S-leder Thorning-Schmidt kan se tilbage pÃ¥ en god ‘klappekage kongres’ – inklusive Norges statsminister Stoltenberg.
Med weekendens kongres vel forankret i historiebøgerne, synes Socialdemokraterne endelig at have lidt medvind. Thorning-Schmidts tale pÃ¥ kongressen var præget af en skarpere kritik af regeringen end længe set. Og der var konkrete politiske forslag, som længe har været savnet. S-lederen udnytter fornuftigt, at hæve stemmen netop nu, imens regeringen aktuelt er ‘nede og røre med hÃ¥nden’. Mest interessant var det imidlertid, at Thorning-Schmidt sendte fingerkys til SF og Villy Søvndal, samtidig med, at Norges statsminister – Jens Stoltenberg – gjorde det samme til Thorning-Schmidt. I Norge regerer Stoltenberg netop sammen med Søvndal søsterparti – Socialistisk Venstreparti – og udgør derfor en slags generalprøve for eksperimentet her i Danmark. Men det gÃ¥r ikke godt for regerings-samarbejdet i Norge. Netop udlændingepolitikken er, som i den danske opposition, kimen til en stor uenighed. En uenighed, som kan miskreditere en dansk S-SF regering. Og en uenighed, som Thorning-Schmidt kan lære af.
En kort status for norsk politik. Der er ca. et år til næste valgdag i Norge. Statsminister Stoltenberg har indset, at med Dansk folkepartis norske søsterparti –Fremskridtspartiet – på knap tredive procent af stemmerne, må han stramme den norske udlændingepolitik op. Regeringen står til at tabe magten i meningsmålingerne. Stoltenbergs Arbejderpartiet har derfor fremlagt et trettenpunkts strammerprogram. Det interessante er, at Stoltenbergs støtteparti, Socialistisk venstreparti, er uenig i otte ud af de tretten punkter.

Stoltenbergs røde generalprøve

Thorning-Schmidt skal holde skarpt øje med to ting. For det første kan Stoltenbergs ‘generalprøve’ i Norge bruges til at undergrave troværdigheden i et dansk S-SF regeringssamarbejde. Kan SF levere en stram udlændingepolitik nÃ¥r det kommer til stykket? Meget tyder aktuelt pÃ¥, at dette kikser i Norge. For det andet har begge norske regeringspartier tabt voldsomt pÃ¥ deres samarbejde, grundet den manglende enighed gennem Ã¥rene. Stoltenbergs regering er langt bagud i meningsmÃ¥lingerne.
Thorning-Schmidt gør det eneste rigtige ved at bejle til SF og forsøge at samle oppositionen, inklusive de radikale. Men udviklingen i Norge fortæller ikke sÃ¥ lidt om, hvilket gratis ‘politisk skydetelt’ S-SF samarbejdet kan blive for VKO-alliancen. Læg hertil Thorning-Schmidts dilemma med de radikale. CD forlod overraskende Nyrup regeringen i december 1996 , simpelthen fordi at SF, ifølge CDs højest udokumenterede mening, efter sigende havde for meget indflydelse. Tilsvarende kan de radikale komme til den konklusion, at en betingelse for at gÃ¥ med i en S-ledet regering er, at SF – helt uafhængigt af Søvndals bestræbelser pÃ¥ at gøre sig ’stueren’ – skal holdes uden for? S-lederen skal da vælge mellem magten og en relation til SF, der aktuelt præges af fingerkys fra kongrestalerstolen.
S-kongressen gik udmærket for S-lederen men der er fortsat en del politisk håndarbejde forude. Socialdemokraterne kan takke Stoltenberg, hvis vigtigste bidrag til kongressen var ikke alle hans pæne ord om Thorning-Schmidt, men i stedet alt det han ikke sagde om sin egen politiske situation i Norge.