Den konservative leder Bendt Bendtsen har valgt et godt tidspunkt at stå af. Men først og fremmest har han valgt at rykke før Venstre, hvad der nu lægger pres på Fogh idet man i Venstres folketingsgruppe nu kun sidder og venter på, hvornår Lars Løkke rykker ind i Prins Jørgens gård. Hvis oppositionen tror, at livet nu bliver lettere må den tro om igen.

Selv om vi i pressen løber forvirret rundt i dag omkring Bendtsens exit, så er der ikke en ærlig sjæl i det politiske miljø, der er overrasket over, at Espersen i dag kan kalde sig konservativ partileder. Espersen har længe stået til gevinst, og det har kun været et spørgsmål om der virkeligt var nogle politiske selvmordskandidater i partiet, som ville kæmpe symbolsk for Connie Hedegaard, og gentage atomkrigen fra dengang Bendtsen blev valgt. Det var der ikke.

Den primære årsag til at Bendtsen går lige nu er ganske enkelt, at der er valg til Europaparlamentet. Som forgængeren Poul Schlüter og andre tidligere ledere ser han muligheden for at hoppe på Europa toget. Han vidste, at han skulle gå inden næste valg, og senest om et år. Hvis han ventede havde han alene udsigt til at fortsætte som tidligere leder på en plads bag i den konservative folketingsgruppe. Derfor gik han nu.

Bendtsens exit lægger pres på Venstre. Og på Fogh. Pludselig fremstår Fogh i den grad som en gammel hanelefant sekunderet af den yngre generaqtion. Mccain og Palin - om man vil. Men som Bendtsens Europatog kører nu, så er det samme ikke tilfældet for Fogh. Hans muligheder er til foråret, hvor NATO topposten kommer i spil. Og muligheden for et topjob i EU er der ikke udsigt til foreløbig, med Lissabontraktaten i knæ.

Fogh ved alt for godt, at han ligeså kun har et års tid at tænke over sin fremtid, før vinduet omkring hans exit lukker. For Lars Løkke skal have mindst halvandet år til at fremlægge sin egen politik og føre lidt af den igennem inden han som ny statsminister udskriver næste valg. 

Statsministeren skal imidlertid holde øje med to forhold fra nu af. For det første hvordan de konservative arter sig i meningsmålingerne. Går de voldsomt frem på grund af Lene Espersen vil broderparten af denne fremgang komme fra Venstre. Sker denne udveksling af stemmer ved Fogh, som den magtpolitiker han også er, at presset på ham vil stige. Hvilket bringer os til det andet punkt, nemlig at Fogh med Espersens ankomst ved, at inde i hovedet på hans partifæller er de nu mentalt ved at skifte over fra Fogh til Løkke.  Espersens ankomst starter en kædereaktion, som det er umuligt for Fogh at dæmme op for. De siger det ikke til ham og de udfordrer ham naturligvis ikke idet han er alt for stærk - men de tænker det.

Som det politiske dyr Fogh er vil han instinktivt nu markere, at far er her fortsat og har kontrol. Går de konservative frem i meningsmålingerne på beskostning af Venstre, vil det ikke være en god ting for eksempelvis integrationsminister Birthe Rønn Hornbech. Indtil nu har hun siddet sikkert alene af den grund, at regeringen som helhed ikke for alvor er truet af oppositionen. Falder tilslutningen til Venstre markant, med en ny energisk Espersen i det konservative seletøj, vil presset for at få ekspederet Hornbech ud af ministerbilen stige minut for minut. Venstres folketingsgruppe kan ikke lægge en direkte pres på Fogh  men de kan kritisere per stedfortræder. 

Ender de konservative med en moderat eller ingen fremgang i målingerne vil Fogh ikke føle sig presset helt på samme måde. Men presset vil han fortsat være. Han ved, at han har et år til at afgøre om det er Fogh/Espersen eller Løkke/Espersen.

I oppositionen sidder man og håber på, at Espersen kan få succes i forhold til Venstre. Og det med god grund. Intet destabiliserer en regering mere end intern frustration mellem partierne. Og V og K har historisk altid sloges som hund og kat, præcis som kampen på Venstresfløjen også altid har været hård. Men Espersens ankomst i vicestatsministerstolen er ikke nødvendigvis godt nyt for Thorning-Schmidt. Espersens chancer for succes er præget af hendes lange ministererfaring og i øvrigt hendes meget lange historie i Det konservative folkeparti. Hun er en fuldblodskonservativ. Meget taler således for, at hun ikke falder igennem og det betyder som minimum status quo, set fra Thorning-Schmidts og Margrethe Vestagers stol.  oppositionens rædselsscenarium er naturligvis, at samarbejdet mellem Connie Hedegaard og Espersen ligefrem trækker stemmer fra S og R til den borgerlige blok. Måske vil nogle kvindelige vælgere nu rykke over, men forventningen hertil er begrænset. Det er opgøret mellem VK som nu er startet.

 Med skiftet til Lene Espersen har de konservative sat dagsordenen for en generationsskifte i dansk politik. Skiftet gik bedre end Bendtsen kunne have håbet og de afdæmpede reaktioner, som tidligere trafikminister Flemming Hansens bog fik med på vejen i sidste uge, da han utvetydigt pegede på Espersen, har givet påvirket Bendtsens beslutning. 

Om 48 timer har vandet atter lagt sig og vi er tilbage i regeringens trængsler omkring udlændingepolitikken, de økonomiske problemer. Mens tilbage står, at Foghs exit med forfremmelsen af Espersen er kommet et skridt nærmere.