Sidste år aftalte man skattelettelser. Nu gennemfører man en opstramning med genaktivering af SP opsparingen. Med skattereformer næste år ventes en reduktion i personskatterne. Er Nyrups ansvarlige – men upopulære – yo yo politik tilbage? Så er politik, som vi kendte det før 2001, det måske ligeså?
NÃ¥r finansminister Lars Løkke Rasmussen i morgen fremlægger sit finanslovsforslag vil det for første gang siden systemskiftet 2001 være en interessant politisk begivenhed. Selv regeringen er nu klar over, at man ikke kan ‘købe hele verden’ og at en form for prioritering af solderiet mÃ¥ til. Den økonomiske overophedning og mangel pÃ¥ arbejdskraft er nu sÃ¥ evident, at regeringen mÃ¥ lægge bÃ¥nd pÃ¥ sig selv og det kommer til at gÃ¥ ud over vælgerne. Behovet for at genaktivere den ubehagelige tvungne opsparing – SP – er udpræget et tegn pÃ¥, at nu er ‘Højben-effekten’ ved at klinge af for Fogh og co. Det kan blive oppositionens chance for at komme i spil, idet Dansk folkeparti nu ikke længere kun skal lægge ryg til en gaveregn ud over vælgerne, men ogsÃ¥ stramninger. Og kan Kjærsgaards nervesystem holde til det?
Det er ikke en skrøne når det påstås, at forhandlingerne om det statslige husholdningsbudget, siden systemskiftet i 2001, har været en politisk farce. Det har hver gang været Dansk folkeparti og regeringen, som har forhandlet detaljerne og inddragelsen af resten af folketinget har reelt været tynd politisk staffage. Mange blyanter er unødigt blevet spidset i oppositionskontorerne gennem årene. I år kan vi få en afvigelse fra dette mønster.
For det første fordi den økonomiske udvikling nu kalder på at spænde livremmen ind. De danske lønstigninger indebærer tab af konkurrenceevne sammen med den lave dollar. Og olieprisen er gået gennem taget. Der er fortsat lang vej til at kurven med virksomhedernes efterspørgsel på arbejdskraft krydser kurven med antallet af ledige. De registrerede ledige kan end ikke fylde Parken. Bundlinjen er, at man skulle have strammet op for år tilbage, men at regeringen så langt har taget chancen. I år skal der imidlertid spises lidt for mange mærkelige svampe i regeringskontorerne for, at man fortsat kan ignorere kursen mod en økonomisk nedtur. Svaret på alle ulykkerne er at reducere de offentlige udgifter. Selv om vi her beskæftiger os her med nationaløkonomi for begyndere, så er de politiske konsekvenser af at stramme op som altid ubehagelige. Ikke mindst for et VKO-flertal, som indtil nu kun har delt gaver ud. Hvem skal lægge rygstykker til tvangsopsparingsforslag og reducerede investeringer i nødvendige statslige og kommunale projekter i bl.a. plejehjem, skoler og daginstitutioner?
SÃ¥ er vi fremme ved grund nummer to til, at det i Ã¥r bliver interessant at følge forhandlingerne. Ingen skal gøre sig nogen illusioner om, at Pia Kjærsgaard vil gøre alt for at forblive i rollen som regeringens centrale forligspartner. Men hun vil skulle vride sig fælt rundt i stolen, nÃ¥r ‘løjtnant Tulle’ (Kristian Thulesen Dahl) kommer slæbende med den ene ubehagelige stramning efter den anden, som Dansk folkeparti skal give det hellige vand. Hvis regeringen eksempelvis genindfører SP-ordningen, er vi tilbage til den mÃ¥de hvorpÃ¥ man førte økonomisk politik under Nyrup-regeringerne. Alene i de to Ã¥r, hvor denne skribent var ministersekretær for daværende finansminister Mogens Lykketoft, strammede vi op med ubehagelige indgreb to gange og lempede tilsvarende to gange. Det var ansvarligt, men ikke populært. Det ubehagelige har det med at blive husket, og det rare har det med at blive glemt. Sidste august tilkæmpede den konservative Bendt Bentsen sig heroisk en skattelettelse, som delvist er trÃ¥dt i kraft i Ã¥r. Med SP genaktiveringen strammer man op igen. Og nÃ¥r skattekommissionen kommer, vil man atter sænke personskatten (retfærdigvis mÃ¥ vi vente og se om der her samlet set strammes eller lempes for den enkelte familie). Hvis den enkelte vælger bÃ¥de bliver forvirret og syntes at regeringens yo yo politik skaber usikkerhed, kan det umuligt overraske Fogh og Løkke. De bryder her helt klart deres hidtidige politiske kontraktpolitik.
Det som taler for, at regeringen alligevel strammer op, er naturligvis de økonomiske problemer, der kommer, hvis den undlader. Sporene fra Schlüters nedsmeltning af økonomien i 80′erne skræmmer. Regeringen skal nok fÃ¥ flertal for giftighederne. Hvis Dansk folkeparti ønsker gidsler, skal oppositionen nok stille op, simpelthen for at komme pÃ¥ banen i dansk politik. Yderligere er oppositionen ikke for godt kørende, sÃ¥ regeringen mÃ¥ tro, at den har en vis kredit hos vælgerne, før de overvejer alternativet.
En mulig tilbagevenden til Nyrups ansvarlige – men upopulære – Yo yo politik, hertil et muligt brud med Kjærsgaard jerngreb om regeringen og endelig en mulig inddragelse af oppositionen i afgørende forlig vil måske sikre en finanslov der holder dansk økonomi på sporet. Årets forhandlinger bliver langt mere interessante end alle tidligere VKO-forhandlinger tilsammen.