Mens vi som turister nyder den lave dollar og leger ‘Sex and the city’ i New York, smadres de centrale økonomiske balancer i dansk økonomi. Nationalbankdirektørens krav om større ledighed er politisk grotesk og komisk, men hvad er reelt alternativerne?
Kommunikation er en svær ting. Landets nationalbankdirektør – Nils Bernstein – leverede nok årtiets mest ubehjælpsomme og politisk aldeles uspiselige forslag til hvordan vi skal redde dansk økonomi fra den ventede truende nedtur: Skaf flere ledige, ellers skaffer udlandet dem for os.
Bernstein kunne lige så godt have foreslået, at vi skal nedlægge det offentlige sygehusvæsen, afskaffe alt socialhjælp eller fylde alle naturparker op med jernbeton. De politikere, som kommenterede nationalbankdirektørens udsagn kunne ikke gøre andet end undsige ham. De mest nådige undlod at sige noget i det hele taget. Men når latteren over denne kommunikationskatastrofe er døet hen – og der vil nok desværre for bankens førstemand gå en rum tid – vil de kolde realiteter stå tilbage: Bernstein har ret. Desværre.
Hvis kommunikation er en svær ting, sÃ¥ er det at føre en fornuftig økonomisk politik det ligesÃ¥. Bernsteins desperate skrig om handling fra regeringens side bunder jo netop i, at lamperne blinker rødt, for de relevante nøgletal. Betalingsbalancen, konkurrenceevnen, statsfinanserne, det hele hænger sammen. Som turister nyder vi de billige ture til USA. Som var vi en dansk udgave af ‘Sex and the city’ nyder vi powershopping i New York med dollaren nede i 4.80 kroner. Men nÃ¥r vi tømmer stormagasinerne pÃ¥ 5th avenue, sÃ¥ flyder de danske kroner ud af landet og handelsbalancen forværres.

Den amerikanske økonomi har det ikke for godt tiden. Finanskrisen og det afledte kaos i boligsektoren indebærer rekorddårlige tal for ledigheden m.v. Men den øgede ledighed presser de amerikanske lønstigninger i bund og den billige dollar gør det nemmere for amerikanske virksomheder, at sælge deres varer. Vores svar i Danmark på den øgede amerikanske konkurrencekraft, består i at give hinanden historisk høje lønstigninger. Danske varer bliver kritisk dyrere at sælge i udlandet. Og så er vi tilbage ved den uheldige, men kloge, nationalbankdirektørs pointe.

Danske virksomheder skriger pÃ¥ arbejdskraft i en grad, sÃ¥ de længe har mÃ¥tte skrinlægge nye projekter eller flytte produktionen til udlandet. De kloge politikere, som hellere vil gÃ¥ jernbyrd (bære hvidglødende jern) end støtte op om en politik, der aktivt skaber flere ledige, nævner, at man i stedet skal sikre flere hænder pÃ¥ det danske arbejdsmarked pÃ¥ anden vis. Hermed tænker de pÃ¥, at man jo kan lukke flere ind fra udlandet, til at supplere de horder af polakker og andre østeuropæere, som vi reelt skylder en del mere end den elendige løn, som de typisk fÃ¥r ud af deres anstrengelser. De bærer æren for, at økonomien endnu ikke ligner en 80′er nedtur.
Men argumentet om import af arbejdskraft holder ikke i virkeligheden. For det første fordi den politiske naturtilstand i Danmark siden systemskiftet i 2001, ikke ligefrem taler for øget indvandring. Ja, jo, der er da beskæftigelsesministerens seneste indvandringsordninger, hvor enhver udlænding med en PHD i fysik eller biologi kan slippe ind, hvis ellers Novo Nordisk eller B&O garanterer for deres beskæftigelse. Men den form for indvandring, som kan genskabe et fleksibelt arbejdsmarked i Danmark, udelukkes totalt af regeringens og Dansk Folkepartis almindelige syn på udlændinge.

Regeringens hidtidige aktiviteter på feltet kan derfor kun betegnes som politisk staffage, problemets reelle omfang taget i betragtning. For det andet er det givet for sent at stimulere til øget indvandring. Den volumen der skal til tager år, at lukke ind og integrere i Danmark. Vi skulle have startet den manøvre for længst.
Sandheden er derfor, at politikerne fra højre til venstre lurepasser og lader økonomi være økonomi. Med den potentielle kæmpe omkostning, som manglen på rettidig omhu indebærer, og som skal betales af de svageste i blandt os, når og hvis massearbejdsløsheden atter buldrer ind over os. Som et af de tunge sommertordenvejr, vi desværre nyligt har set afløse de gode dage med solskin.
Nils Bernsteins tragikomiske formulering om manglen på ledige er et stille krav om behovet for at træffe de nødvendig valg, hvis vi skal undgå katastrofen. Det betyder konkret, at aftaler om kommunernes økonomi og næste års finanslov, for en gang skyld, ikke skal medføre flere penge til offentligt forbrug. Og det vil gøre ondt hist og her.
Politik er en branche uden courage. I klimaspørgsmålet bilder man os ind, at vi kan redde jorden, uden at vi hæver prisen på benzin og kører langt mindre i bil. I spørgsmålet om økonomisk politik bilder man os ind, at vi kan brænde alle de penge af vi vil på service, uden at det betyder noget for vores konkurrencekraft og risiko for nedsmeltning i ny massearbejdsløshed. Den politiske debat har siden 2001 handlet om værdidebatten. Nok så mange statsministerielle interviews i Berlingske tidende om værdikampen kan ikke ændre på, at den økonomiske dagsorden atter trænger sig på.

Bernsteins bizarre melding er måske det wakeup call politikerne vil agere på – når latteren har lagt sig.