Regeringens seneste planer om privatisering fik Politikentegner Roald Als til at se rødt og på ny kræve berigtigelse af sin mangeårige politiske vurdering af regeringen.

Kære Peter

Roald

E-mailen fra bladets tegner tikkede ind præcis kl. 10.30, da han denne mandag morgen – synligt ophidset over dagens forsideartikel, hvor regeringens nye privatiseringsplaner stod beskrevet – indså, at hans værste fordomme om regeringen nu klart var kommet for en dag og endegyldigt bevist.

Det er ingen hemmelighed, at Roald Als ikke er en af regeringens største støtter. Ikke sjældent har hans politiske engagement velsignet denne skribent med ideer til analyser, der typisk vil få blodet til at banke i kinderne på Enhedslistefolket.

Politikens tegner har ret i, at Fogh hele tiden har haft et liberalt grundstandpunkt, som ikke ligger langt fra hans berømte bog om minimalstaten. Men statsministeren har fra day one som V-formand været sig pinligt bevidst, at hvis han kører for hurtigt frem med sit liberale paradis, vil han miste magten.

Det er interessant, at Fogh, dagen efter at han var blevet valgt til formand for Venstre, stod frem i B.T. med en erklæring om, at han var »den lille mands beskytter«. Jeg husker det tydeligt, fordi jeg dengang – som rådgiver for statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) – frejdigt fremlagde den analyse , at Fogh næppe ville holde frem til næste valg. Ikke en sjæl i kongeriget vil købe et sådant hamskifte.

Indlysende for enhver var dette ikke en af mine mest succesfulde politiske forudsigelser. Og efter de første meningsmålinger, som gav Venstre tæt på 40 procent af stemmerne, blev denne pointe hugget i sten. Min eneste undskyldning for analysen er erindringen om, at Fogh dengang – i årevis – havde fremstået som præcis den hulemand, vi alle kender fra Roald Als’ tegninger her i bladet.

Siden 2001 har Fogh og hans regering ikke krummet et hår på vælgernes hoveder. Det økonomiske opsving har i den grad sikret, at han har kunnet lege julemand. Men det har også sikret, at regeringen gradvis har kunnet sætte kursen mod sit liberale paradis. Uden nærmere annoncering. Alene behandlingsgarantien på én måned vil bidrage til en enorm fremgang for de private sygehuse, idet den ikke kan overholdes.

Liberal ulv i fåreklæder

Det seneste Venstreudspil om privatisering af næsten alle større dele af den offentlige sektor bringer intet nyt. Det nye er, at Fogh tillader, at udspillet overhovedet kommer frem. Det er direkte i strid med hans hidtidige strategi om, at vælgerne skal lulles ind i de skridt, som samfundet tager i liberal retning.

Der er tre grunde til, at han nu agerer så åbenlyst, at Roald Als ser sine fordomme bekræftet. For det første er Fogh klar over, at han nu efter syv år ved roret har reduceret antallet af vælgere, der ser ham som den liberale ulv i fåreklæder. Han kan gøre med, uden at vælgerne bliver nervøse.

For det andet har Fogh konstateret, at oppositionens evne til at kritisere og mistænkeliggøre nye liberale skridt ikke er nævneværdig. Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, har senest uden held forsøgt at undsige regeringen på netop sundhedsområdet.

For det tredje er vi fortsat så tidligt i valgperioden, at den ekstremt liberale del af Venstre, som altid har kritiseret den ’socialdemokratiske Fogh’, godt kan få lidt snor i debatten, uden at chancerne for genvalg mindskes nævneværdigt. Derfor kan Fogh lukke lidt liberal damp ud.

V-forslagene bliver svære at udmønte i praksis. Hvis private udbydere skal tjene penge, skal de enten køre institutionerne mere effektivt eller tage en højere pris for ydelsen. Men den offentlige service får faktisk generelt gode karakterer af borgerne. Fogh vil endvidere drage omsorg for, at det liberale eksperiment ikke løber løbsk. Han vil fortsat holde sig til strategien om, at forandringer skal komme gradvis, så vælgerne vænner sig hertil.

Roald kom i mandags hen til mit kontor, straks efter at han havde sendt sin mail. Da jeg anførte, at de liberale ændringer, som regeringen gennemfører, først for alvor vil kunne mærkes, når økonomien går den gale vej, blev jeg grundigt belært om, at det ikke er rimeligt, at samfundsmodellen afvikles i ly af en højkonjunktur. Det måtte jeg medgive ham, men indrømmelsen hindrede ikke tegneren i at insistere på, at han – for læsernes skyld – burde skrive en analyse i mit navn.

Det indvilgede jeg gladelig i – forudsat, at jeg fik lov til at tegne en tegning i hans navn. Der satte tegneren dog grænsen.