Den kyniske og vælgerfokuserede politiske maskine, som regeringen og Fogh var, da den kom til, er nu forvandlet til en ‘dødelig’ regering, som vælgerne kan blive trætte af. Har statsministeren sluppet roret?
Regeringen er ved indgangen til dette FolketingsÃ¥r, noget imod sædvane, ‘nede og røre med hÃ¥nden’. EF-domstolens syn pÃ¥ dansk udlændingepolitik, integrationsministeren uendelige fumlerier pÃ¥ kanten af ministeransvarlighedsloven, krigen mod terror i Afghanistan, som i det smÃ¥ fremstÃ¥r som et Vietnam-agtigt mareridt, og endelig en overophedet finanslovsproblemstilling hvor gamle mareridt omkring bl.a. dagpengesystemet, efterlønnen pludselig sender helt nye signaler til vælgerne. Og det er netop vælgerne, som regeringen skal passe pÃ¥, eftersom oppositionens slagkraft fortsat er begrænset. Hverken de afsatte gaver pÃ¥ finanslovsforslaget eller det at statsministerfruen danser sig gennem TV2’s populære udsendelse, kan fjerne vælgernes voksende utryghed. Og det kan for første gang siden 2001 skabe en troværdighedskrise mellem regeringen og danskerne.
Det er bÃ¥de modigt, ansvarligt og politisk uklogt af finansminister Lars Løkke Rasmussen, at foreslÃ¥ den særlige pensionsordning (SP) genaktiveret. Dels fordi vælgerne opfatter den som et skatteudspil, der gÃ¥r kontra pÃ¥ de skattelettelser, som Bendt Bendtsen tilkæmpede sig sidste Ã¥r. Dels fordi vælgerne med rette finder, at SP-ordningen vender den tunge ende nedad fordi én procent af indkomsten er sværere at undvære for en lavtlønnet end for en højtlønnet. Et rugbrød koster nu engang hvad et rugbrød koster. Og dels fordi at SP-ordningen kun giver en marginal forbedring af regnskabet i en finanslov, som i forvejen mÃ¥ske er for slap til den aktuelle økonomiske situation. Og endelig fordi SP-ordningen minder vælgerne om den form for ‘micro-management’, som Lars Løkkes forgænger i Finansministeriet – Mogens Lykketoft – stod for, og som bragte ham megen hæder blandt fagfolk men kun begrænset succes hos vælgerne.

Med SP-ordningen pÃ¥ bordet piller Lars Løkke ved regeringens usynlige aura af ‘enhver kan sove trygt imod overraskelser nÃ¥r VKO styrer’. Den økonomiske ‘happy hour’ er nok forbi, men der er mindre kontroversielle mÃ¥der at signalere dette til vælgerne, end den Løkke her har valgt.
Såvel stats- og finansministeren har gjort det klart, at Danmarks største problem aktuelt udgøres af manglen på arbejdskraft. De kan ikke bruge et slapt finanslovsforslag til at sikre flere hænder. Og tilbage er kun muligheden for at gennemføre politiske rædsler, såsom en fjernelse af efterlønnen, hæve alderen for folkepension eller importere langt flere personer fra udlandet. Som foreslået af bl.a. regeringens egne eksperter. Alt andet - selv en justering af dagpengeperioden - må henvises til kassen for snik snak, idet effekten er alt for ringe til at løse problemet. Ingen af disse politiske rædsler har nogen gang på jord i folketinget, hvorfor man må spørge til visdommen i, at starte en diskussion herom. Engang pandede statsministeren den slags forslag ned ved at kalde eksperterne for politisk tonedøve. Nu accepterer han, at vælgerne lever i utryghed.
Samtidig med at SP-signalet og de andre rædsler for første gang gør regeringen ‘politisk dødelig’, er det smÃ¥t med løsninger pÃ¥ det tÃ¥rnhøje problem, som EF-domstolen har skabt for regeringen og dens faste men fair udlændingepolitik. Kjærsgaard skal nok gÃ¥ med pÃ¥ en hvilken som helst løsning, der sikrer at politikken forbliver mere fast end fair. Men hvad nu hvis der ikke findes en sÃ¥dan løsning? Vi skal nok fÃ¥ en VKO finanslov uanset, men dels vil regeringens udlændingepolitik være reelt ramponeret og dels er det EU’s skyld. Læg hertil, at Integrationsministerens vedvarende cocktail af politiske fumlerier blandet med en stiv arrogance, er ved at blive et problem i sig selv.
Endelig fuldendes regeringens efterårsmareridt af en udvikling i Afghanistan, som er meget langt fra det ønskede. Hvor længe kan partierne bag Danmarks engagement undlade kritisk at evaluere de tab, der indløber næsten dagligt? Endnu taler ingen om Vietnamsyndromet, men vi er næppe langt fra.
Det er stærkt overraskende, at regeringen pludseligt finder sig i en yderst presset politisk situation. Hverken statsministerfruens danseri, den lille række af investeringer, som er en del af finanslovsforslaget eller statsministerens nye ideer fra gårsdagens regeringsseminar på Havreholm slot kan ændre på det – overraskende – indtryk, at regeringen har mistet sin flair for kynisk og professionelt at styre sin politiske fremtoning. Det gamle mundheld om, at det tager lang tid at opbygge et godt ry og rygte, og kort tid at rive det ned kan med rette støves af. Er statsministerens normale stærke greb om roret slækket grundet magtvælde eller kedsomhed? Har han glemt drejebogen i S-toget? Noget er i alt fald sket, regeringens aktuelle middelmådighed in mente.

Og vælgerne kan se det.