Skal statsministeren fortsat være vælgernes førstevalg i en tid med øget arbejdsløshed, sÃ¥ kræver det, at han transformerer sig selv og regeringen endnu mere i retning af, at være en ‘god socialdemokrat’.

Det var sommer i går, i den lille by Vallekilde på Vestsjælland. På højskolen af samme navn, var undertegnede hidkaldt til en snak med Politikens læsere om værdikampen. Konklusionen er, at formentlig kun en solid økonomisk nedtur kan ændre de, nu mangeårige, ensidige politiske fokus på udlændingespørgsmålet, hvilket er politisk interessant, idet den økonomiske vejrudsigt står på storm. Angsten for udlændinge skal nu konkurrere med vælgernes bekymring for arbejdsløshed og personlig konkurs. Regeringen skal til at opbygge et forstærket image, som vælgernes foretrukne bolværk mod konsekvenserne af en økonomiske nedtur. Men i modsætning til udlændingepolitikken, er beskæftigelsen Socialdemokraternes historiske hjemmebane. Fogh har derfor rigeligt at tænke over, i sit sommerhus i Frankrig.

Den europæiske centralbank (ECB) hævede renten i forgårs for at bremse den eskalerende inflation. Inflationen skal bekæmpes gennem lavere økonomisk vækst, for at forhindre en endnu større økonomisk katastrofe siden hen. Inflationsspøgelsets genkomst på grund af oliepriser og fødevarepriser præger hele verdensøkonomien. G8 landene – de riges klub – skal på deres kommende møde i Japan ligeså drøfte en indsats mod den truede verdensøkonomi.
Næppe nogen avis verden over har i disse dage forsømt at fortælle deres læsere, hvor meget den økonomiske nedtur vil betyde for netop dem. Men ikke en sjæl på jord aner, hvordan de centrale økonomiske faktorer vil udvikle sig herfra. Vil olieprisen endelig falde, efter at Saudierne øger produktionen? Vil den lave dollarkurs få så meget gang i den amerikanske økonomi, at den endnu engang kan agere globalt økonomisk lokomotiv for os andre? Vil vi med lidt forsinkelse kunne øge den globale produktion af mad, fordi at det nu, med den høje madpris, kan betale sig at dyrke jorden, hvor det tidligere ikke kunne? Økonomerne gætter men ingen af dem har de sikre svar, hvilket er en dårlig nyhed for politikerne, som skal levere en plan til vælgerne.
Politikerne verden over skal regne med, at vi går stormfulde tider i møde. Renteforhøjelser vil lægge en dæmper på alt fra boligmarkedet til lysten til at investere i nye projekter. Virksomhedernes lånebyrde øges og kravene til afkast på nye erhvervsinvesteringer stiger sammen med renten, som jo er udtryk for det sikre afkast, en investor, som minimum, altid kan få. Når det går galt er det en kædereaktion hvor meget går galt. Mange har længe advaret regeringen om, at nedturen ville komme før eller siden.

PÃ¥ denne plads skal der ikke hoveres (dertil er situationen ogsÃ¥ for alvorlig), idet finansministeren som altid vil hævde, at mørkemænd, der rÃ¥ber ‘ulven kommer’, før eller siden fÃ¥r ret. Problemet for Lars Løkke er imidlertid, at bÃ¥de ‘før’ og ’siden’ ser ud til at være en realitet. Hvis de økonomiske vejrudsigter holder, tvinges Fogh og Løkke i tænkeboks. Hvordan vil de ’sælge’ regeringen, som vælgernes bedste garant mod arbejdsløshed. Afhængig af krisens omfang, vil udlændingedebatten blive nedprioriteret fremover.

Regeringen vil derfor søge at holde krisen pÃ¥ et niveau, hvor der ikke bliver sÃ¥ mange ledige, at økonomien, som tema, skygger for alt andet, præcis som værdidebatten har gjort til regeringens fordel siden 2001. Arbejdsløshed er som tema Socialdemokraternes historiske hjemmebane. Selv om Fogh med held har omformet sig til at være ‘den lille mands beskytter’, kan han fÃ¥ problemer hvis ledigheden stiger?
Hvis krisen for alvor rammer Danmark, vil Fogh blive fristet til at gøre præcis det, som alle økonomer vil fraråde, nemlig at mildne nedturen for vælgerne ved dele flere penge ud fra statskassen. Og derved holde beskæftigelsen oppe. Men det vil skabe yderligere inflation, og dermed virke kontra på ECBs rentepolitik. Og den nedsatte skattekommission, kan godt kikke i vejviseren efter Foghs opbakning til at stramme op med bl.a. boligskatten. Regeringen vil fra nu af være ekstremt ømskindet overfor alle tiltag, der kan skade dens omhyggeligt opbyggede renommé, som leverandøren af fremgang siden 2001.
Foghs strategi med at transformere sig fra ærkeliberal til ufarlig socialdemokrat, er faktisk lykkedes uovertruffent siden 2001. Men hans troværdighed kommer givet pÃ¥ en ny prøve over de næste Ã¥r, hvis Fogh oplever sin første økonomiske modgang. Det tvinger Fogh væsentligt længere ind pÃ¥ Socialdemokraternes traditionelle banehalvdel, hvilke giver sidstnævnte en ny chance for enten at ‘afsløre’ Fogh, eller – hvis Foghs strategi lykkes – at tabe kampen om magten for en helt uoverskuelig periode.
Meget tyder pÃ¥, at næste Ã¥rs læsermøde pÃ¥ Vallekilde højskole skal handle om det kommende opgør om den økonomiske politik i en krisetid, uden at nogen mÃ¥ tro, at ‘værdikampen’ gÃ¥r helt væk af den grund.