G8 aftalte at halvere udledningen af CO2 før 2050. EU, under den dynamiske franske præsident, sætter ligeledes klimaet i fokus. Klimaet er blevet en global vælgersællert, når bare det ikke koster velfærd før om mange år.

De stod i jakkesæt og spadseredragt på tv og gravede i den japanske muld. På G8-topmødet i Japan er lederne af de riges klub kommet frem til en aftale om klimaet. Hvordan en amerikansk præsident, der skal forlade Det Hvide Hus om et halvt år, kan indgå nogen form for bindende aftale, står hen i det uvisse. Hvordan en fransk præsident, hvis EU-formandskab indtil videre er energisk, men uimponerende, kan binde sin økonomi og sine hidsige landsmænd op på de krav, som en reel af aftale om reduceret udledning indebærer, er lige så uvist. Hvordan den britiske premierminister, Gordon Brown - manden med de historisk dårlige meningsmålinger - kan indgå en aftale, som vil gøre livet surere for hans kritiske landsmænd, er også uvist. Hvorfor gør de det?

Dels fordi de har forstået, at her har kloden et fælles problem, og deres vælgere ved det. Dels fordi de ved, at i 2009 - i København - vil de blive presset ind i en proces, der vil føre til en aftale af en slags, hvorfor jorden skal gødes gennem den opmærksomhed, et G8-møde nu engang leverer. Og endelig fordi de vil sætte sig på klimadagsordenen og modtage de politiske palmer, der følger heraf.

Sidstnævnte betyder, at Danmarks statsminister og klimaminister godt kan pakke sammen, idet klimaet nu endegyldigt er blevet en sag for de ‘tunge drenge og piger’. Foghs personlige muligheder for at stÃ¥ som den store klimafrelser i 2009 fortoner sig i horisonten.

Lige nu er det franske EU-formandskab i fuld gang med offensive tiltag over en bred front. Som vi skrev i gÃ¥rsdagens avis, har præsident Sarkozy, som en anden Duracellkanin, lagt sit formandskab op pÃ¥ et ambitiøst niveau blandt andet omkring indførelsen af en fælles EU-immigrationspagt. Tilsvarende er Sarkozy ambitiøs, nÃ¥r det gælder EU’s klimapolitik.

Ser man pÃ¥ Kina og Indien, som alle korrekt hævder mÃ¥ og skal med i en kommende klimaaftale i København, vil G8-mødets aftale presse disse lande i den rigtige retning. NÃ¥r det internationale ‘noget for noget’-spil kører mellem landene, vil en korrekt attitude over for klimaudfordringen i stadig højere grad være forbundet med fordele for de enkelte lande. Alle landene har ønsker, der kun kan opfyldes med velvilje fra andre lande.

Den store joker, ud over Kina og Indien, er naturligvis USA. NÃ¥r præsident George W. Bush forpligter USA til at reducere udledningen af CO2 med 50 procent inden 2050, vil han ikke selv skulle bære den politiske byrde af velfærdstabet blandt de amerikanske vælgere, der nødvendigvis vil følge af hans signatur pÃ¥ G8-aftalen. Derfor kan USA være med. Mange ngo’er er ikke imponerede over topmødets resultat, men det er kommende præsidenter, og ikke dem, der skal bære den politiske byrde af bindende aftaler. Hvis man spørger en politiker, om vedkommende vil træffe en stor forebyggende beslutning i dag eller tage en endnu større beslutning i morgen, vil valget altid falde pÃ¥ det sidste.

Klimasagen er besjælet med ideelle præmisser for, at selv de mest nervøse politikere tør træffe store beslutninger. Der er en lang startbane (længere end mange anser for rimelig) for de fleste af de ubehageligheder, som kan være konsekvensen af de nødvendige politiske beslutninger. Når G8-lederne aftaler at halvere udledningen af CO2 i 2050, ved de, dels at de ikke længere selv er ved magten, når smerten forbundet med at nå målet tager til. Dels satser de på, at periodelængden vil fremkalde nye opfindelser, der kan erstatte specielt olien, og endelig satser de på, at periodens længde i sig selv gør, at tilpasningen til en ny energisituation bliver gradvis og derved mærkes mindre.

Det er derfor ikke overraskende, at Storbritanniens Gordon Brown, der kæmpede for faste delmål tidligere i perioden frem til 2050, blev brutalt standset af bl.a. USA og Japan. Beslutningen på G8-topmødet er værd at notere uden at eksplodere i uberettiget optimisme. Tænk bare to år tilbage, da en sådan aftale ville være utænkelig. Aktørerne er ikke blevet helgener over natten, men klimaet er blevet en politisk sællert - så længe vi snakker om opfyldelse af målene mange år fra nu.

Med G8-signalet fra Japan har de tunge drenge meldt sig lidt mere ind i klimadebatten, og chancen for en aftale i København er vokset.

Kære læsere

Peter Mogensen