Er man toppolitiker, har man for længst kigget frem i tid omkring krisen med politireformen. Sagen belaster VKO-regeringen, og presset for, at der må falde hoveder, vil stige. Skærer man gennem alle mellemregningerne, peger pilen på rigspolitichefen.

Politireformen er ved at gå fra at være en mindre politisk storm til en egentlig politisk orkan.

Politiet kommer ikke, nÃ¥r nødstedte borgere ringer. Som med sundhedsomrÃ¥det - der ligesÃ¥ er en service helt tæt pÃ¥ borgerne - er der en usynlig grænse for, hvornÃ¥r befolkningen siger stop med massive vælgersvigt til følge. Den grænse nærmer sig, og regeringen har - midt i dens øvrige trængsler med EU-domme og den truende økonomiske udvikling - ikke ‘officielt’ opdaget det.

Men tag ikke fejl, sagen analyseres grundigt i regeringskontorerne. Får fiaskoen i politiet lov til at køre ret meget længere, uden at man for alvor justerer kursen, vil vælgerne svigte og blandt andre Dansk Folkeparti kræve et offer. Pilen peger på rigspolitichef Torsten Hesselbjerg.

Søndagsaviserne var fyldt med nye skandalehistorier om en politireform, som bare ikke virker. Politiet undlader - bekvemt - at notere de opkald ned, som de sylter, skriver Berlingske Tidende.

Som politiker på Christiansborg skal man gøre sig én ting klart: Denne sag er sprængfarlig med potentiale til at vælte en regering. Men før det sker, har den potentiale til at vælte en - ny - justitsminister, og før det sker, har den potentiale til at vælte en rigspolitichef.

For politiskandalens vedkommende handler det ikke længere om, hvilken side af Folketinget der er bedst til at bekæmpe forbrydere. Det handler nu alene om, at politiet skal gøre de mest banale ting, som borgerne forventer.

Når en basal samfundsfunktion er ved at falde fra hinanden, reagerer vælgerne ikke alene med kritik, men ligeså med mistænksomhed i forhold alt andet, som regeringen foretager sig. Med andre ord bør Fogh og Espersen på nogle af deres første onsdagsfrokoster drøfte rækkevidden af en potentiel nedsmeltning af ordensmagten. En snak, der ikke bliver alt for sjov, idet Lene Espersen indtil for få dage siden var ansvarlig for miseren.

Snart ude af kontrol

Op til valget i 1998 løb statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) ind i samme type problemstilling, som var tæt på at koste ham magten. Dengang var det ventelisterne på hospitalerne, som bare ikke ville forsvinde. Nyrup indså hurtigt, at noget måtte gøres, men når disse kæmpesystemer først for alvor går i knæ, er der en grumme lang startbane, før de kommer i luften igen.

Dynamikken i regeringens nuværende situation er den, at der med det aktuelle mediepres er cirka to uger tilbage, før enhver vælger i Danmark har forstået, at den er helt gal. Den politiske orkan er da på Ike-niveau.

Typisk har ministre frem til dette tidspunkt af en eskalerende krise fÃ¥et leveret bunker af statistikker fra politiet om, ‘hvor godt det gÃ¥r, og hvor fejlagtig pressedækningen er’. Og regeringsmedlemmerne rejser rundt med disse statistikker og fortæller, at vand løber opad.

Sådan var det også dengang for Nyrup. Det gik faktisk fremad med ventelisterne på hospitalerne, men han kunne tale solen sort, idet hans budskab druknede i den almindelige utilfredshed.

Der er altid en vis tidsperiode, hvor ministrene køber ’sangen fra systemet’. Og ’systemet’ ved rigspolitichef Torsten Hesselbjerg vil vedblive med at fortælle om, hvor godt det gÃ¥r. Det er jo Torsten Hesselbjerg, der har leveret input til reformen.

På et tidspunkt i denne type eskalerende kriser kommer politikerne til den konklusion, at uanset om rigspolitichefen har ret eller ej, så er det vælgernes overbevisning, der er vigtigst. I den fase - som vi nærmer os med tigerspring - vil man udarbejde en handleplan, som kombineret med en undskyldning til befolkningen vil udgøre regeringens næste forsvarslinje i sagen.

Idet man ikke fra den ene dag til den anden kan lænse skuden fri for vand, vil planen vise sig ikke at virke hurtigt nok. Til den tid er presset steget i en sådan grad på Christiansborg, at støttepartiet - Dansk folkeparti - meddeler Fogh, at de ikke politisk kan holde til, at de ansvarlige for politireformen går fri. Lov og orden er et kæmpe tema for Kjærsgaard og hendes tropper, så nu skal der rulle hoveder.

På dette tidspunkt får regeringen et bizart problem, når det kommer til at finde et velegnet offer. Den reelt politisk ansvarlige er lige blevet leder af Det Konservative Folkeparti. Og hendes erstatning i Justitsministeriet - Brian Mikkelsen - kan hun kun dårligt fyre, hvis hun vil holde fred i det historisk plagede parti. Derfor peger pilen på rigspolitichef Torsten Hesselbjerg.

Lige nu sidder de ledende ministre og deres rådgivere og kigger frem i tiden, som skitseret i denne analyse . De vurderer såvel politiorkanens styrke som dens retning. Og de vurderer, hvilke hoveder der skal ligge på hvilke fade.

Den altid hurtigt kørende rigspolitichef Hesselbjerg er manden i kikkertsigtet, og har han sin stilling kær, lader han sig køre til Justitsministeriet mandag morgen, ekviperet med en handleplan under armen. Sagen er ved at gå ind i sin næste fase, på vej til - i vælgernes øjne - at komme helt ud af kontrol.