Regeringens larmende tavshed i krisen mellem Rusland og Georgien syntes umiddelbart ude af trit med dens aktivistiske udenrigspolitik. Konflikten betyder måske mere for Danmark end eksempelvis krigen i Afghanistan.
Hvorfor holder Danmark – med sin ellers højt besungne aktivistiske udenrigspolitik – en pÃ¥faldende lav profil i spørgsmÃ¥let om konflikten i Georgien? Statsministeren er efter en kritik rettet til begge parter om, at konflikten ikke er acceptabel, ganske tavs. Og udenrigsministeren henviser til hans partnere i bl.a. EU. Regeringens politiske motiv til at ‘ligge lavt’ skal bl.a. findes i de begrænsede indenrigspolitiske fordele, der er forbundet med at kaste sig ind i sagen. Her er ikke tale om en entydig fjende, som de muslimske terrorister udgør i og omkring Afghanistan. Her er ikke tale om en ondsindet hersker, som tilfældet var med Sadam Hussein i Irak.

 Tværtimod er der tale om en kompliceret udenrigspolitisk konflikt, som de færreste danske vælgere kan overskue. Regeringens noget selektive prioritering af sin deltagelse i udenrigspolitiske konflikter (statsministerens kan føre høj cigarføring nÃ¥r det passer ham, som ved invasionen i Irak, hvor han deltog i udtalelser sammen med udvalgte statsministre i EU), risikerer at blive opfattet som en opportunistisk – snarere end aktivistisk – udenrigspolitik af sÃ¥vel danskerne som det internationale samfund. Og et dansk engagement i den ‘lokale’ europæiske konflikt omkring missilskjoldet samt krigen mellem Rusland og Georgien mÃ¥ principielt anses for vigtigere for Danmark end vores krigsdeltagelse i diverse fjerne lande.
Man behøver ikke følge med i Politikens usædvanlige grundige dækning af krisen i Georgien for at forstå, at episoden har flere lag end øjet umiddelbart afslører. Mindst tre.
For det første mÃ¥ man erindre, at Rusland siden murens fald i 1989, i de efterfølgende Ã¥r var vidne til, at dets nu frie nabostater, fra Baltikum til Georgien, stort set alle vendte sig mod Vesten. Og ‘bjørnen’ har fattig og udpint af Ã¥rene med kommunismen og dens arvegods kun magtesløst kunne se til, at Vesten med USA (oftest med NATO som et nyttigt instrument) forrest har taget for sig af retterne. Man har stimuleret de gamle Sovjet- eller SNG-stater, sÃ¥ de vendte sig væk fra Moskva. Uagtet, at store mængder stimuli næppe har været nødvendig efter Ã¥rene med Sovjetisk styre, sÃ¥ har det forjættede NATO medlemskab, og dermed sikringen mod et fremtidigt Russisk overherredømme, været en effektiv lokkemad hele vejen. Georgien er med sin provestlige leder Saakashvili derfor en blandt flere, som er i Moskvas kikkertsigte.
Men situationen er ændret siden 1989. Efter de senere Ã¥rs økonomiske vækst i Rusland (8 procent sidste Ã¥r, som den højeste blandt G8-landene), en ny national ‘can do’ attitude, symboliseret ved tidligere præsident og nuværende premierminister Vladimir Putin samt magten, der følger af Ruslands rolle som en af verdens største energieksportører, sÃ¥ kan tiden være kommet til at udrede en ny politisk ligevægt omkring Ruslands rolle i verden. Og ikke mindst i forhold til dets nabolande. Bjørnens kløer er ved at vokse ud igen. Og den aktuelle konflikt i Georgien er en del af naturlig tilpasning af de globale magtforhold, som følge heraf. USA’s stadig mere insisterende kritik af Rusland skal ogsÃ¥ ses som et forsøg pÃ¥ at fastholde den erobrede indflydelse i regionen.
For det andet er diskussionen om det såkaldte missilskjold, der skal fange iranske atomraketter, med i den politiske kabale i regionen. Det er nu lykkedes USA at overtale Tjekkiet og Polen (senest) til at lægge jord til skjoldets landanlæg. Og ikke mindst Polens politiske ledelse er – belært af historien – nervøs for hvad Rusland kan finde på fremadrettet. Polakkerne kræver en hårdere indsats mod Rusland fra EU. Rusland har, som modstander af missilskjoldet, truet med militær indgriben i Polen i anledningen.
For det tredje er Rusland helt klar over, at hvis man atter skal blive en troværdig aktør på verdensscenen,så kan Moskva ikke fremstå svag og uden indflydelse på dets nabolande. In casu at USA afholder NATO øvelser i Ruslands baghave. Hvis Cuba krisen ringer en klokke, så forekommer sandsynligheden for, at USA ville acceptere det samme i sit nabolag, ganske fjern.
Meget tyder altså på, at der er ved at ske en reel tilpasning af magtbalancen i regionen. Og enhver forudseende vestlig diplomat har vidst, at Rusland før eller siden ville komme igen efter nedturen i kølvandet på 1989. Spørgsmålet var blot hvornår, hvordan og hvor meget?
Idet disse begivenheder ikke alene udspilles i Ruslands baghave, men ogsÃ¥ i Danmarks, er regeringens tavshed interessant. Den danske regering og opposition har for længst tilsluttet sig missilskjoldets opførelse. SpørgsmÃ¥let er hvornÃ¥r man begynder at interessere sig mere Ã¥bent for den nye politiske ‘ligevægt’ for og omkring Rusland. At regeringen i fraværet af lette indenrigspolitiske point holder sig for øjne og ører, hjælper kun i ringe grad her idet Rusland – i modsætning til Taleban eller Sadam Hussein – hverken kan hænges, nedkæmpes eller gÃ¥r væk i det hele taget.