Statsministeren skal via sin kritik af Vestagers udenrigspolitik såmænd nok få støvet sin muslimprofil af igen. Men risikerer Fogh sit historiske eftermæle ved brug af grove historiske sammenligninger?

Når Danmarks statsminister på et møde i VU sammenligner den radikale leder, Margrethe Vestager, med tidligere udenrigsminister Erik Scavenius, handler det fortsat om får og bukke, om muslimerne og de kristne og om ham selv og tvivlerne. Mest af alt handler det om at vinde næste valg.

Men dels er hans præmis om, at Scavenius og resten af medlemmerne i den danske samlingsregering fra 1940-43 var en samling feje uslinge, af gode grunde anskuet i historiens nådefulde bagklogskab. Dels er hans præmis og antydning af, at Vestager - med sine forsigtige spørgsmålstegn ved Foghs historisk set ganske aggressive udenrigspolitik - er imod ytringsfrihed og tilhænger af terror måske en tand for demagogisk. Statsministeren er naturligvis helt klar over karakteren af sine præmisser. Han kan sin symbolpolitik, herunder, at vælgerne er til salg for simple sammenligninger, når det kommer til udlændingepolitikken.

Efter Vestager-polemikken kan man ligefrem høre ham stille følgende spørgsmål i næste valgkamp: Skal Danmark ledes af politikere, som bukker under for terror og trusler mod menneskerettighederne, når det virkelig gælder? Spørgsmålet er imidlertid, om ikke statsministerens primitive - men uhyre effektive - symbolpolitik er ved at tage overhånd, og om den på sigt vil skæmme hans politiske eftermæle, når han selv engang, som Erik Scavenius, bliver vurderet af eftertiden?

Pressen var tilkaldt. Fogh havde noget pÃ¥ hjerte. I en forsamling, hvor budskaberne helst skal stÃ¥ i boblesprog, kunne statsministeren tage bladet fra munden i VU forleden. Hans velkendte kritik af samarbejdspolitikken i krigens første tre Ã¥r fik comeback med det resultat, at daværende udenrigsminister og dansk chefforhandler over for tyskerne, den radikale Erik Scavenius, ikke kun blev udstillet som en mand, der kujonagtigt gik tyskernes ærinde. Hans efterfølger i vor tid, Margrethe Vestager blev det samme. I dag er fjenden blot ikke tyskerne, men muslimerne. Dels de muslimer, som ikke deler Foghs eksakte demokratiopfattelse, dels de mere militante af slagsen, som udøver terror i Vesten og i deres egne samfund. I behagelig afstand til begivenhederne, der ramte Danmark i 1940, undsiger statsministeren skrÃ¥sikkert de politikere (fra alle partier, herunder Venstre), som indlod sig pÃ¥ samarbejdet med tyskerne. Statsministerens logik er her, at han (og præsident George Bush) grundlæggende stÃ¥r i samme situation i dag, blot over for en anden fjende, og at han, i modsætning til politikerne i 1940′erne, tør sige fra. Fogh ved, at danskernes fokus pÃ¥ muslimer gør, at den historiske sammenligning rammer plet.

PÃ¥ sikker grund

Statsministerens forudsætning om, at de to historiske situationer er næsten identiske holder muligvis ikke. At sidde oppe i Statsministeriet og se tyske kampvogne patruljere fra Højbro Plads til Thyborøn er trods alt en lidt anden kontant og langt mere krævende politisk udfordring end at sende 200-400 danske soldater til Irak eller Afghanistan. Statsministeren er imidlertid villig til at løbe den chance, at hans to historiske situationer afsløres som en sammenligning af æbler og bananer. For oppositionen er fanget i en polemisk fælde.

Der er intet, Fogh hellere ser, end at Vestager kaster sig ud i et mere detaljeret forsvar for Scavenius og de politikere, som dengang - stående foran tyskernes bajonetter (en form for trussel Fogh selv aldrig har været i nærheden af) - modstræbende anså beslutningen om at samarbejde for den mindst ringe. Gør Vestager det, vil hun tabe diskussionen alene på de to politiske situationers enorme forskel i kompleksitet. Hvor Fogh nemt kan hævde - i fuld enighed med de fleste danskere, herunder Vestager - at vi skal stå fast over for terror, kan Vestager ikke på halvandet minut i TV 2 Nyhederne forklare den utrolig komplekse politiske, militære og psykologiske situation, der kendetegnede situationen her til lands i 1940.

Sådan fungerer moderne politisk massekommunikation bare ikke. Derfor er Fogh debatmæssigt på sikker grund, når han kaster sig over Vestager og (over)fortolker hendes udenrigspolitik derhen, at hun nu vil være eftergivende over for terror og basale menneskerettigheder, som Erik Scavenius var i 1940. Det er godt politisk håndværk af statsministeren. Fogh skal såmænd nok få sin muslimprofil støvet af endnu en gang.

Men gør Fogh sig selv en historisk bjørnetjeneste? Der kommer en dag, da man vil kigge tilbage på Fogh, som han selv i forgårs kiggede tilbage på Scavenius. Ser man da en statsminister, som af et ærligt hjerte bekæmpede international terror med videre ude som hjemme?

Eller ser man en professionel polemiker, som (for)drejer historiske fakta for at udnytte dem i en petitpolitisk lokal sammenhæng? En kritik af statsministeren for sidstnævnte har ikke fået ringere vilkår efter talen i forgårs i Venstres Ungdom.