Jeg svor, at denne tekst ikke kun skulle være en hyldest til Bruce Springsteen, men også en sammenlignende analyse af hans ægthed og politikeres behov for samme. Blev det alligevel alene en hyldest, eller blev det også en analyse? Døm selv.

Søndag aften var vi nogle stykker, som trodsede EM-fodboldfeberen og gik til koncert med rockguden Springsteen. Vi stod der, små 50.000 af os, og sang, lyttede og (nogle af os) dansede. Mandens bedste koncert på dansk grund til dato. Ikke dårligt af en 58-årig.

For at tilføre læserne af denne analyse lidt af stemningen vil jeg citere Berlingske Tidendes anmelder - Thomas Søie Hansen - for følgende: »… Springsteen sætter trumf pÃ¥ med endnu en kærlighedssang, sÃ¥ direkte gribende, at man næsten ikke kan være i sin egen krop, ‘Because the Night’. Selvfølgelig tilhører natten de elskende, selvfølgelig tilhører den os. Et stort og afvæbnende højdepunkt. »Is everybody all right?«, spørger han. Nej, ikke jeg, det er næsten for meget og for intenst pÃ¥ én gang«.

Jeg kan umuligt tilføje yderligere, idet anmelder Hansen rammer plet.

Hvad i alverden er det, som gør, at den 58-Ã¥rige amerikaner kan samle 50.000 danskere i Parken for at høre en gang guitarrock, der ligger meget langt fra den smÃ¥borgerlige ‘vi drikker rødvin om fredagen’-tilværelse, som de fleste af os lever nu om dage? Er svaret musikkens kvalitet? Er svaret mandens uendelige charme?

Nej, svaret er det todelte ‘ægthed og samvittighed’. Springsteen er ikke socialist, men hans sange har altid kredset om de smÃ¥ eksistenser. Om teenagepigen, der blev mor, og som savner byens lys. Om den fattige familiefar, der mÃ¥ sove i bilen med sin familie uden for Houston, Texas. Om venskaber, der brydes, selv om de var planlagt til at holde for evigt. Om den unge mand, der i frustration over al sin fattigdom og modgang beslutter sig for at træde over ‘pÃ¥ den anden side’ og gøre en (kriminel) bekendt en ‘tjeneste’.

Skepsis over for magthaverne

Alle disse sange om de svage i samfundet samler mennesker om ét politisk budskab: Det nytter ikke noget, at vi ignorerer de uretfærdigheder, som indtræffer lige foran vore øjne hver dag.

Typisk får Springsteen på et tidspunkt under sine koncerter vrænget ud til publikum, at »I skal aldrig stole på det, I ser med det blotte øje. Det er en borgerpligt at være skeptisk over for magthaverne«. Således også i søndags.

I et tv-interview beskrev Springsteen et andet yndlingsbudskab på den måde, at han engang følte, at det var skønt at køre i sin limousine (Springsteens symbolpolitik baserer sig meget på bil-klicheer) og køre ud ad motorvejen. Men pludselig fandt han ud af, at han var helt alene på vejen.

Den politiske bundlinje i alt dette er naturligvis, at social samvittighed fortsat berører os - hvis den er ægte. Og det er netop Springsteens varemærke, dette sÃ¥ svære begreb, som ‘ægthed’ jo er. Politikere har for længst lugtet, at denne ægthed kan udnyttes.

Præsident Ronald Reagan roste engang Springsteen for hans fædrelandskærlighed i forbindelse med pladen ‘Born in the USA’. Springsteens fædrelandskærlighed er imidlertid af en lidt anden karakter end den, som Reagan stod for, hvilket han gjorde opmærksom pÃ¥ i adskillige koncerter pÃ¥ tidspunktet.

Herhjemme er bl.a. Ritt Bjerregaards interesse for musikeren velkendt, om end man må tro, at Springsteen er noget mere i sync med hendes politiske observans end salige Ronald Reagans.

Er det således, at i en tid med globale udfordringer aktuelt omkring klimaet, terror og økonomien (olieprisen, madpriser, finanskrisen etc.) har mange af os ekstra brug for en mand som Springsteen? Måske.

Kort tid efter at flyene 11. september smadrede ind i de to tÃ¥rne i New York, bakkede Springsteen sin bil ud af indkørslen i New Jersey. En forbipasserende sÃ¥ ham tilfældigvis og rÃ¥bte: »Vi har brug for dig nu!«. Kort efter udkom sangen ‘My City of Ruins’.

Hver er den ægte vare

Springsteen har den ægthed, eller autenticitet, som alle politikere søger. Det er ægtheden, som rammer os vælgere, når vi skal vurdere, hvem vi vil stemme på, og hvem som har vores sympati. Og selv den største politiker vil falde som en sten til jorden, hvis vedkommende afsløres som forstilt eller falsk.

I en dansk sammenhæng stiller mange spørgsmålet, om Thorning-Schmidt er en ægte socialdemokrat? Eller om Fogh er en ægte liberal? Er Søvndal en ægte folkesocialist? Ingen af de tre politikere kan fylde Parken med tilhængere. Men de har det til fælles med de seneste årtiers største rockmusiker, at uden den samme ægthed omkring dem selv og deres budskaber gennemskues de af vælgerne.

Springsteen er flere gange blevet opfordret til at gå ind i politik. Blandt andet har man ønsket, at han stillede op til det amerikanske senatsvalg. Det har han blankt afvist.

I Parken i søndags var vi mange, som var glade for den beslutning. Der så vi en mand, som ikke alene er en guitargud for Herren, men som også har større politisk gennemslagskraft omkring de mest basale humanistiske (politiske) budskaber end nogen politiker på denne jord.

Stay hard, stay hungry, stay alive!