Foghs erklæring om dansk økonomis soliditet tvinger ham til at liste reformer på arbejdsmarkedet igennem. Han bliver nemlig dømt utroværdig, hvis han pludselig råber bål og brand og gennemfører en byge af ubehagelige justeringer. Dagpengereformen hjælper kun lidt - og tør oppositionen være med?

Normalt er det god latin i politik, at ændringer i dagpengesystemet kræver en socialdemokratisk regering. Den aktuelle debat omkring behovet for at ændre i dagpengesystemet skyldes, at regeringen har akut brug for flere hænder til danske virksomheder, og at Socialdemokraterne og fagbevægelsen har brug for et dagpengesystem, der opfattes som en reel forsikring mod ledighed snarere end en almisse, der ikke giver salt til et æg. Kommer der en reform af systemet, vil Socialdemokraterne og fagbevægelsen komme tættest på deres mål, idet de sølle ekstra 5.000 personer, som en forkortelse af dagpengeperioden giver, ikke gør hverken fra eller til i den nuværende pressede situation på arbejdsmarkedet. Men der er lang vej endnu, før en reform kan underskrives. Faren for, at man nu gør meget og efter et langt forhandlingsforløb kommer frem til lidt, er åbenbar. Imens buldrer dansk økonomi videre ud i krisen med sit gloende behov for arbejdskraft.

Statsministeren har sat manglen på hænder på dagsordenen. Ikke på en voldsom og bombastisk måde, men som et af de punkter, man skal arbejde med i den kommende tid. Der er ingen tvivl om, at ledighedstallenes fortsatte dyk giver anledning til stor bekymring i regeringen. Selv om oliepriser, dollarkurs, kreditkrise og senest almindelig recession i euroområdet trækker i retning af at lægge en dæmper på aktiviteterne i Danmark, påvirker det endnu ikke antallet af ledige herhjemme. Statsministeren og regeringen har tre problemer:

For det første kan statsministeren ikke gå ud og råbe bål og brand uden at blive stemplet som utroværdig og vildledende. Så sent som i afslutningsdebatten 11. juni i år sagde han, at »dansk økonomi er stærkere og sundere end nogensinde«.

Flere indvandrere

For det andet kan statsministeren ikke tilslutte sig, hvad man med rette kan kalde ‘Nils Bernsteins 1. lov’, som blev til med nationalbankdirektørens seneste udtalelse om, at dansk økonomi har brug for flere ledige. Bernstein har i den grad ret, men det flyver dÃ¥rligt for en politiker at ønske øget ledighed blandt sine vælgere. Statsministeren tvinges til at holde masken omkring dansk økonomis tilstand, mens han desperat ‘lænser vand ud af i maskinrummet’.

For det tredje synes det helt klart, at skal regeringen for alvor skaffe bare i nærheden af det, der er brug for, skal der øget indvandring til. Dansk industri har tidligere anslået, at der i 2015 er brug for 200.000 flere personer på arbejdsmarkedet. Med stadig flere, som går på pension, og stadig færre unge, som kommer ind på arbejdsmarkedet, er problemet voksende, selv hvis økonomien kørte stille og roligt. Nok så mange kloge tanker fra den såkaldte arbejdsmarkedskommission kan ikke stampe det krævede antal hænder op af jorden, hvilket pludselig bringer Pia Kjærsgaard på banen.

Indvandring er ikke akkurat hendes nummer, hvorfor Fogh må tale dunder omkring de afledte risici i form af nedsmeltning, fald i velfærd m.v., hvis ikke hun makker ret.

Og så er vi tilbage ved en reform af dagpengesystemet, som er inden for rækkevidde, hvis altså lige man kan overtale Socialdemokraterne til at lege med. Og det kan man, tyder noget på. Som det ligger, indeholder en aftale umiddelbart, at regeringen får en forkortet dagpengeperiode, og Socialdemokraterne får en højere ydelse. Stadig flere lønmodtagere tjekker ud af systemet, dels på grund af det seneste årtis gode jobmuligheder, dels fordi ydelsen alligevel ikke gør nogen sommer, når først uheldet er ude. Og fagbevægelsen har da her til en start sendt svagt positive lyde ligeså. Men så kommer vi til detaljerne, hvori djævelen som bekendt altid skal findes.

Socialdemokratisk risiko

Risikoen for Socialdemokraterne er åbenlyst, at en forkortelse af dagpengeperioden giver mening nu, men hvad om to-tre år, hvis bøtten er vendt og ledigheden dramatisk forøget? Takken bliver ikke stor til den tid fra en fagbevægelse, som i forvejen ikke har været den store allierede for de pressede Socialdemokrater. Thorning-Schmidt mærker stadig stikkene i ryggen fra sidste år, da fagbevægelsen - set med S-formandens briller - historisk illoyalt indgik en trepartsaftale med regeringen, som i den grad bidrog til at tage luften ud af Socialdemokraternes velfærdsoffensiv op til folketingsvalget. Endvidere er det en taktisk afvejning fra oppositionens side, om man skal lade det store problem med økonomien være regeringens problem eller via et dagpengeforlig blive suget ind i et medansvar?

Statsministerens bundlinje er, at han vil lave ’snigeren’. Uden at punktere illusionen om dansk økonomis aktuelle styrke vil han stille og roligt arbejde for, at flaskehalsproblemerne pÃ¥ arbejdsmarkedet mindskes. En dagpengereform er mÃ¥ske ikke noget, der løser problemerne, men er, med sin højtprofilerede kompleksitet, god til at illustrere, at regeringen handler