S-lederens nødvendige aftale med SF om, at sidstnævnte æder 24-års reglen og tilknytningskravet, er overraskende flot politisk håndværk. Aftalen lægger yderligere pres på de radikale, hvor Vestager kan gøre splittelsen på venstrefløjen total.

Regeringen har vundet de seneste tre valgsejre med udgangspunkt i udlændingepolitikken. Med det in mente har selv det mindre trænede politiske øje længe kunnet se, at oppositionen ikke kan stå splittet i dette spørgsmål til det kommende valg. Imidlertid har en af de lysende undtagelser fra denne opfattelse indtil nu været oppositionen selv.

Efter gÃ¥rsdagens forbrødring omkring SF’s accept af 24-Ã¥rs reglen og det effektfulde tilknytningskrav er der ikke alene taget et skridt frem mod den helt nødvendige endelige aftale mellem den samlede opposition. Thorning-Schmidt har ogsÃ¥ med dette træk vist, at hun endelig er i stand til at operere politisk taktisk.

Men midt i glædesrusen på det socialdemokratiske sommergruppemøde i Silkeborg skal der, desværre for S-lederen, også bemærkes betydelige risici ved dette nødvendige politiske træk. Umiddelbart siger de radikale nej til at deltage i aftalen. Det er for fristende for Margrete Vestager at udnytte forskellen mellem partierne til at profilere den radikale modstand mod 24-års reglen og tilknytningskravet.

De radikale meningsmÃ¥linger er i bund, og dette kan mÃ¥ske give den trængte R-leder et par procent ekstra. Yderligere kan Vestager være fristet til at lufte sine stærke forbehold over for Søvndals transformation fra overforbrugende lalleglad SF’er til ansvarlig finansministerkandidat.

Derfor er aftalen mellem S og SF også en gambling, der kan føre til en varig og dyb opdeling af oppositionen og én gang for alle cementere VKO-flertallet i yderligere et årti.

Det er fornemt politisk håndværk, som Thorning-Schmidt for en gangs skyld har leveret. Hun har dygtigt forstået og udnyttet Søvndals velkendte trang til ministerbil. Hun har for længst forstået, at skal nogen tro på hendes chancer ved næste valg, skal hun ikke på forhånd kunne dømmes ude, alene fordi oppositionen er uenig om det afgørende spørgsmål om udlændingepolitikkens stramhedsgrad. Men det har hidtil ikke været en nem opgave at løse.

Radikal risiko

Netop 24-års reglen og tilknytningskravet er om noget sølet ind i radikalt hjerteblod. Og selv nok så mange kopper kaffe mellem de to kvinder har ikke gjort Thorning-Schmidt i stand til at overbevise Vestager om at se bort fra dette i en større sags tjeneste: at bringe S og R tilbage til regeringsmagten.

Vestager kan naturligvis udmærket forstå S-lederens analyse , men har ikke turdet suspendere sine krav af frygt for at skræmme de sidste radikale vælgere over til SF, Ny Alliance eller sågar de konservative. Og denne frygt er intakt.

Idet Vestager her og nu har besluttet sig for at udnytte situationen til at profilere sit parti, snarere end at gå med i en aftale, er Thorning-Schmidt kommet fra asken til ilden. Fastholder Vestager sin beslutning frem til næste valg, vil den totale splittelse på venstrefløjen være udstillet, og en S-R-SF regering fortoner sig endegyldigt i tågerne.

Skræmmekampagnen fra borgerlig side startede allerede i går, da K-leder Bendt Bendtsen kaldte Søvndal og Thorning-Schmidt det nye makkerpar i dansk politik. Og inviterede dem til at deltage i en række stramninger af udlændingepolitikken i anledning af den seneste EF-dom. Stramninger, som S nok kan støtte, men som Søvndal måske ikke kan piske sine tropper til at acceptere?

Og der vil komme mange flere forsøg på at splitte det nye makkerpar.

Kampagne mod ‘rødt kabinet’

Bendtsen gjorde sig yderligere vittig over Søvndals potentiale som finansminister, hvilket til fulde illustrerer, at vejen for det nye ‘par’ bliver til baggrundsstøjen af en massiv skræmmekampagne fra VKO-blokken. En ‘Rødt kabinet-kampagne’, hvis effektivitet afhænger af den radikale tilslutning til det røde fællesskab eller ej?

Yderligere slås Thorning-Schmidt i en kamp mod uret. Hvis ikke hun får etableret den helt afgørende alliance omkring udlændingespørgsmålet inden for det næste år, vil den positive energi, hun må og skal have fra sine partifæller, så småt begynde at sive og i stedet manifestere sig som en ikke særlig konstruktiv drøftelse af det kommende ledelseshold hos Socialdemokraterne efter et valg. Derfor er timingen ligeså helt afgørende for aftalen med SF. S-lederen har travlt.

Bundlinjen er, at Thorning-Schmidt korrekt ser stort på alle risici og kritiske vurderinger fra regeringen og diverse mørkemænd. Hun taber stensikkert næste valg, hvis ikke hun samler oppositionen om udlændingepolitikken, og selv da kan hun tabe alligevel.

En enig opposition er altså langtfra det samme, som at valget hermed er vundet. Men første bjergtop er med SF-aftalen på imponerende vis erobret, hvorimod en aftale med de radikale må og skal lykkes, for at hun kan fuldende sit politiske svendestykke - og få en reel chance for at blive statsminister ved næste folketingsvalg.