ikke kan give noget. Dels presses han af sine borgmesterkolleger ude i landet, som alle mærker, at de flere ældre borgere kræver stadig mere service. Og de færre borgere i den arbejdsduelige alder, leverer færre skatteindtægter. Og endelig sidder Fabrin med visheden om, at hans bagland, som i alle andre år, vil blæse hans – forudsigeligt for ringe – aftale med finansministeren en stråhat. Man vil, som i de andre år hæve skatten efter behov, ikke mindst i et valgår, hvor borgerne ikke skal mærke markante nedskæringer i daginstitutioner mv. Så Fabrin har udsigt til en elendig sommer med et elendigt resultat, som atter vil blive undsagt af hans egne.

Dermed er der udsigt til to indgreb fra statens side mod aktørerne i den offentlige sektor. Det ene handler om, at Connie Kruckow og co. skal have deres 12,8 procent. Det vil ske inden for de næste døgn, idet regeringen ikke vil imødese totalt kaos i sundhedsvæsenet eller en truende lockout på pædagogområdet. Borgerne ved, at det kun er Fogh der kan gøre en ende på konfliktens følgevirkninger, hvad der presser ham. Det andet handler om et indgreb overfor den kommunale budgetdisciplin. Skatten må ikke stige i kommunerne under et, uanset hvad Fabrin får ud af Lars Løkke. Men de kommunale ledere syntes at vandre mod – et styringsmæssigt berettiget – indgreb, med samme kamikazeagtige sikkerhed, som landets sygeplejersker har vandret mod deres.

Tilbage står, at forhandlingssystemet for kommuner og lønmodtagere reelt er sat ud af kraft nu og i årene fremover, fordi regeringen har ført en kortsigtet og grundlæggende uansvarlig økonomisk politik. Man har ladet arbejdsmarkedet udvikle sig til en regulær atombombe under dansk økonomi. Og prisen for at undgå en detonering bliver altså ikke kun de sure sygeplejersker og kommunalpolitikere her og nu, men en offentligt sektor, der grundet behovet for økonomisk opbremsning, risikerer at køre på permanent nødberedskab om ti år. Sygeplejersken i Århus kom i går med konfliktens hidtil klogeste betragtning.