… men er en potentiel politisk appelsin i økonomiminister Lene Espersens turban.

I weekenden afholdtes et krisemøde ud over det sædvanlige i New York. Stedet var den amerikanske centralbanks afdeling i millionbyen. Deltagerne var den absolutte top i den amerikanske finansverden. Mødets vært var USA’s finansminister Hank Paulson. Hans budskab var enkelt: Hvis ikke forsamlingen her kollektivt redder den nødstedte bank, Lehman Brothers, sÃ¥ gør ingen. Med en efterfølgende nedsmeltning af finansmarkederne til følge og deraf.

Et ja kunne redde systemet, men de sagde alligevel nej til Paulson - og Lehman krakkede. Krakket af den ældste bank på Wall Street lærer os tre afgørende lektioner.

For det første lander krisen fra Wall Street direkte i finansminister Lars Løkke Rasmussens indbakke. Dansk økonomi kommer nu under et øget pres, idet danske virksomheder skal betale mere for at låne penge, samtidig med at de kan sælge færre varer i en verden i krise. Et forhold Lars Løkke og Dansk Folkepartis Thulesen Dahl må tage bestik af i deres forhandlinger om finansloven for næste år.

Springer man over alle mellemregningerne, betyder dette, at der er brug for en strammere finanslov, så lønstigningerne ikke går amok oven i den aktuelle krise. Thulesen Dahl vil dog fortolke situationen omvendt, nemlig at der nu er mulighed for at bruge endnu flere penge, idet væksten i dansk økonomi må aftage med finanskrisen. Afstanden mellem de to parter øges.
Den nye økonomiminister - Lene Espersen - har senest udtalt, at dansk økonomi er bomstærk.

Hun kan i situationen ikke gøre andet, men de færreste økonomer får reduceret deres bekymring af den grund. Og Espersens panikforslag om at hæve indskydergarantien svarer til at ville trække en elefant op af kviksand med en sytråd. Men krisen indeholder faktisk et politisk lyspunkt for Espersen. Det vender vi tilbage til.

For det andet står det klart, at myndighederne herhjemme og i USA aktuelt ikke har kontrol over den risiko, som bankerne ligger inde med i deres udlån. Vi har endnu de sidste krak til gode. Det er kun få måneder siden, at verden fejrede den amerikanske centralbankdirektør Ben Bernankes heroiske redning af banken Bear Sterns. I den anledning udtalte nationalbankdirektøren, at han og det amerikanske finanstilsyn overvågede alle de store spillere på Wall street tæt. Eftersom Lehman Brothers er den fjerdestørste investeringsbank i USA, har Bernanke enten holdt sine oplysninger for sig selv, eller også er han blevet taget på sengen. Historiens gang taler for det sidste.

Det vilde vesten
Også en række danske banker har opført sig, som var de tilbage i det vilde vesten. I mandags måtte to små banker lade sig opkøbe.

At tilsynsmyndighederne ukritisk har set til, imens flere banker har femdoblet deres udlån over en kort årrække, er uforklarligt, selv i lyset af den forgangne højkonjunktur og den formildende konstatering, at livet leves forlæns og forstås baglæns.

For det tredje må man forvente, at politikerne nu endelig gennemfører en lovgivning, der fremover gør det muligt at kontrollere bankerne herhjemme som internationalt. Da de amerikanske topdrenge i weekenden sagde nej til at redde Lehman, vidste de godt , at denne beslutning ikke var uden vidtgående negative konsekvenser for dem selv. Bankernes forretningsmuligheder er efter Lehmans krak stærkt forringet i årevis fremover.

Hvorfor sagde amerikanske finansbosser da nej til at redde Lehman? De var tvunget til det. De skulle tilsammen finde de 33 milliarder dollar, som en redning ville koste. Et beløb, der tydeligvis ville knække dem. Deres triste beslutning bærer ved til mistanken om, at ingen - heller ikke myndighederne - aner, hvor pressede bankerne verden over reelt er. Tendensen er, at alle banker holder masken til det sidste.

Havde myndighederne forstÃ¥et dette tidligere, kunne man for længst have taget hÃ¥rdere fat for at skaffe sig viden. Med Lehman-krakket er traditionen med det ‘gode og tætte samarbejde’ mellem finanstilsyn og banker formentlig forbi, herhjemme og i udlandet, hvilket bringer os tilbage til de verserende finanslovsforhandlinger.

Hvis Lene Espersen gennemfører en række skrappe regler for opfølgning af de danske banker, vil det være en attraktiv måde for den nye K-leder at sætte sig i stolen. Et indlysende indgreb hun let kan kommunikere som en konservativ kamp for at beskytte borgerne. Det var netop denne type profilering, som hendes forgænger blev kritiseret for at mangle. Krisen er således en potentiel politisk appelsin i Espersens turban.

Weekendens møde i New York var en historisk milepæl med vidtgående globale konsekvenser. Herunder at finansminister Lars Løkke Rasmussen - ud over en snarlig opringning fra Espersen - vil modtage en ny vurdering af dansk økonomi fra ministeriets økonomer. Og den vil ikke gøre hans drøftelser med Dansk Folkeparti lettere.