EF-domstolens udfordring af den danske udlændingepolitik er blevet så varm en politisk kartoffel, at alle vil hjælpe Fogh med en løsning. Alternativet er et opgør med vælgerne om EU-medlemskabet.

‘PÃ¥ grund af Danmarks medlemskab af EU - og dermed vores afhængighed af EF-domstolens afgørelser - er vi nødt til at lempe den stramme danske udlændingepolitik’. Sat pÃ¥ spidsen er ovenstÃ¥ende potentielle statsministerielle udtalelse, hvad sommerens politiske tidsrøver om EF-domstolens domme handler om. Vil Danmark blive tvunget til at lempe sin stramme udlændingepolitik for at imødekomme EF-domstolen? Svaret er nej.

Dels fordi regeringens primære folkelige forankring og tre valgsejre fundamentalt bygger på udlændingepolitikken. Og dels fordi den danske befolkning risikerer at afskrive EU endegyldigt, fordi et flertal, på syvende år, støtter VKO-flertallets udlændingepolitik.

Anders Fogh Rasmussens klagesang i Bruxelles vil udløse kreativitet blandt Kommissionens jurister. Foghs situation gør, at han vil tage imod hvad som helst med kyshånd og sælge det til vælgerne og DF, som en tilbagevenden til status quo. Og Kjærsgaard vil acceptere denne løsning. Hun kan ikke være seriøs finanslovspartner, samtidig med at hun holder en pistol for panden af statsministeren.

Når man, som undertegnede, fra strandkanten har fulgt den glohede sommerdebat om forvaltningen i Udlændingeservice, Hornbechs fumlerier og kovendinger samt statsministerens forsøg på at isolere det hele til en lille detalje om lovligt ophold i EU eller ej, står det klart, at regeringen har et problem. Men også, at meget taler for, at den kan løse det.

Mange har kaldt sagen for en ny tamilsag. Berlingskes glimrende artikler indikerer fejladministration i forhold til EU-reglerne, og ombudsmanden er som bekendt gået ind i sagen.

To forskelle mellem før og nu skal bemærkes. For det første blev der administreret i ond tro i tilfældet med tamilerne. Danske embedsmænd gør ikke dette længere. Uagtet at de måske befinder sig yderst i en meget bred grå zone. For det andet var tiden under tamilsagen en anden.

Dengang gik Schlüter af uden valg, idet han frygtede vælgernes dom. I tilfælde af en ny ubehagelig ombudsmandsrapport vil VKO-flertallet - medmindre den indeholder en rygende pistol i form af en ordre fra Fogh om bevidst at fejladministrere - hurtigt blive enige om, at ombudsmanden nok er lidt vel vidtløftig. Ethvert problem i rapporten vil man søge at gøre til et embedsmandsproblem.

Bundlinjen er, at DF næppe vælter regeringen i det hele taget og slet ikke på en sag om lidt for striks kontrol af indvandring. Tværtimod vil Pia Kjærsgaard måske foreslå, at der rejses en bronzestatue for tro tjeneste af direktøren for Udlændingeservice, Henrik Grunnet. Og regeringen har - i modsætning til Schlüter i 1993 - efter den årelange mentale massage af vælgerbefolkningen om behovet for en stram udlændingepolitik intet at frygte ved næste valg. Fogh vil derfor kigge fremad og kort konstatere, at man naturligvis skal administrere korrekt.

Oppositionen ikke bedre stillet

Men tilbage står det politiske problem med EU-rettens seneste dom. Hvis ikke Fogh handler, vil politikken de facto være slækket. Men er det korrekt?

I politik skal man sørge for at udlægge problemer på en måde, så de kan løses. Fogh har her reduceret hele problemet til et spørgsmål om, hvorvidt personer med ulovligt ophold i EU kan komme ind i Danmark? Han vil her og nu vise politisk handlekraft, finde en løsning og gå mindre op i indvandringsstatistikkerne over tid. Uanset valg af løsning vil de færreste vælgere tro, at oppositionen kan gøre det bedre.

Med opgaven defineret så snævert som at formene personer med ulovligt ophold i EU adgang til Danmark kan statsministeren gå to veje. Han kan forsøge at få EU-direktivet ændret. Denne vej er næppe farbar og i bedste fald tager det to-tre år.

Eller han kan søge at få accept hos kommissionen om, at et sæt lokale danske regler kan indføres, uden at det er i karambolage med EF-domstolen. Denne vej virker mere farbar og kan klares hurtigt, hvis den juridiske løsning eksisterer. Og det kritiske DF vil godtage et forslag, der kan illudere, at problemet er endegyldigt løst, og på ny indtage rollen som loyalt støtteparti.

Man kan med rette spørge, om der i det hele taget kan findes et sådan sæt nye regler, hvormed Danmark kan bekæmpe den ulovlige indvandring? Ikke mindst når enhver, der gifter sig med en EU-borger og slår sig ned i Sverige, automatisk vil få lovligt ophold, synes problemet reelt at have karakter af et fatamorgana.

Svarene blæser lige nu i vinden, ikke mindst fordi hele Bruxelles er på ferie i august. Men én ting står klart: Alle implicerede parter i Danmark og i EU vil udfolde den maksimale kreativitet for at finde Foghs figenblad. Ikke for at sikre, at Danmark overholder gældende lovgivning, men for at forhindre, at statsministeren tvinges til at udtale den sætning, som indleder denne analyse