Alle andre end politikerne ser risikoen for en økonomisk krise. Det er næsten utilgiveligt, hvis vi endnu en gang får masseledighed, fordi vi sænker vores forbrug.

Med den eksploderende oliepris og det totale fravær af politisk bekymring får man unægtelig fornemmelsen af at være til danseaften på Titanic. Hvor længe vil der gå, før vi mærker vandet pible ind om vore ankler?

Den politiske opgave handler om at sikre virksomhedernes og de ansattes tro på fremtiden, idet stadig flere fornemmer sagens alvor. For det første må politikerne lære af erfaringerne fra især nedturen i 1970’erne og 1980’erne, hvor olieprisen eksploderede, og hvor overophedning samt generel nedtur for de danske virksomheder førte til stor arbejdsløshed.

For det andet må man netop forstå vores dobbelte rolle som medarbejdere og forbrugere. Og for det tredje kan vi i dag bruge EU som økonomisk instrument – ser man bort fra de aktuelle genvordigheder med Irland. Vores nye økonomiske udfordringer kan ikke løses af landene enkeltvis, hvad vi fejlagtigt troede tidligere. Her er for en gangs skyld en positiv rolle for EU, som både medarbejderen og den private dansker kan forstå.

Vi danskere er både medarbejdere i virksomheder og borgere. Som medarbejdere mærker vi økonomiske omslag. Vi ved alle, når tiderne skifter – i god såvel som i dårlig retning.

Som borgere holder vi gennem forbruget vore egne virksomheder i live ved at købe deres produkter. Vi skal nu for alt i verden undgå en dominoeffekt, hvor vi som reaktion på olieprisens indvirkning på vore virksomheder holder dramatisk igen på vores forbrug.

Da Nyrupregeringen kom til i januar 1993, var der massearbejdsløshed i Danmark – svarende til 360.000 heltidsledige. I dag har vi som bekendt færre end 50.000 af slagsen. i 1993 brugte vi danskere ingen penge grundet tidernes ugunst. Det blev derfor sværere for vore virksomheder at sælge deres varer herhjemme. Derfor gennemførte Nyrupregeringen en økonomisk politik, som gav danskerne flere penge mellem hænderne. Muligheden for at konvertere sine realkreditlån blev bl.a. etableret dengang, hvilket gav ny forbrugslyst.

Vi almindelige ansatte på danske virksomheder kan godt læse de aktuelle solemærker for vores virksomheder. Aktuelt kan vi godt forstå, at når olieprisen stiger, må enten virksomheden eller kunderne betale for fordyrelsen af produkterne.

Vi kan gå forstå, at når dollaren falder, så bliver konkurrencen med de amerikanske virksomheder ekstra hård. Vi kan godt forstå, at når vores egne lønninger stiger med et stykke over inflationen, så bliver vores virksomheds produkter dyrere og vanskeligere at sælge. Vi kan godt forstå, at når finanskrisen og almindelig usikkerhed om den globale økonomi får både centralbanker og kommercielle banker til at hæve lånerenterne over for vores virksomhed, så gør også dette produkterne dyrere. Uden at være finansgenier kender vi godt situationen for vores virksomhed. Og vores private ageren hænger tæt sammen hermed.

Dyrere at have gæld

Hvad gældsoptagelse for virksomheder angår, findes en sej myte. Normalt siger finansteorien, at det er underordnet, om man finansierer sig med bankgæld eller egenkapital. Kravene til afkast er de samme. Men i en omstillingsperiode, hvor bankerne generelt bliver mere forsigtige og hæver renten, også på grund af finanskrisen, bliver det en ekstraordinær dyr fornøjelse for de virksomheder, hvor balancen er præget af en tung gældsandel.

Det bliver simpelthen dyrere at have gæld, hvilket Nationalbanken beretter om i sin seneste vurdering af bankerne:

»Mens indtjeningen steg i 1. halvår, var 2. halvår 2007 et vendepunkt for mange banker efter en lang periode med stigende indtjening. Fremadrettet vil udviklingen i banksektoren også være påvirket af uroen på de finansielle markeder og udsigterne til vækstafdæmpning i dansk økonomi«.

Myten om, at kravene til afkast på aktier og renter på banklån er de samme, holder ikke i en usikker økonomisk omstillingsperiode, som verdensøkonomien i dag befinder sig i. De virksomheder, der har en stor eneejer kæmper reelt mere med at tjene penge i et omfang defineret af ejeren end af långivere udefra. De kæmper altså mest med sig selv.

Når vi som ansatte i danske virksomheder ser, hvordan det går vores virksomhed, følger vores private økonomiske ageren trop. Olieprisens effekt er en indikator, de færreste privatansatte overser. I denne tid falder etableringen af udestuer og carporte. Man kan pludselig godt få en håndværker i røret, når man ringer. Det er ikke tilfældigt. Danskerne er bekymrede, fordi deres virksomheder er det.

Mon ikke det er tid for politikerne at se den aktuelle økonomiske situation – symboliseret ved olieprisen – i et europæisk perspektiv og sikre tilliden til fremtiden hos den enkelte forbruger? Frem for at lade skuden sejle, mens vandet løber ind.