Uanset hvor sympatisk et menneske fru Fogh Rasmussen end er privat, så er hun en nullitet i både en offentlig og politisk sammenhæng. Deltagelsen i vild med dans er politisk uklog og hun vil – like it or not – blive set som en agent for sin mand.
Bedst som alle politiske iagttagere har slÃ¥et sig til tÃ¥ls med, at den politiske sæson er forbi, springer TV2 en ægte bombe. Fru Fogh Rasmussen skal være med i succesprogrammet ‘Vild med dans’. En begivenhed, der givet er til glæde for TV2’s seertal, men næppe til græde for hverken hr. eller fru Fogh.

For midt i al danseglæden har man i Statsministeriet glemt at holde det politiske hoved koldt. Fru Fogh kan ikke undgå, at blive set skævt til af de knap halvtreds procent af danskerne, som ikke støtter op om hendes mands liberale projekt. Læg dertil den almindelige misundelse hos den del af de borgerlige stemmer, som ikke stemmer på Venstre. Vild med dans er ikke et halbal i Venstres ungdom og som vi ser det i denne tid i USA, så har toppolitikernes koner i høj grad en politisk rolle - uanset om de ønsker det eller ej.
Foghs rÃ¥dgivere tog i Ã¥r for tidlig pÃ¥ sommerferie. Var et forslag om statsministerfruens deltagelse i en populær danseudsendelse kommet op dengang jeg arbejdede i ministeriet, ville sagen være blevet skudt ned med det samme. Det kan kun give bagslag for statsministeren, at hans kone nu skal fylde sendefladen ud hver lørdag. Den kolde analyse er den, at uanset fru Foghs sympatiske personlighed, sÃ¥ er hun en nullitet i den store offentlighed, pÃ¥ linje med de fleste af os andre. Hendes eneste adkomst til ‘Vild med dans’ er hendes ægteskab med hr. Fogh.

Ganske mange vælgere, sÃ¥dan cirka lige under halvdelen, støtter ikke hendes mands projekt pÃ¥ valgdagen. Og de vil enten finde en anden tv-kanal lørdag aften eller blive bekræftet i, at statsministeren og hans familie nu betragter medierne og andre samfundsinstitutioner, som deres private legeplads. Der findes per definition ikke en sød og uskyldig vinkel pÃ¥ fru Foghs ageren. Hun er en del af sin mands projekt. Og ved at dukke op i den bedste sendetid i en sammenhæng helt uden for den politiske kontekst, vil mange vælgere føle, at hun promoverer sin mand ‘ind gennem bagdøren’.

Og blandt hans politiske modstandere i såvel regering som opposition, vil fru Foghs ugentlige danserytmer blive udlagt som magtarrogance.
Fogh begår her den politiske dødssynd, at han prøver at score billige politiske point på sin kone. Personlig åbenhed om den private statsminister er normalt godt. Men hvert land har sine uskrevne moralske grænser for hvad en statsministerfrue kan gøre og ikke gøre. I USA har man aktuelt et ekstremt skarpt fokus på de to potentielle præsidentfruer.

Ikke mindst Barak Obamas kone er kommet under mikroskopet. Hendes udtalelse om, at det først er efter valget af hendes mand til demokraternes præsidentkandidat, at hun er stolt af sit land, har bragt hende og dermed hendes mand i problemer. Højreorienterede medier gør hvad de kan for at udlægge denne udtalelse som racistisk. Altså, at fru Obama bærer på en uudslukkelig hævntørst på vegne af den afroamerikanske befolknings plagsomme amerikanske historie. Fru Obama, som er vokset op i den fattige del af Chicago, er en sjælden personlig succes. Hun har kæmpet sig ud af slummen samt opnået uddannelse og status. Der findes imidlertid ikke det talkshow, hvor fru Obama i denne tid ikke søger at glatte ud for sin bemærkning.
De fleste husker endvidere Hillary Rodham Clintons aktive rolle i Det hvide hus under præsident Bill Clinton. ‘Stem pÃ¥ én og fÃ¥ to’ var det valgslogan, som næsten var ved at vælte valgkampen for Bill Clinton, da han skulle erobre det hvide hus. Den amerikanske befolkning var simpelthen ikke klar til en præsidentfrue, der brugte tiden til andet end til at bage kager i køkkenet. Hvad Hillary selv bemærkede og efterfølgende fik mange dask med spaden for. Bundlinjen i alt dette er, at det betyder noget hvordan statsledernes partnere agerer. OgsÃ¥ i Danmark. Og linen de gÃ¥r pÃ¥ er tynd som en fiskesnøre.
Det er muligt, at Fogh slipper helskindet fra, at konen suser rundt på dansegulvet hver lørdag. Som han er sluppet helskindet fra, at hans finansminister har haft sit bilagskaos og som han er sluppet fra, at hans integrationsminister ikke er enig i sin og regeringens tørklædepolitik. Men det betyder langt fra, at beslutningen om fru Foghs deltagelse blandt Danmarks modigste dansere er klog. Fru Foghs dans er stilbrud, som i den grad er politisk uklogt. Bemærk hvad overgik Hillary Clinton og altså nu Obamas frue. Begge måtte de blæse retræten i deres overraskelse over, hvor tung en rolle de i grunden har. Fogh ved inderst inde godt, at fruens danseri er en politisk brøler.

Men ofte er det netop beslutninger i de lidt skæve personlige sager, at en statsminister udviser sløret dømmekraft og derfor har brug for en mere håndfast rådgivning. Idet toget nu er kørt for at pille fruen af plakaten, kan Fogh kun håbe på, at danseprogrammets dommere og seere klarer ærterne.

– Problemet er, at en stemme på fru Fogh vil være en stemme på hr. Fogh.