Er tiden endelig kommet til at mase Irland til at reducere sit EU-medlemskab og derved skabe politisk mulighed for at de andre lande kan gå videre med traktaten? Uanset, så påvirker det irske nej den folkelige forankring i Danmark omkring både traktaten og afstemningen om vores EU forbehold. Fogh må nu genoverveje hele sin strategi.
Om det irske nej kom fordi hele den irske middelklasse sidder midt i deres sommerferie i Grækenland og andre sydlige feriedestinationer, er fuldstændigt underordnet. Den europæiske union er atter kastet ud i en gennemgribende identitetskrise, hvis længde ingen sjæl pÃ¥ jord kan spÃ¥ om. En dansk afstemning om vores EU forbehold er i princippet ikke forbundet hermed, men hvis jeg sad i Statsministeriet, vil det sikre rÃ¥d til ministeren være, at nu skal hesten godt nok klappes. Chancen for et ja til ethvert forbehold, er markant reduceret. Alle danske EU-tvivlere vil se resultatet i Irland, som en fribillet til et EU ‘tag selv bord’. Det næste vi vil se er en flok europæiske statsledere, der søger efter en mÃ¥de at mase Irland til at drage de nødvendig konsekvenser, sÃ¥ resten kan gÃ¥ videre med den nye traktat. Og Foghs rejseplaner er nu endegyldigt sat pÃ¥ stand by idet ogsÃ¥ NATO posten nok mÃ¥ anses for tabt, da fraværet af flere topposter i EU vil gøre konkurrencen herom endnu skrappere. Magtbalancen mellem blokkene i Folketinget pÃ¥virkes ikke af det irske resultat.
I det danske Statsministerium har man længe frygtet denne dag. Irland har før hældt en traktat ned af brættet. Og den førte kampagne, hvor modstanderne har beskyldt EU-traktaten for alt, lige fra at ville tvinge en lov om fri abort igennem til indførelsen af en tvungen ét barns politik (katolikker er som bekendt imod abort og prævention). Så sent som i onsdags krævede Dansk Folkeparti en dato for afstemningen om de danske forbehold, hvilket Fogh – næppe kun i bakspejlet – klogelig ikke har lagt sig fast på. Der er ingen tvivl om, at han nu er nødt til at revurdere regeringsgrundlagets løfte om at stemme om de danske forbehold. Indlysende nok vil det irske resultat i sig selv betyde, at det bliver temmelig meget lettere for nej-folket, at argumentere for dansk status quo.

Alle statslederne vil snarest sætte sig sammen i Bruxelles og drøfte med hinanden, og ikke mindst irerne, hvordan i alverden de kan komme videre. Lissabon traktaten, som irerne altså nu har hældt ned af brættet, var netop den laveste fællesnævner for en ny udgave af en europæisk grundlov. Hvilket ikke giver store muligheder for et genforhandle dens indhold og barbere den yderligere ned. Dette peger altså i retning af tre scenarier.
For det første kan de øvrige statsledere læne sig ind over den irske regering og tvinge den til at ‘drage de nødvendige konsekvenser’, underforstÃ¥et trække sig helt eller delvist ud af EU-samarbejdet. SÃ¥ de øvrige lande politisk kan forsvare, at gÃ¥ videre. Dette er det mest sandsynlige udfald af krisen, men der er ugler i mosen. Storbritanniens leder Gordon Brown kæmper eksempelvis for sit politiske liv med historisk dÃ¥rlig meningsmÃ¥linger. SÃ¥ for ham vil en aflysning af hele dette traktatcirkus komme som en Ã¥benbaring fra himlen, hans landsmænds skepsis til EU taget i betragtning.
For det andet kan de øvrige lande beslutte at gøre alvor af visionen om et Europa i flere hastigheder. De kan sætte Irland af toget. Dette er en kæmpe beslutning, men med udsigten til et totalt stop for enhver glamour omkring EU-projektet, er tiden mÃ¥ske ved at være moden hertil? Den tyske kansler Merkel har kæmpet som en gal for denne ‘letvægter traktat’, og det syntes næsten at være en dødsdom over EU’s udvikling, hvis man accepterer, at end ikke en sÃ¥dan kan komme igennem.
For det tredje er der muligheden for en langvarig EU koma. De fleste eurokrater vil ryste pÃ¥ hovedet over ‘folkets røst’ og være frustrerede over hvor lidt borgerne sætter pris pÃ¥ deres anstrengelser i Bruxelles. Men frygten for EU borgernes fremtidige syn pÃ¥ unionen, hvis man ’skyder sig igennem’ og smider irerne pÃ¥ porten, vil være udtalt. Sandsynligheden for at man lander i langvarig handlingslammelse, er derfor stor.
Uanset, så er tiden nu atter til europæisk selvransagelse. Projektet er nødlidende igen – man har atter glemt folket. De lande – herunder Danmark – der har valgt ikke at stemme om traktaten, vil efter Irland komme under et kolossalt politisk pres. Og et godt råd til statsministeren er derfor, at han må se en sammenhæng mellem folkets mulighed for at stemme om traktaten (hvis det atter bliver relevant?) og afstemningen om forbeholdene. Magtbalancen i Folketinget ændres ikke som sådan, men Dansk Folkeparti er blevet styrket i sit nationale anti-EU fokus.
Fogh selv må se sine internationale planer i EU systemet skrinlagt i en rum tid fremover. Der er ingen nødplan for et nej, hvorfor NATO topposten i foråret givet skal besættes før EU får behov for at besætte nye topposter. Dermed vil antallet af kandidater til NATO jobbet stige og hans chancer bliver ganske ringe.

 Så ét konkret resultat af den irske afstemning er således, at den danske offentlighed omsider kan tro lidt på statsministerens besværgelser om, at han ikke er kandidat til noget som helst.